Lærer: Uden en arbejdstidsaftale er der brug for langt bedre skoleledelse

Af Lars Holmboe
Lærer og tillidsrepræsentant

”Lars, hvor meget mindre bliver min pension, hvis jeg går på nedsat tid?” Dette spørgsmål har været tilbagevendende de seneste par år, siden regeringen greb ind i lærerkonflikten i 2013.

Som tillidsrepræsentant på min arbejdsplads har jeg oplevet flere kolleger, som i afmagt har sat sig ned og talt på knapper for at se, om økonomien ville kunne hænge sammen, hvis man gik på nedsat tid, så arbejdsdagen i det mindste kunne hænge sammen.

Mange har sat deres lid til håbet om en central arbejdstidsaftale, der kunne bibringe lærernes arbejdstid nogle tiltrængte rammer, og skuffelsen er derfor stor nu, hvor det ikke lykkedes i OK18.

Men selv en god arbejdstidsaftale kan ikke erstatte god ledelse, og det er et punkt, hvor arbejdsgiverne med fordel kan sætte ind for at skabe det klima, som virkelig gør arbejdslivet, men også forudsætningerne for god undervisning, bedre.

Skolelederen er en nøgleperson i enhver lærers arbejdsliv, uanset hvilke centrale aftaler der landes.

Med gode skoleledere, der arbejder under gode forvaltninger, der ikke er for langt væk fra de mennesker, de ”forvalter”, er behovet for centrale arbejdstidsaftaler måske slet ikke så stort. Det er måske utopisk at sætte sin lid til, men det er alt, vi har.

Lars Holmboe
Lærer og tillidsrepræsentant

Hermed ikke sagt, at centrale aftaler ikke er vigtige og gør noget substantielt for lærerne og eleverne. Slet ikke. Men jeg vil gerne understrege, at der er håndtag, der kan skrues på, som i mindst samme grad påvirker både resultater og trivsel på skolerne. Hvis kommunerne derfor virkelig vil folkeskolen og lærerne, så må de frem i skoen og satse på god lokal ledelse.

Ledere har svært ved at løfte ansvaret
Før den udskældte Lov 409 ”frisatte” skolelederne, havde de arbejdstidsaftalen som en form for beskyttelse.

Opgaverne var velbeskrevne, og lærerne vidste, hvilken indsats der forventedes. I dag er det ledernes opgave at definere og tilpasse. Det er dog et ansvar, mange skoleledere har svært ved at løfte, og trivselsmålinger og lignende viser, at tid til at nå opgaverne og retfærdighed i fordelingen af dem er punkter, hvor der er plads til forbedring.

Lederne skal altså vænne sig til at lede uden den krykke, arbejdstidsaftalerne var før i tiden, også for dem.

Heldigvis indeholder det særdeles tynde forlig her nogle enkelte lyspunkter, og her tænker jeg ikke på den kommission, der i bedste fald mødes med dyb, velbegrundet skepsis.

I forliget er der formuleringer, som åbner op for flere og bedre aftaler ude i de enkelte kommuner. Senest har Fredericia Kommunes borgmester, Jacob Bjerregaard, meldt klart ud, at han vil en arbejdstidsaftale med lærerne.

Der er ingen tvivl om, at med den enkelte kommune som ”ejer” af skolen er det der, man kan gøre en forskel.

Det kræver, at man rækker ud til lærerne og tager ledelsesopgaven alvorligt. Det er en kæmpe udfordring, der venter kommunerne, hvis man vil samle sine medarbejdere op ovenpå den kolde dukkert, OK18 blev for lærerne.

Kommunerne skal slå til nu
Straks vil automatreaktionen måske i nogle forvaltninger være at give flere midler til ledelse på diskret bekostning af midlerne til lærerkræfter.

Sådan har vi set det alt for tit før. Men det er ikke mere ledelse, der skal til. Det er bedre ledelse.

Vi skal have flere ledere, der tør klæde deres lærere ordentligt på til de opgaver, de giver dem, flere ledere, der taler med deres medarbejdere om deres arbejde, og flere ledere, som tager det alvorligt, når trivselsundersøgelser over hele landet viser, at der bare ikke er tid nok til alle de opgaver, der er i skolen.

Med gode skoleledere, der arbejder under gode forvaltninger, der ikke er for langt væk fra de mennesker, de ”forvalter”, er behovet for centrale arbejdstidsaftaler måske slet ikke så stort. Det er måske utopisk at sætte sin lid til, men det er alt, vi har.

Lærerne fik til vores store ærgrelse ikke megen formel hjælp af arbejdsgiverne i form af en central aftale.

Skuffede lærere, der er helt nede i kælderen, efter forliget på kommunernes område landede i lørdags, fylder Facebook-tråde, avisspalter og tv-nyhederne.

Vreden mod Kommunernes Landsforening og de (u)ansvarlige politikere har ulmet i flere år og bryder hos mange lærere ud i lys lue i disse dage. Desperationen er stor, og desillusion er næste stop for mange gode, samvittighedsfulde skolefolk. Hvis jeg skal undgå for mange kolleger, der kommer til mig og spørger til deres muligheder for nedsat tid, skal kommunerne og lederne slå til nu.