Lærer til lektor: Læreruddannelsen er reduceret til en forudsætning for højere løn. Det er lønpres i forklædning

Identiske krav, forskellig løn

Mit oprindelige indlæg handlede ikke om, hvorvidt læreruddannelsen er vigtig eller ej. Under de rette vilkår læser jeg gerne en meritlærer. Jeg har heller ikke argumenteret for, at enhver akademiker automatisk er kvalificeret til at undervise i folkeskolen.

Det, jeg har påpeget, er noget langt mere konkret: At der i den danske folkeskole findes fastansatte lærere, ansat efter Folkeskolelovens § 28 stk. 2, som i praksis varetager samme undervisningsopgaver, samme ansvar og samme funktioner som læreruddannede kolleger, men aflønnes markant lavere.

Ét spørgsmål er det juridiske: om denne praksis overhovedet er lovlig.

Et andet er det etiske: arbejdsgiveres ansvar og en fagforenings solidaritet med alle medlemmer af det faglige fællesskab.

Når læreruddannelsen reduceres til en forudsætning for løn, ophører den med at fungere som et fagligt argument. Reelt er der tale om lønpres i forklædning.

Jesper Snedker Pedersen
Folkeskolelærer med kandidatuddannelse i litteratur og semiotik

Disse dimensioner forholder Panduro sig ikke til. I stedet forskydes debatten fra arbejdets faktiske indhold til uddannelsesbevisets symbolske værdi.

Det er en professionsideologisk manøvre, men den løser ikke det problem, som eksisterer i praksis: at arbejdsgivere stiller identiske krav til medarbejdere, men aflønner forskelligt på et grundlag, som ikke kan aflæses i arbejdets udførelse.

Reduceret til en lønforudsætning

Panduro fremhæver korrekt læreruddannelsens fagdidaktiske dimension, men spørgsmålet er ikke, om denne dimension findes.

Spørgsmålet er, hvorfor den påståede mangel hos ikke-læreruddannet personale ikke fører til differentiering i jobfunktionen, når mange ikke-læreruddannede i praksis varetager selvstændig undervisning, klasselærerfunktion, prøveafholdelse, forældresamarbejde og øvrige pædagogiske opgaver med dertil hørende ansvar. Vel og mærke under samme krav og forventninger fra arbejdsgiver som deres læreruddannede kolleger.

Når arbejdsgiveren forventer det samme, men betaler forskelligt, er problemet ikke, at undertegnede eller andre ikke-læreruddannede kolleger udvander professionen.

Problemet er, at systemet selv udvisker skellet mellem profession og jobfunktion og efterfølgende legitimerer lønforskellen med et postulat om faglige mangler, som først bliver relevante, når vi vil tale om løn.

Panduro peger afslutningsvis på meritlæreruddannelsen som løsningen og antyder, at der "ikke længere er nogen undskyldning." Men meritlæreruddannelsen besvarer ikke det centrale spørgsmål:

Hvorfor skal en medarbejder, som allerede udfører arbejdet fuldt ud, acceptere lavere løn, mens vedkommende kvalificerer sig yderligere, når kollegaen, der udfører samme arbejde, aflønnes højere?

Når læreruddannelsen reduceres til en forudsætning for løn, men ikke for yderligere undervisningsansvar eller udvidet jobfunktion, ophører den med at fungere som et fagligt argument og bliver i stedet et lønteknisk filter. Reelt er der tale om lønpres i forklædning.

Lærerprofessionens anseelse udhules, når systemet accepterer, at samme arbejde kan værdisættes forskelligt uden klare, saglige og funktionsbaserede kriterier.

Jesper Snedker Pedersen
Folkeskolelærer med kandidatuddannelse i litteratur og semiotik

Lavt incitament

Hvis lærerprofessionens anseelse udhules, sker det ikke ved, at jeg peger på dette paradoks. Den udhules, når systemet accepterer, at samme arbejde kan værdisættes forskelligt uden klare, saglige og funktionsbaserede kriterier.

Danmarks Lærerforening har gennem hele min ansættelsestid accepteret lønforskel for identisk jobfunktion med henvisning til læreruddannelsens værdi.

Status i dag er, at der aldrig har været færre lærere i folkeskolen. Lønforskellen har for mange ikke-læreruddannede heller ikke fungeret som incitament til at tage en meritlæreruddannelse.

Til gengæld har vi set en stigende anvendelse af vikarer og personale med lavt uddannelsesniveau. Det er resultatet af en lemfældig og interessebetonet forvaltning af Folkeskoleloven.

Den debat skylder vi alle, der har interesse i at sikre den bedst mulige folkeskole, at tage alvorligt.