Rektor: Det er nemt at kritisere den pissedårlige opdragelse. Men det løser ikke skolens problemer

Hvad der dengang rystede skolepolitikken og forekom som en dårlig provokation, er i dag et begreb, der bruges og misbruges i flere forskellige sammenhænge.

Spot på skyggesiderne

"Pissedårlig" er ikke et kønt begreb – indrømmet – men begrebet kan noget. Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) bruger det flittigt for at trænge igennem til skolens forældre. "Nogle børn er bare pissedårlig opdraget". De lider af pissedårlig opdragelse, og derfor kan alt ikke bare være skolens skyld.

Og formanden for Danmarks Lærerforening Gordon Madsen slår på foreningskongressen fast, at "Cecilie er en god lærer – en pissedygtig lærer." Men nu forlader hun folkeskolen, fordi hun er en "pisseslidt lærer."

Ministeren og formanden har spottet det kommunikative greb og begrebets intention. Det "pissedårlige" handler ikke om at kritisere alt sønder og sammen, udpege den skyldige eller miskreditere nogen. Intentionen er at fremprovokere de ubehagelige pointer, afsløre tabuer og sætte spot på skyggesiderne.

Det "pissedårlige" handler ikke om at kritisere alt sønder og sammen, udpege den skyldige eller miskreditere nogen. Intentionen er at fremprovokere de ubehagelige pointer.

Alexander von Oettingen
Rektor, UC SYD

Vi kender det alt for godt. I strategier og programerklæringer flyder det med de rigtige ord og de rigtige formuleringer. Vi deltager i debatter, hvor alle ved besked, men ingen for alvor går ind i substansen.

Vi tabuiserer og dækker over problemerne og skaber en debatkultur, der enten polariserer og udskammer eller marinerer og immuniserer. Klogere bliver vi næppe, men det lyder strategisk godt.

Det kritisable og det fejlbarlige

Ideen med debatterne om det pissedårlige – hvad enten det er pissedårlig sygepleje, pædagogik, ledelse, inklusion eller trivsel – er at bruge negationens erkendelses- og fortolkningskraft.

Negationer har en befriende virkning, fordi de frisætter tanken og tvinger til refleksion uden sikre svar. Det pissedårlige løser ikke noget problem, men tvinger til tanke og kritik. Og det er på to måder.

På den ene side handler det om kritik. Kritik af det, som er. Kritik af samfundet, videnskaben, politikken, institutionerne eller professionerne. Noget er bare pissedårlig og må gøres om og gøres bedre.

På den anden side adresserer det pissedårlige en permanent tilstand. Der findes sociale fænomener, som eksempelvis undervisning, pleje og omsorg, læring, inklusion, opdragelse og trivsel, der grundlæggende ikke bliver perfekte, men som optræder i deres negation.

De er måder, vi står i verden på, og som kun kan forstås i deres fejlbarlighed eller utilstrækkelighed. De er grundlæggende pissedårlige og minder os om ikke at blive alt for højstemte og moraliserende.

Når ministeren Matias Tesfaye adresserer det pissedårlige forældreskab, er det i første omgang forståeligt og tiltrængt, men også enkelt og nemt. Det pissedårlige kan altid benævnes entydigt, fordi det er konkret.

Svært bliver det først bagefter. For hvad er så den "gode" opdragelse, der passer til skolen? Og den "gode" skole, der passer til opdragelsen? Det sidste har vi svært ved at udpege, fordi opdragelsen er langt mere liberal, end skolen nogensinde kan være.

Risiko for moralisering og afprofessionalisering

Med diskussionen om pissedårlig opdragelse eller trivsel/mistrivsel er det med stor risiko, at vi blot bliver stående i den første del af kritikken, og at det blot fører til moralisering og afprofessionalisering.

Moralisering i betydningen af, at forældre, børn eller unge mennesker bare må lære at tage sig sammen og steppe op. Tag en tudekiks og kom videre. Livet er ikke en dans på roser.

Med diskussionen om pissedårlig opdragelse eller trivsel/mistrivsel er det med stor risiko for, at det blot fører til moralisering og afprofessionalisering.  

Alexander von Oettingen
Rektor, UC SYD

Og afprofessionaliseringen i betydning af, at de professionelle lærere og pædagoger melder hus forbi og sender inklusions- og trivselsproblemer videre til forældrene, der ikke tager sig sammen.

Når først børn selv begynder at kategorisere hinanden som værende pissedårlig opdraget, så er ministerens berettigede kritik slået om i en moralisering og stigmatisering i børnehøjde.

Og hvis skolen melder ud, at de udelukkende er sat i verden for faglig trivsel og ikke har noget at gøre med opdragelse, mister skolen sin betydning.

Det pissedårlige må altid handle om at kritisere det konkrete uden moralisering og samtidig holde diskurserne åbne, fordi vi ikke lever i en entydig verden.

Det dårlige, vi ikke vil have, kan vi adressere tydeligt og konkret, mens det gode, vi gerne vil have mere af, altid findes i mange varianter, og som vi derfor må finde og udvikle sammen. Og det er svært.