Enhedslisten efter Afrikaudspil: "Vi vil samle flertal for én procent til bistand"

Af Christian Juhl (EL)
Udviklingsordfører

To ud af tre danskere bakker op om dansk udviklingsbistand.

Det er ikke noget dårligt resultat, men tallet må efter min mening gerne stige.

Lars Engberg-Pedersen fra DIIS skyder en del af skylden på de danske politikere.

”Debatten bliver ført på et ufuldstændigt grundlag. Både politikere, forskere og ngo'er har en formidlingsforpligtelse. Men særligt politikere har muligheden for at påvirke dagsordenen. Men fordi udviklingspolitik ikke er afgørende for deres vælgere, interesserer folketingsmedlemmerne sig ikke rigtig for det,” siger han i en artikel i Altinget.

For en række år siden, hvor Danmark var fattigere end i dag, havde vi råd til en procent af BNI – og Socialdemokraternes mål var dengang at finde yderligere en halv procent til klimabistand.

Christian Juhl (EL)
Udviklingsordfører

Det har han ret i.

I 1980’erne og 1990’erne
Jeg husker tiden tilbage i 80’erne og 90’erne, hvor ngo’erne havde flere penge til at formidle deres resultater.

Jeg husker møderne i forsamlingshusene, når frivillige kom hjem fra slumbyerne og de åbne kloakker og fortalte om den skole, de havde været med til at bygge, eller de børn og unge, de havde været med til at undervise.

Jeg husker tiden, hvor vi havde en større faglig kapacitet i Udenrigsministeriet end nu, hvor næsten alle skal være generalister.

Jeg husker tiden, hvor fokus var på kampen mod fattigdom og rettigheder til alle på kloden – og hvor den internationale solidaritet var konkret. Noget, vi demonstrerede for. Noget, unge rejste ud i verden for at støtte.

International solidaritet mellem arbejdere
Min egen fagforening, dengang SID, nu 3F, begyndte at engagere medlemmerne i den internationale solidaritet.

De sendte tillidsfolkene på studieture til den tredje verden og engagerede dem i konkrete projekter, for eksempel skolebytteriet i Nicaragua og støtte til mennesker, der ikke havde ret til at danne fagforeninger eller forhandle egne løn- og arbejdsforhold.

Mange danske arbejdere forstod dengang, at arbejdere over grænser har flere interesser til fælles, end med arbejdsgiverne i deres eget land.

Hjemme i min egen lokale fagforening, 3F Silkeborg, har vi fastholdt den internationale solidaritet som et vigtigt element. Der er opbakning til, at vi støtter opbygning af fagforeninger hos tekstilarbejderne i Bangladesh, landarbejderne i det sydlige Afrika eller bananarbejderne i Mellemamerika.

Der er opbakning til de årlige indsamlinger til det internationale arbejde.

Nostalgi vil regeringspartierne sikkert sige. Men nej.

Egeninteressen vinder
Kampen om, hvor meget vi kan bidrage med – og hvad pengene skal bruges til – har altid været en politisk kamp mellem højre og venstre. Og det er en kamp, som kun kan vindes, hvis vi arbejder konkret og lokalt med sagen.

Lige nu har vi en borgerlig regering, der ikke tror på, at den langsigtede hjælp nytter. De vil i hvert fald ikke investere i den.

De satser i stedet på humanitær hjælp i nærområderne og på hjælp til udvikling af erhvervslivet, helst med en lille ”gevinst” til danske virksomheder. Egeninteresse, og indsatsen for at holde flygtninge væk fra, hvor vi bor, er blevet en drivkraft.

Det triste er, at Socialdemokraterne tilsyneladende flyder med den liberale strøm.

Det kan ændres, ligesom vi ændrede det før årtusindskiftet.

Procenternes historie
Ved sidste valg stod der i regeringsgrundlaget, at målet var at nå en dansk udviklingsbistand på en procent af BNI. Jeg har forstået, at kun Radikale Venstre, Alternativet, SF og Enhedslisten nu støtter dette krav.

For en række år siden, hvor Danmark var fattigere end i dag, havde vi råd til en procent af BNI – og Socialdemokraternes mål var dengang at finde yderligere en halv procent til klimabistand.

Sådan så tallene for udviklingsbistanden ud for kun 18 år siden:

•         2000:   1,06 procent af BNI

•         2001:   1,03 procent af BNI

•         2002:   0,96 procent af BNI

•         2003:   0,84 procent af BNI

•         2004:   0,85 procent af BNI

•         2005:   0,81 procent af BNI

•         2006:   0,80 procent af BNI.

Også dengang skar de borgerlige under Anders Fogh og hans regering i udviklingsbistanden.

Er behovet blevet mindre? Er danskerne blevet fattigere?

Nej. Men de ledende partier i de rige lande – også Danmark - er blevet sig selv mere nok.

En procents bistand er ikke fantasteri
Den gamle kæmpe fra Silkeborg, Christian Kelm-Hansen, socialdemokrat, valgt i Silkeborg og en periode formand for Danida, var blandt andet med til at vække min interesse for den tredje verden.

Han sagde dengang, at danskerne ville gøre oprør, hvis en regering ville skære i udviklingsbistanden. Han ville rotere i sin grav, hvis han var tilskuer til den aktuelle debat om dansk udviklingsbistand.

Den profeti er desværre ikke slået til. Men den tid kan komme igen, hvis vi ikke bøjer af for de nyliberale vinde- og tager debatten med befolkningen.

Jo mere debat, des større opbakning til udviklingsbistanden.

Det er nødvendigt, hvis vi inden 2030 skal nå de nye bæredygtighedsmål, som FN vedtog i 2015. Og det skal vi.

Men det kræver en grundlæggende ændring af den måde, vi lever på.

Når vi i Enhedslisten fastholder kravene om en procent til udviklingsbistand og yderligere en halv procent til klimaudvikling, er der ikke tale om fantasterier eller overbudspolitik. Det er at fastholde den sunde fornuft fra de gode perioder i vores nyere historie.

Det ønsker vi at samle et flertal for.