Sofie Carsten Nielsen efterlyser egen vikar: Christiansborg har brug for friske visioner om skolepolitik

Radikales politiske leder Sofie Carsten Nielsen kigger udenfor Slotsholmen efter inspiration til, hvordan fremtidens skole skal se ud. Det fortæller hun i sin partiledertale på Folkemødet, hvor hun ligeledes fortalte om et nyt jobopslag.

Emma Qvirin Holst

ALLINGE: Torsdag poppede et nyt – og opsigtsvækkende – jobopslag op. Radikale er på jagt efter en, der vil låne Sofie Carsten Nielsens job som partiets politiske leder.

En beslutning, som hun efterfølgende uddybede i sin partiledertale fra Folkemødets hovedscene.

”Jeg tror på, at der findes en person derude med en ny ide til, hvordan vi former fremtidens skole, som vi ikke selv er kommet på inde på Christiansborg,” sagde Sofie Carsten Nielsen.

I sin tale opfordrede den radikale leder til, at der kommer nye idéer og visioner ind i dansk politik. For dansk politik er ifølge hende i stykke.

”Politik er ikke længere stedet, hvor vi tør drømme stort om det samfund, vi kunne blive. Men der, hvor vi lukker huller i og syer lapper på det samfund, vi har,” sagde hun og tilføjede:

”Derfor må vi tænke politik ud af kasserne. I hvert fald hvis vi vil skabe de radikale forandringer, der faktisk gør menneskers liv radikalt bedre.”

Politikere er ikke altid de klogeste

En af de udfordringer, som politikerne indenfor Slotsholmens mure ikke har kunne løse, findes i folkeskolen. Trods gentagende forsøg, fortæller Sofie Carsten Nielsen, er der stadig mange børn, som forlader grundskolen uden at kunne læse, skrive og regne.

”Det er ikke fordi, vi ikke har prøvet at løse problemet. Men vi politikere, vi er altså ikke altid de klogeste. Vi laver fejl. Jeg laver fejl.” sagde hun.

Fejlen er folkereformen fra 2014, fortæller den radikale leder.

”Skolen er i dag viklet ind i 215 mål. Men alligevel er der ikke flere, der kan læse, skrive og regne. Det er meningsløst. Og skolen har mere end nogensinde brug for at blive sat fri.”

Derfor vender Sofie Carsten Nielsen nu blikket udad og efterlyser en, der vil dele sin idé til folkeskoleområdet og sætte folketingsgruppens dagsorden på skoleområdet.

Vikaren skal som udgangspunkt passe jobbet i en dag, og ansøgningsfristen er 2. august.
Gense hele partiledertalen ovenfor, og læs jobopslaget lige her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00