S-ordførere til rådmand: Juniormesterlære er ikke en sidste udvej, men en spændende mulighed

I et indlæg kritiserer Susanne Crawley Larsen (R) fra Odense Kommune, at vi med folkeskoleaftalen vil give vores unge mulighed for at gå i juniormesterlære i 8. og 9. klasse.
Hun mener, at vi på den måde gør erhvervsuddannelserne til "en opsamlingsuddannelse for de bogligt udfordrede". Det er naturligvis ikke det, vi vil.
Og vi synes, at det er ærgerligt, at Susanne Crawley Larsen omtaler en rigtig god mulighed for vores børn og unge – og en mulighed, vi ved, nogle er glade for – på denne måde.
Nogle elever er godt og grundigt skoletrætte, når de når 8. eller 9. klasse. Nogle af dem synes måske, at det er spændende at gå i skole, men trænger til at give sig i kast med noget mere praktisk.
Andre har måske i virkeligheden aldrig syntes, at det boglige var spændende, og har kæmpet sig igennem folkeskolen.
Med juniormesterlæren giver vi eleverne mulighed for en eller to dage om ugen at lave noget andet end at sidde på skolebænken. Det kan være en stor glæde og motivation for nogle elever. Og for nogle er det måske her, det går op for dem, at de vil tage en erhvervsuddannelse.
Alternativ til skolebænken
Vi ved, at 11 procent af eleverne i folkeskolen ikke består folkeskolens afgangseksamen. Dem skal vi hjælpe. For dem kan juniormesterlære være en vej at gå.
Vi kan ikke se, hvordan vores ønske om juniormesterlære kan være et udtryk for politisk opgivelse. Tværtimod ville det være et udtryk for opgivelse ikke at gøre noget.
Folkeskoleordfører, erhvervsuddannelsesordfører (S)
I Fårevejle i Nordvestsjælland har kommunen de seneste år gjort brug af en ordning, der minder om juniormesterlære, for de elever, som ikke trives i den almindelige folkeskole.
Erfaringerne har været gode. De fleste elever, som formentlig ikke ville have bestået afgangseksamen, og som kommer i juniormesterlære, ender med at bestå dansk og matematik.
Vi kan ikke se, hvordan vores ønske om juniormesterlære kan være et udtryk for politisk opgivelse. Tværtimod ville det være et udtryk for opgivelse ikke at gøre noget.
Det er heller ikke en sidste udvej, som Susanne Crawley Larsen omtaler det. Juniormesterlære er en mulighed for de elever, som ønsker det og synes, at det kunne være spændende.
Med juniormesterlære kan eleverne komme tættere på den virkelighed, de en dag selv skal arbejde i. Det gavner eleverne. Og i sidste ende også samfundet.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer

























