Børnefonden til Socialdemokratiet: Invester i Afrikas unge

Af Anne Smith Petersen
Fungerende CEO, Børnefonden

Forestil dig, at der står ti unge i kø og er klar til at møde på arbejde.

Inden de overhovedet er kommet ind ad døren, bliver halvdelen pillet fra. Den halvdel, som står tilbage, kan forsørge sig selv. De sidste 50 procent har enten ikke noget arbejde eller tjener ikke nok til at forsørge sig selv.

Hvis du nu var en af de 50 procent, som ikke kunne se en fremtid der, hvor du bor, hvad ville du så gøre? Ville du blot vente og håbe på, at det ville blive bedre en dag, eller ville du tage chancen og migrere til en anden by, et andet land eller måske til en anden verdensdel?

Vi mener ikke, at vejen frem er asylbehandling og flygtningelejre i nærområderne. Tværtimod – vi skal tage fat langt tidligere.

Anne Smith Petersen
Fungerende CEO, Børnefonden

Det er realiteten i mange af verdens fattige udviklingslande som eksempelvis Mali i Vestafrika, hvor op mod halvdelen af de unge er enten arbejdsløse eller ikke tjener nok til at have råd til så basale ting som et måltid, en tur til lægen og at kunne betale for sit barns skolegang.

På verdensplan er 40 procent af verdens unge arbejdsløse, og aldersgruppen er fire gange så udsat for at stå uden arbejde sammenlignet med voksne.

De unge er nøglen
I Børnefonden er vi enige med Socialdemokratiet og Mette Frederiksen, der i Altinget 8. marts 2018 skriver, at vi ikke kan fortsætte som nu. Deres pointer om, at vi skal tage debatten om, hvordan vi kan løfte Afrika, og hvordan et løft skal finansieres, er væsentlige.

Men vi mener ikke, at vejen frem er asylbehandling og flygtningelejre i nærområderne. Tværtimod – vi skal tage fat langt tidligere.

Vi ser både Afrika og de afrikanske unge som en ressource, der med de rette kort på hånden kan spille en aktiv rolle for deres egen og kontinentets fremtid.

Hvis vi får udnyttet det potentiale og tør tage det lange seje træk sammen i udviklingsarbejdet, så kan vi ruste de kommende generationer til at skabe jobs, positiv vækst og for alvor løfte Afrika ud af fattigdom.

Det kræver, at der investeres i de unge, så vi får knækket kurven og de mildest talt dystre statistikker. Alternativet ved at lade stå til er, at de unge ender i fattigdom og arbejdsløshed, hvilket vi allerede ser konsekvenserne af i form af irregulær migration, kriminalitet og radikalisering.

Når de kan forsørge sig selv, bliver de
En af dem, der er vendt fra at være i farezonen til at være en stor ressource, er Kaba fra det vestafrikanske land Mali. Han var arbejdsløs og ville gerne sikre både sig selv og sin familie en fremtid med lysere udsigter. Derfor migrerede han nordpå og mod Europa, men han kom aldrig i land.

Efter 12 dage på Middelhavet brød bådens navigationssystem sammen, og han blev sammen med 40 andre samlet op af de marokkanske kystvagter og sendt tilbage til Mali.

Efter Kaba kom tilbage til Mali, blev han en del af et af Børnefondens projekter, hvor han blev undervist i at dyrke afgrøder og udnytte sin jord.

I dag er han en succesfuld majsbonde, der kan forsørge sig selv og sin familie. Derfor har han givet slip på idéen om, at der er et bedre liv på den anden side af Middelhavet.

Solstrålehistorier er ikke gratis
Men udvikling og solstrålehistorier som Kabas er ikke gratis. Det ved Socialdemokratiet også godt, og forslaget om at sætte den bæredygtige udvikling i Afrika endnu højere op på den økonomiske dagsorden i EU er absolut interessant, men det kommer desværre til at lyde lidt hult, når de ikke selv er klar til at lægge ekstra knaster i kisten.

Realiteten er også, at den afrikanske befolkning med al sandsynlighed er fordoblet til 2,5 milliarder, når vi skriver år 2050. Desværre følger antallet af arbejdspladser ikke med befolkningstilvæksten, og der vil ligesom i dag ikke være arbejdspladser nok. Allerede om 15 år vil der være behov for 150 millioner arbejdspladser mere.

En Marshallplan for Afrika koster mange milliarder, som danskerne selvfølgelig ikke skal lægge alene. Det skriver Nick Hækkerup (S) også selv i sit indlæg i Altinget 23. marts 2018.

Men hans og partiets argument om at gå forrest bliver svært at bevise i Bruxelles, hvis man kun er villig til selv at ofre de få millioner, man måske kan spare ved at flytte asylbehandlingen til nærområderne.

Kig efter moderne pejlemærker
Desuden henviser Socialdemokratiet til den mere end 70 år gamle Marshallplan, som løftede Europa efter Anden Verdenskrig.

Der er behov for at kigge efter mere moderne pejlemærker som FN's Verdensmål og sikre de rigtige partnerskaber, hvor den rigtige sammensætning af kompetencer kan skabe en positiv og varig forandring – ikke mindst for de unge, som kommer til at tegne kontinentets fremtid.

Vi vil ligesom Socialdemokratiet tænke nyt og stort, men vi er også nødt til at være realistiske omkring, hvad det kræver at løfte Afrika og turde stille os selv og ikke mindst afrikanerne spørgsmålet: Hvordan skal det gøres?