Lærere til SF: Børnesynet er ikke bare en teoretisk diskussion. Det er vores hverdag

Københavns Lærerforening har med deres forperson Katrine Fylking meldt sig ind i debatten om børnesynet. Dette burde være et klart signal om, at det er en problematik, der fylder hos lærerne.

Vi kunne starte med at anbefale Sigurd Agersnap at læse de mange indlæg skrevet af lærere om emnet.

Når SF og Sigurd Agersnap næsten hånligt kalder debatten om børnesynet karikeret, må vi for alvor give udtryk for, hvad der i virkeligheden er på spil i praksis.

Ansvaret ender hos læreren 

SF og Sigurd Agersnap mener selv, at der skal være forventninger til elevernes adfærd. Men i en skoleverden, der styres efter kommunale børnesyn, er problemet jo netop, at der ikke stilles krav til elevernes adfærd.

Problemet er, ifølge børnesynet, aldrig hos barnet eller barnets adfærd. Børnene gør det, ifølge børnesynet, altid så godt de kan. Ansvaret ender, med det nye børnesyn, altid hos læreren, som skal se bag om adfærden og ændre rammerne efter den.

Hermed ender vi i den situation, som Cecilie Guldbrandsen beskriver, hvor der laves og kræves særaftaler for hvert enkelt barn, og undervisningssituationen bliver ofte mere kaotisk og støjende.

Måske dette også lyder karikeret for SF og Sigurd Agersnap, men så vil vi anbefale ham at læse artiklen med læreren Lone Tonnesen, som var i Berlingske 25. november. Hun delte sin historie efter at være stoppet som lærer, og beskrev, hvorledes hun i sin undervisning skulle tilgodese 23 forskellige individuelle krav.

Vi kan fortælle SF og Sigurd, at børnesynet er alt andet end en teoretisk diskussion. I praksis er børnesynet meget virkeligt, og det presser lærerne i deres praksis og deres arbejdsmiljø.  

Maja Rømer og Rikke Johansen
Folkeskolelærere

Det er positivt, at SF stemmer i og giver klart udtryk for en nultolerance over for vold i skolen. Men vi må gøre opmærksom på, at denne holdning står i kontrast til det børnesyn, vi som lærere skal styre efter i kommunerne.

I København, hvor børnesynet fortæller lærerne, at de skal turde stå i udadreagerende adfærd. Eller i Thisted, hvor de i deres børnesyn beskriver, at al adfærd er meningsfuld adfærd.

Ingen af disse ovenstående udsagn signalerer den nultolerance, SF og Sigurd Agersnap er fortaler for. Men måske er SF i virkeligheden kun fortaler for det på et teoretisk plan?

Et urealistisk børnesyn

Som lærere forholder vi os altid nysgerrigt til elevernes indlæring, og vi har et stort ønske om at differentiere vores undervisning, så eleverne bliver mødt af tilpas faglige krav.

Som lærere er vi også den myndighed, som skal fortælle, at dårlig adfærd ikke altid skyldes dybere bagvedliggende psykologiske forklaringer. Dårlig adfærd skal ikke altid mødes af forståelse på individniveau.

Dårlig adfærd skal løses gennem kulturen i klassefællesskabet og lærernes tydelige klasseledelse. Vi skal have forventninger til adfærd. Vi skal have forventninger til hinanden og forventninger til, hvad skoleadfærd er og ikke er.

Børnesynet har kun blik for individet og beskæftiger sig ikke med, hvad dårlig adfærd gør ved fællesskabet i klassen og de øvrige elevers mulighed for at modtage undervisning.

Hvorfor det er så vigtigt for SF at holde fast i et urealistisk og individorienteret børnesyn?

Maja Rømer og Rikke Johansen
Folkeskolelærere

En stor del af eleverne gøres til passive tilskuere, som skal vente på, at adfærd bliver reguleret hos helt almindelige børn, så de kan modtage den undervisning, de har pligt til at få, og som de er mødt op for at modtage.

I dette individorienterede børnesyn er det læreren, der har hele ansvaret også for elevernes individuelle adfærd. Det ansvar og de pligter, som eleven ifølge folkeskolens formålsparagraf gerne skulle lære i den danske folkeskole, er helt fraværende i børnesynet.

Vi spørger os selv, hvorfor det er så vigtigt for SF at holde fast i et urealistisk og individorienteret børnesyn? Et børnesyn, der virker som benzin på et bål. Her vil vi anbefale at læse Maja Rømers debatindlæg i Jyllands-Posten.

Vi anbefaler, at I i Folketinget og Socialministeriet tager de kommunale børnesyn op til revision. Fokus bør i stedet rettes mod en tydeliggørelse af folkeskolens formålsparagraf. Her er formuleret glimrende visioner for skolen, lad os koncentrere os om dem.