Kronik

CBS-forsker: Verden har 10 år tilbage

KRONIK: Vi skal satse på FN's 17. verdensmål om samarbejde for at redde verden. Det kræver, at vi skrider til handling nu, indgår systemiske partnerskaber på tværs og skaber en kollektiv forståelse, skriver Anders Brøndum Klein.

FN's 17. verdensmål om partnerskaber mellem offentlige, private og civile samfundsaktører kan nedbryde systemmæssige barrierer og skabe nye radikale løsninger, mener CBS-forsker.
FN's 17. verdensmål om partnerskaber mellem offentlige, private og civile samfundsaktører kan nedbryde systemmæssige barrierer og skabe nye radikale løsninger, mener CBS-forsker.Foto: Verdensmaalene.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anders Brøndum Klein
Erhvervs ph.d.-fellow, bæredygtig udvikling og tværsektorielt samarbejde, Copenhagen Business School

I denne uge er det fem år siden, at FN’s 193 medlemslande vedtog 17 verdensmål frem mod 2030.

Det går alt for langsomt med at indfri målene, siger eksperter.

En løsning kunne være at satse benhårdt på det syttende verdensmål, der handler om at fremme nye typer af samarbejde mellem borgere, politikere, erhvervsledere og forskere.  

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

FN’s verdensmål og bæredygtighed er populære emner. Børn laver skoleprojekter om plastik i havene. Unge dyrker Greta Thunberg som et idol.

Enhver erhvervsleder, med respekt for sig selv, har en farverig verdensmålspin siddende i reverset. Og det er der en god grund til.

Verden har behov for en omfangsrig transformation af alle samfundets sektorer og nye systemiske helhedsløsninger.

Anders Brøndum Klein
Erhvervs ph.d.-fellow, Copenhagen Business School

Det er tid til handling og partnerskaber
Hvis vi skal undgå en masseudryddelse af klodens dyrearter, og undgå uoprettelige skader på klodens økosystemer, skal der handles nu.

Men desværre går det alt for langsomt.

Verden har ikke behov for flere justeringer eller små inkrementelle løsninger. Verden har behov for en omfangsrig transformation af alle samfundets sektorer og nye systemiske helhedsløsninger.

Men, hvordan gør man det?

Ifølge FN ligger svaret i det syttende verdensmål "Partnerskaber for handling", der ikke er et mål i sig selv, men en metode til at opnå de øvrige seksten verdensmål.

Det syttende verdensmål går ud på, at offentlige, private og civile samfundsaktører skal arbejde sammen på nye måder i transformative partnerskaber for at sikre, at udviklingsprojekter får den nødvendige viden, brede opbakning og mobilisering af ressourcer, hvorved systemmæssige barrierer kan nedbrydes og radikale nye løsninger kan se dagens lys.

Systemisk forbundenhed
Hvis vi skal indfri FN’s verdensmål, skal vi altså lære at handle som et kollektiv. Ansvaret ligger derfor ikke alene hos det enkelte individ – hos borgeren, politikeren, erhvervslederen eller forskeren.

Ansvaret ligger heller ikke fjernt fra individet – i FN, i en NGO, et ministerium, en virksomhed eller på et universitet.

Ansvaret ligger et sted derimellem. Imellem os.

Ansvaret for at indfri FN’s verdensmål er så at sige inter-subjektivt og inter-organisatorisk.

Med klodens bæredygtighedskrise har vi, mere end nogensinde før, behov for at forstå og for alvor finde mening i, at vi alle er forbundne.

At vi alle har en aktiv rolle at spille i en bæredygtig transformation af kloden.

Med en biologisk metafor kan man sige, at vi alle er en del af ”økosystemet”, både bogstaveligt talt, men også i hverdagen, når vi for eksempel køber ind og efterspørger nye og bedre produkter.

Al adfærd indgår i kredsløbet.

Med en teknisk metafor, kan man også sige, at vi alle er med til at bygge fremtidens ”tog”: Når nedbryderen vælger at sortere genbrugsmaterialer fra kasserede tog, når togdesigneren vælger at udvikle et togdesign af genbrugsmaterialer, når forskeren bidrager med viden til udvikling af et togbatteri, når politikeren beslutter at indkøbe en elektrificeret togpark, og når borgeren vælger at rejse med el-tog til Jylland.

Pointen er her, at ingen kan undværes. Forandringen er polycentrisk og sker flere steder og på én gang.

Værdikæden er ikke lineær som i de traditionelle lærebøger, værdikæden er cirkulær og systemisk.

En alternativ løsning
Hvis vi skal nå FN’s verdensmål, skal vi altså fremme effektive metoder til at styrke samarbejde mellem offentlige, private og civile samfundsaktører, så vi sikrer at samfundets viden, politiske beslutninger, økonomi, efterspørgsel og folkestemning trækker i samme retning.

Problemet med tværsektorielt samarbejde er imidlertid, at det er svært og udfordrer traditionelle roller, hvor sammensætningen af borgergruppens, statens, virksomhedens og universitetets forskelligartede mål, logikker og faglige baggrunde kan opleves som en barriere for samarbejdet.

Det kan føre til uhensigtsmæssige misforståelser og konflikter og i sidste ende gøre samarbejdet ineffektivt, bekosteligt og langt fra konkurrencedygtigt.

Én af metoderne kunne derfor være at samle borgere, politikere, erhvervsledere og forskere i en række eksperimentelle samarbejdsøvelser.

Eksperimentelle samarbejdsmetoder
Studier af tværsektorielt samarbejde beskriver hvordan eksperimentelle øvelser, der kombinerer kreativitet og refleksion, kan være med til at skabe forståelse på tværs af kulturelle fagskel og grundlag for at udforske udfordringer sammen.

Eksperimentelle øvelser bør foregå i et rum, der afgrænses fra hverdagens klassiske strukturer og hierarkier, hvor alle oplever at stå på neutral grund, og hvor kreativiteten – for en stund – kan få frit løb.

Omvendt er det naturligvis vigtigt, at man i eksperimentelle rum på et tidspunkt tvinges til at forbinde den idé og den løsning, der udvikles i det, til verden udenfor.

For at styrke samarbejdet mellem borgere, politikere, erhvervsledere og forskere i eksperimentelle rum, kan man bruge øvelser, der bringer verbal, visuel og materiel kommunikation i spil.

Virkemidler til kollektiv forståelse
Et verbalt virkemiddel til at skabe mening på tværs er metaforer, som skaber ny mening ved at trække kreativt på andre meningsuniverser for eksempel samfundet som et ”økosystem”.

Et andet verbalt virkemiddel er tid, hvor fremtid, for eksempel visioner om et bæredygtigt samfund, kan relateres kreativt til, hvad der betragtes som relevant i nutiden.

Et visuelt virkemiddel er tegninger, grafiske illustrationer og billeder, som er særligt gode til at appellere til følelser og forestillingsevne for eksempel arkitekters visualiseringer.

Mens et materielt virkemiddel er fysiske objekter, der kan bruges til at konkretisere abstrakte begreber, stimulere kreativitet og afprøve nye ideer med for eksempel bymodeller og andre prototyper.

Studier viser, at samspillet mellem verbale, visuelle og materielle virkemidler ser ud til at have potentialet til at fremkalde ellers undertrykte ”stemmer” og synspunkter samt potentialet til at løfte en samtale fra individuel til kollektiv forståelse.

Lykkes vi med at få borgere, politikere, erhvervsledere og forskere til at udforske FN’s verdensmål sammen på nye meningsfulde måder, skaber vi måske grobunden for, at vi som samfund kan skabe mere helhedstænkte og systemiske løsninger, hvor samfundets viden, politiske beslutninger, økonomi, efterspørgsel og folkestemning trækker i samme retning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Brøndum Klein

Ph.d.-fellow, forsker i bæredygtig udvikling og tværsektorielt samarbejde, Copenhagen Business School og Dansk Arkitektur Center
cand.merc.kom.

0:000:00