Venstre: Det bliver den forsømte valgperiode på børne- og undervisningsområdet

Uanset hvordan vi vender og drejer det, så lakker endnu en valgperiode mod enden. Om under et år skal danskerne til stemmeurnerne. Derfor er det en god anledning til at se tilbage på valgperioden, der er gået og evaluere den socialdemokratiske regering og de aftryk vi har fået sat på børne- og undervisningsområdet.

Nåede vi det vi ville? Nåede vi det vi burde have nået? Her er mit klare svar nej. Desværre.

Mange ting var ellers på tegnebrættet. Også emner, der var politisk konsensus om. Både om at de skulle løses og at vi ville løse dem. Men desværre – og som i Scherfigs forsømte forår, så er mulighederne forpasset – og det skyldes ikke kun corona.

Ting som kunne have gjort en reel forskel for mange børn og unge rundt omkring i landet er endt i en syltekrukke, hvor problemerne bare har vokset sig større. Tag FGU, der i den grad er nødlidende og de tusindvis af unge, der fortsat hverken er i uddannelse eller arbejde. Styrkelsen af erhvervsuddannelserne, herunder mere praksisfaglighed i folkeskolen.

Mere frihed til folkeskolerne. Taxameterreform for de gymnasiale uddannelser. En fremtidig AMU- og efteruddannelsessektor, der både kan understøtte en grøn omstilling og digitalisering, samt sikre, at folk kan fastholdes og udvikles på et arbejdsmarked. En reel reform af STU. Og mange flere områder kunne nævnes.

Et kæmpe svigt af FGU

Muligheder for at gøre en forskel har der været mange af. Men alligevel har vi gentagne gange set hvordan møder og forhandlingsforløb er blevet skubbet og skubbet. På nogle områder har det nærmest været mere reglen end undtagelsen at møder blev aflyst eller udskudt til ukendte datoer.

Det var min klare forventning i starten af året, at vi ville nå i mål med mange aftaler – også set i lyset af at corona ikke længere kan bruges som undskyldning for at skubbe de opgaver der skal løses. Med syltekrukken fyldes og problemerne går ikke væk.

Selvfølgelig er der også lavet aftaler. Et nyt evaluerings- og bedømmelsessystem i folkeskolen, så de nationale test forbedres, og højere normering i børnehaverne, for bare at nævne et par stykker. Og særligt under corona havde vi også en både inddragende og velfungerende håndtering af alle de opgaver, der stødte til.

Men det er jo ikke nok drifte. Der skal også udvikling til, og der skal penge til – og der er armlægningen med den røde bygning i den grad faldet ud til Finansministeriets side.

Det er frustrerende for de borgere og organisationer, som råber på handling. Tag for eksempel FGU-institutionerne. I slutningen af oktober var FGU-elever landet over på barrikaderne i et oprør over de dårlige forhold på uddannelsen. Et halvt år senere, i slutningen af maj demonstrerede de igen, fordi der fortsat ikke var sket noget. Vi har ikke været inviteret til forhandlinger siden februar og ingen ved hvornår vi vender tilbage til forhandlingsbordet.

Det et kæmpe svigt. Det virker som om den socialdemokratiske regering har glemt FGU, trods de gentagne nødråb fra FGU-institutionerne. Økonomien halter og de har derfor svært ved at tilbyde de unge det, de har brug for. Det er en bunden opgave at rette op på det. Og vi kan ikke vente længere.

På ingen måde i mål

Ligeledes råber mange gymnasieinstitutioner også op om ændringer i taxametersystemet. I 2019, under den tidligere regering, lavede vi aftale om henvisningstaxameter og igangsatte hele institutions- og taxameter-eftersynet, der skulle danne grundlag for et nyt taxametersystem.

Trods de gentagne nødråb fra FGU-institutionerne virker det som om, at den socialdemokratiske regering har glemt FGU. Det et kæmpe svigt.

Ellen Trane Nørby (V)
Undervisnings- og ungdomsuddannelsesordfører

Sammen med DF afsatte VLAK-regeringen også en varig reservationsbevilling på over 60 millioner kroner årligt, der kunne være startindskud i en reform. Men det har ligget i dvale siden den socialdemokratiske regering kom til. I april blev vi så (endelig!) lovet taxameterforhandlinger, men intet er sket siden.

Vi skal have rettet op på skævhederne i taxametersystemet samt skabe mere stabilitet omkring gymnasieuddannelsesinstitutionernes økonomi fremover gennem et højere grundtilskud og en mindre del af økonomien knyttet op på "den marginale elev", så vil kan sikre et Danmark i bedre uddannelsesbalance og understøtte den faglige kvalitet og udvikling i en periode hvor ungdomsårgangene falder år for år.

Så vi er på ingen måde i mål. Og der er sågar steder, hvor vi er kommet længere fra målet fordi den socialdemokratiske regering har lavet tiltag, der mest af alt minder om ideologi fremfor god uddannelsespolitik. Her er tvangsfordelingen af gymnasieelever det mest indlysende eksempel og det samme er forbuddet mod private børnehaver. Dermed bliver det den forsømte valgperiode på børne- og undervisningsområdet.