Alternativet: Skolelæreren er et godt alternativ til trivselsmålinger

DEBAT: Det er på tide at kaste et kritisk blik på de såkaldte trivselsmålinger i skolen og spørge os selv, om en ressourcestærk og kompetent lærergruppe ikke er et bedre værn mod mistrivsel og derfor en bedre investering for vores børn, skriver Carolina Magdalene Maier (ALT).

Af Carolina Magdalene Maier (MF (ALT))
Politisk ordfører for Alternativet

Trivselsmålinger har på det seneste fået både ros og ris med på vejen her på Altinget. KL og EVA har forsvaret trivselsmålingerne ud fra den optik, at de ikke kun måler for at måle, og at de kan være med til at sætte trivsel på dagsordenen og pege på, hvor trivselsudfordringerne er størst.

Jeg tror, vi alle er fuldstændig enige i, at noget af det allervigtigste for vores børn og unges liv er, at de trives! I skolen, derhjemme, i fritiden. Men jeg vil gerne stille et par kritiske spørgsmål til, hvorvidt den rigtige måde at sikre vores børns trivsel på er gennem de trivselsmålinger, vi i dag kender fra vores folkeskoler og ungdomsuddannelser. Eller om disse målinger måske ligefrem kan bidrage negativt til trivslen? Jeg skal som det første slå fast, at jeg ikke har svarene. Men jeg mener, der er grund til forsigtig skepsis.

Trivselsmålingerne er en del af præstationssamfundet
Når vi i trivselsmålingerne spørger børnene, hvordan de har det, giver vi også indirekte et signal om, at det er vigtigt hele tiden at være opmærksom på sit eget individuelle velbefindende. Og måske også et signal om, at det er vigtigt at have det godt og være på toppen hele tiden. Min pointe er, at vi måske med disse spørgsmål accelererer børnenes egen forventning til sig selv om at ’være på toppen’ og ’trives’. På den måde kan det tænkes, at trivselsmålingerne taler lidt for godt ind i præstationssamfundets krav til, at den enkelte skal være dygtig, få gode karakterer, se godt ud, have det ’super nice’, og så videre.

Hvad er trivsel?
Der er ingen tvivl om, at trivselsmålinger er sat i verden af et godt hjerte og med et reelt ønske om, at børn og unge ikke skal gå rundt og bekymre sig eller være kede af det. Så jeg kritiserer ikke intentionen. Men jeg funderer over, om ikke det er på tide, at vi tager en alvorlig snak om, hvad trivsel egentlig er? Og i hvor høj grad det kan måles via individuelle spørgeskemaer, som altid vil spørge til den individuelles subjektive opfattelse? Trivsel er nemlig, tror jeg, andet end den enkeltes psykiske velbefindende.

Trivsel handler også om, hvordan man klarer hverdagen, udfolder sit potentiale og bidrager til fællesskabet. Det handler om, hvordan fællesskabet fungerer – ikke alene, hvordan den enkelte har det i fællesskabet, men hvordan man bidrager til fællesskabet, og hvordan fællesskabet i sig selv fungerer.

Trivsel er altid et fællesskabsanliggende
Det betyder, at vi bliver nødt til at skabe en kultur blandt børnene og de unge, som inspirerer til at se sig selv som en del af noget større, mere end som et individuelt atom blandt en masse andre atomer. Hvis vi tror på – og det gør vi i Alternativet – at mennesket er et socialt dyr, og at fællesskabet derfor er den stærkeste enhed, som vi alle er fuldstændige afhængige af, så tror jeg, vi skal passe på med at spørge så meget til individets selvfølelse og selvopfattelse.

En skolelærer kan også måle trvisel
Dermed ikke være sagt, at trivselsmålingerne per se (i sig sev) er ubrugelige. Hvis en måling indikerer, at der er store problemer med mobning i en klasse, så er det naturligvis godt, at læreren ved det, så hun kan handle på det. Spørgsmålet er bare, om ikke hun godt have luret den i forvejen? Trivselsmålingerne er jo – af gode dataetiske grunde – ikke individuelt personhenførbare, så derfor kan de ikke anvendes til at se, at det lige præcis er Laura, der har ondt i maven hver morgen. Jeg vil til enhver tid mene, at en dygtig og faglig kompetent lærer opdager Laura meget hurtigere og mere præcist end en trivselsmåling.

Derfor bliver vi politikere nødt til at anerkende, at de trivselsmålinger, vi i dag benytter os af, ikke er tilstrækkelige til at måle egentlig trivsel – for trivsel er så meget mere end de spørgsmål, der indgår i trivselsmålingerne. Og en stor del af trivslen – eller manglen på den – ligger et eller andet sted i fællesskabet, som ikke kan gøres op i et Excel-ark, men som den gode lærer fornemmer og handler på.

Se børnene fremfor at måle dem
Derudover må vi spørge os selv, for hvis skyld vi måler trivslen? Vi vil jo alle sammen mene, at det er for elevernes skyld. Men vi skal huske at kigge os selv i spejlet og anerkende, at vi gennem vores systemlogiske forståelse af trivsel og gennem vores insisterende spørgsmål til det enkelte barn, potentielt putter brænde på det præstationsbål, vi så gerne vil slukke.

Hvis vi virkelig mener, at vi måler trivslen for elevernes skyld, så bør vi overveje, om det er det rigtige middel vi bruger? Eller om vi snarere burde investere ressourcer i lærere og pædagoger, så de ikke bare kan varetage det vigtige arbejde, det er at sikre trivslen i klasserne, men også har den nødvendige tid, de fornødne redskaber samt muligheder for efteruddannelse og effektive henvisningsmuligheder, når problemerne opstår.

Jeg tror, at vi langt bedre opdager mistrivsel ved at se børnene fremfor at måle dem.

 

Forrige artikel Stefan Hermann: Lad der ikke gå selvsving i trivselsdebatten Stefan Hermann: Lad der ikke gå selvsving i trivselsdebatten Næste artikel Alternativet: Skolekøkkener skal være økologiske, grønne og vegetariske Alternativet: Skolekøkkener skal være økologiske, grønne og vegetariske