Tidligere gymnasielærer: Befri lærerne fra pædagogiske modetrends og administrative lænker

Som gymnasielærer i tysk og idræt har jeg fra 1980-2013 arbejdet under tre reformer: Grenfagsgymnasiet (indført 1958), Valgfagsgymnasiet (1988), Studieretningsgymnasiet (2005) og oplevet en stadig tiltagende topstyring. Nye fag og nye strukturer er blevet indført i forsøget på at holde trit med udviklingen.

Snart sagt hvert år kom der og kommer der små justeringer af undervisningsplaner og afstanden i år mellem de grundlæggende reformer bliver stadig mindre. Rettidig omhu kunne man mene, men løser man derved gymnasiets problemer, eller skaber man bare nye? Er det overhovedet muligt at forudse samfundsudviklingen, at være på forkant?

Skrivebordsteoretikere og modetrends

Almen Studieforberedelse (AT), som blev indført 2005, er et godt eksempel på, hvad man ikke skal gøre. Sammentænkningen af to fakulteter, for eksempel humaniora og naturvidenskab, for at belyse en sag var et progressivt forsøg, udtænkt af skrivebordsteoretikere, på at forberede eleverne til et universitetsstudium.

Der var bare den hage ved det, at indførelsen af en ny disciplin skulle være omkostningsneutral, så finansieringen udgjordes af, så vidt jeg husker ti procent af undervisningstimerne. Den mistede undervisningstid kunne for de fleste fags vedkommende ikke indhentes i AT-forløbene, som i starten optog fire uger af undervisningsåret.

Tvungne besparelser, forøgelse af klassekvotienten og forringelse af lærernes forberedelsestid gav lærerne flere og større hold og medførte en stigning i antallet af stressramte lærere.

Anders Brok
Pensioneret gymnasielærer

Følgen var en sænkning af niveauet i de fag, som for eksempel sprogfagene, der har brug for tid til opøvelse af færdigheder. I forvejen havde den stærkt øgede tilgang til gymnasiet bevirket en niveausænkning. For nye elever fra gymnasiefremmede miljøer var AT sort snak. Eleverne omtalte karakteristisk nok disciplinen som "Almen Tidsspilde", dertil kom, at der var stor usikkerhed blandt lærere om, hvad AT var, både i planlægning og udførelse af forløbene og ikke mindst i evalueringen af eleverne ved den obligatoriske eksamen.

Det var derfor forudsigeligt, at disciplinen ikke kunne fortsætte, som teoretikerne havde tænkt. Efter en lang række nedskaleringer blev AT til sidst ved reformen i 2017 en del af den store afsluttende opgave, studieretningsprojektet, hvor disciplinen trods alt, er mere relevant.

En anden tendens i tiden er de pædagogiske modetrends, der med vekslende held forsøger at finde løsninger på, hvordan man underviser de nye elevtyper, der ingen tradition har for gymnasiet, og som oftest møder uforberedte frem, har ringe forståelse for Ansvar for egen Læring (AFEL), ikke afleverer skriftlige opgaver, ikke forbereder sig og forsømmer og dermed ødelægger arbejdsklimaet i klasserne.

Problemet accentueres af de nye digitale muligheder, hvor man i dag kan få en chatbot til at skrive sin stil mere formfuldendt, end man selv kan. Eleverne tænker sikkert: Hvorfor lære et fremmedsprog fra bunden af, når man har Google translate og oversættelsesapps, hvor man kan få appen til at oversætte og tale for sig? Digitale hjælpemidler er kommet for at blive, men blind og ukritisk brug er ikke vejen frem.

Man smider ikke penge på gaden

Indførelsen af New Public Management gav også læreren problemer. Alt skulle dokumenteres fra skoleårets start, så enhver kunne se, hvad der blev undervist i hele året, selv om der var krav om elevmedbestemmelse. Det var ikke længere nok kontrol, at man altid har skullet indgive pensumlister til brug ved eksamen. Dertil kom en rigid kontrol af gennemførelsen af planlagte timer, så man kunne se, at man fik 100 procent valuta for skattepengene.

Med en stadig mere kompakt timestruktur, blev det svært at lave arrangementer, der rakte ud over den skemalagte aktivitet. Typisk den del af skolelivet, som er populær hos eleverne og som opfylder målsætningen om at være alment dannende, som for eksempel skolekomedie, idrætsstævner, korstævner. Ræsonnementet er vel: hvad skal det nytte? Det er spildtid, som tager fokus fra kerneydelsen, eller hvad?

En fjerde tendens er den finansieringsmodel, taxameterordningen, som gør, at da pengene følger eleven, er det så godt som umuligt at slippe af med undervisningsinaktive elever. Man smider ikke penge på gaden.

En femte tendens, som skaber stress-problemer, er udviklingen af strukturerne i uddannelsen, som har bevirket, at tjenestetiden fordeler sig ujævnt og giver uger med meget stor belastning og uger med ringere belastning. De rolige, lange forløb med fast skema er fortid.

Endeligt betød de toprocentsbesparelser, som Løkke-regeringen en årrække pålagde gymnasierne, en forøgelse af klassekvotienten og forringelse af lærernes forberedelsestid, hvilket gav lærerne flere og større hold og medførte en stigning i antallet af stressramte lærere. På sigt kan forringelsen af arbejdsforholdene betyde rekrutteringsproblemer. Tendensen til at gå på deltid, som vi også ser det i sundhedssektoren, er et signal om højt stressniveau.

Lærerstanden skal genvinde sin kraft og selvagtelse

Alt sammen har det bidraget til, at det for mange gymnasielærere er blevet et spørgsmål om overlevelse. Alt det sjove, innovative, livgivende er der ikke længere overskud til. Energien rækker kun til at yde det minimalt forlangte. Væk er følelsen af medejerskab, det som man i gamle dage kaldte kald, tilbage bliver lønarbejderjobbet. Man gør det man skal, holder kværnen i gang.

Måske er der håb for, at lærerstanden genvinder sin kraft og selvagtelse og finder tilbage til det, som burde være kernen: formidling af faglighed og dannelse.

Anders Brok
Pensioneret gymnasielærer

Man må spørge sig: Har politikere og embedsmænd haft så travlt med at strømline den offentlige sektor, i dette tilfælde gymnasiet, med cost-benefit-analyser, at de glemmer den menneskelige faktor? At det er den enkelte lærer, der udgør fundamentet, og at han eller hun ikke skal lægges i administrative lænker og blændes af pædagogiske modetrends.

For at finde svar på de komplekse problemer kræver det en lærerstab, der er rustet til opgaven gennem en grundig, tidssvarende uddannelse, hvor man fokuserer på kernefagligheden og får arbejdstidsforhold, som fremmer den udvikling.

Derfor er det en rigtig dårlig ide at skære et år af kandidatuddannelsen, som regeringen har foreslået. Derimod er det en fremsynet ide at give mulighed for efteruddannelse i en tid, hvor samfundet udvikler sig i stadig større hast. Giv gymnasielærerne bedre arbejdsforhold, så tror jeg at Samson genopstår i fordums styrke.

Der er som antydet mange grunde til, at gymnasielæreren har mistet noget af fordums styrke, men måske er der håb for, at lærerstanden genvinder sin kraft og selvagtelse og finder tilbage til det, som burde være kernen: formidling af faglighed og dannelse. Det kræver, at undervisningsbekendtgørelsen er udformet som en åben ramme, der frisætter den enkelte lærer og giver tid og større bevægelsesfrihed til at udvikle egne, egnede svar på de konkrete problemer. Men så længe politikerne og de pædagogiske eksperter ingen tillid har til lærernes dømmekraft, har det lange udsigter.