Venstre: De 50.000 unge bliver svigtet af myndighederne hele vejen rundt

Mindst 50.000 unge står i dag uden job eller uddannelse. Det siger sig selv, at det er 50.000 for mange. At stå uden job og uddannelse kan for den enkelte have enorme menneskelige konsekvenser og for samfundet er både de sociale og økonomiske omkostninger store.

De 50.000 unge kæmper med forskellige udfordringer. Nogle har mobning, sociale problemer og diagnoser med i bagagen. Nogle kæmper med tal- og/eller ordblindhed og har aldrig fået den rette hjælp. Skoletræthed fylder også hos mange. Nogle af de unge kommer fra dysfunktionelle familier, mens andre kommer fra velfungerende familier, hvor andre udfordringer fylder.

Fælles for dem alle er, at de har svært ved at finde fodfæste. Og en af årsagerne til det er at de svigtes. Af skolen, kommunen, uddannelsessystemet, myndighederne, og af den socialdemokratiske regering. Svigtet foregår med andre ord hele vejen rundt. Og det er enormt. Vi kan ikke være tilfredse med at de instanser, der har til opgave at understøtte de unge i at nå deres fulde potentiale, svigter.

Det vidner samtidig om at vi ikke skal opfinde den dybe tallerken for at få flere af de 50.000 unge tilbage på sporet. Vi skal i stedet insistere på at lovgivningen overholdes og at svigt i så høj grad som vi ser i dag, ikke kan accepteres.

Når alle har ansvar, tager ingen ansvar

For de fleste starter svigtet i grundskolen. Her er mobning et onde, der giver nogle elever ar på sjælen. Samtidig er der mange skoler og kommuner som, i inklusionens navn, fejlplacerer børn med særlige behov i klasser, som ikke kan rumme barnet.

På trods af de åbenlyse problemer har det været svært at få den socialdemokratiske regering på banen i spørgsmålet om FGU.

Ellen Trane Nørby (V)
Børne- og undervisningsordfører

Derudover halter mange kommuners PPR-indsats, som ellers skal hjælpe børn og unge, der kæmper med psykiske udfordringer, eller hvor en udredning kan pege på om eleven er i det rigtige skoletilbud. Ventelisterne til at få en pædagogisk-psykologisk vurdering og dermed hjælp kan være uoverskueligt lange.

Imens sidder børnene og deres familier på standby, mens børnene får det værre og værre, og for nogle bliver skolevægring en realitet. Det gør bestemt ikke vejen til en uddannelse lettere. 
 
Når de unge forlader grundskolen, med eller uden eksamensbevis, risikerer de flere svigt. Både af kommunerne, uddannelsesstederne og myndighederne.

Nogle unge ender som kastebolde mellem jobcenter, beskæftigelsestilbud, uddannelse, psykiatri og andre tilbud, hvor de unge sendes videre med håbet om at andre løfter opgaven og betaler regningen. Et klart eksempel på, at når alle har ansvar, tager ingen ansvar.

Silotænkningen skal stoppe

Dertil viser en beretning fra Rigsrevisionen, at mange udsatte unge snydes for den støtte fra kommunen og erhvervsskolerne, som de ellers har krav på og ikke mindst brug for.

Det er et kæmpe svigt fra kommunernes side, at cirka halvdelen af de udsatte unge enten ikke får et aktiveringstilbud til tiden eller slet ikke får et, samtidig med at de unge i gennemsnit er uden aktivering i tre gange så lang tid som de fire uger, der er fastsat i loven.

Også tilbud om for eksempel bostøtte, udredning, misbrugshjælp og en mentor er køen alenlang til at modtage. Det forværrer situationen og betyder, at indsatserne – og vejen tilbage til uddannelse og arbejde – ofte bliver meget længere – og dyrere.

Ligeledes svigter mange ungdomsuddannelser, fordi de ikke lever op til lovgivningen omkring støtte til de elever, der har brug for det. Når det ikke sker, er det klart at det bliver vanskeligt at hjælpe den unge i tide.

Myndighederne – Børne- og Undervisningsministeriet og Beskæftigelsesministeriet – som har pligt til at sikre, at både kommuner følger loven og løser opgaven, lever ifølge Rigsrevisionen i mange tilfælde ikke op til deres ansvar. Det er ganske enkelt ikke godt nok.

Silotænkningen mellem jobcenter og uddannelsessystemet skal stoppe. De unge svigtes også i jobcenter- og uddannelsessystemet og det er paradoksalt, at de mest udfordrede unge ofte er dem, vi overlader mest til sig selv i uddannelsessystemet.

Svært at få regeringen på banen

FGU-eleverne svigtes også, især af den socialdemokratiske regering. FGU blev netop etableret med formålet om at få unge, der var blevet hægtet af i uddannelsessystemet, tilbage på sporet. Men mange FGU-institutioner er i en økonomisk krise, og mange har haft flere afskedigelsesrunder.

Det betyder, at institutionerne får svært ved at tilbyde det de unge har brug for. På trods af de åbenlyse problemer har det været svært at få den socialdemokratiske regering på banen i spørgsmålet om FGU, herunder finansieringen.

Og da Mette Frederiksen i efteråret bebudede at der nu skulle gøres noget for de 50.000 unge, blev FGU ikke nævnt med ét ord. Dybt mærkværdigt og en spand kold vand i hovedet på de FGU-institutioner, der faktisk forsøger at afhjælpe den udfordring, vi alle taler så meget om.

Vi har et fælles ansvar for at lære vores unge, at der altid er en vej, selvom vejen måske kan være mere kringlet end den vej, deres jævnaldrende betræder. Men det kræver, at de unge ses og støttes. Svigter vi de unge, ender vi i sidste ende med også at svigte vores samfund og hinanden, både nu og i fremtiden.