Dansk institut mod tortur: Her er fem gode råd til Kofods udenrigsstrategi

Af Rasmus Grue Christensen
Direktør, Dignity

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) lancerede forleden regeringens ambitioner om en mere værdibaseret udenrigspolitik med styrket fokus på demokrati og menneskerettigheder.

Som international menneskerettighedsorganisation, der hver dag kæmper for at forebygge tortur og vold og hjælpe traumatiserede ofre, hilser vi naturligvis ambitionerne velkommen.

Vi oplever nemlig, at autoritære kræfter vinder frem, og det globale pres på civilsamfund, demokrati og menneskerettigheder vokser med foruroligende hast.

Men hvordan vil regeringen omsætte ambitionerne til konkret handling? Det er indtil videre et åbent spørgsmål. Derfor kommer her fem konkrete bud på en mere menneskerettighedsbaseret dansk udenrigspolitik.

1) Hæv stemmen og stil krav
Danmark skal oftere kritisere lande, der er ansvarlige for systematiske menneskerettighedskrænkelser, herunder tortur. Vi skal konsekvent rejse vores bekymringer i bilaterale diplomatiske dialoger, men også vise mod til at lufte vores solidaritet med ofrene i offentligheden hyppigere end i dag.

Få mennesker er modigere end menneskerettighedsaktivister, der kæmper for frihed i autoritære stater. I en situation, hvor ‘civilsamfundets råderum’ indskrænkes mange steder, fortjener de markant mere økonomisk og faglig støtte fra Danmark end i dag.

Rasmus Grue Christensen
Direktør, Dignity

Regeringen har været direkte i kritikken af det hviderussiske, iranske og saudiarabiske regime i den seneste tid. En tilsvarende offentlig støtte til menneskerettighedsaktivister i eksempelvis Hongkong, Rusland og Egypten ville være passende for en stærkere menneskerettighedsbaseret udenrigspolitik.

Det samme kan i øvrigt siges, når traditionelle allierede som USA slækker på menneskerettighedsforpligtelserne. Og det nytter. For hvis man spørger lokale menneskerettighedskræfter, betyder politisk støtte udefra ofte forbløffende meget. Det gælder støtte fra Danmark, men selvfølgelig også fra regionale aktører som EU.

Danmark bør derfor også kæmpe for, at EU bliver endnu mere systematisk i kritikken af menneskerettighedskrænkelser i EU’s nabolag og rundt om i verden.  

Samtidig skal EU også være bedre til at stille menneskeretslige krav til dem, der vil have adgang til investeringer, eksportmarkeder og andre dele af det europæiske fællesskab.

Danmark støtter allerede en tæt kobling mellem EU’s strukturfondsmidler og implementering af retsstatsprincipper blandt medlemslandene – og det skal naturligvis fortsætte. Men vi skal også arbejde for, at EU øger de menneskeretslige krav til de lande i øst og syd, der nyder godt af markedsadgang og samarbejdsaftaler under EU’s naboskabsprogrammer.

Det sker for ofte, at EU – under hensyn til andre dagsordener som migration og handel – lemper på kravene om respekt for menneskerettigheder. Tiden er ikke til at lempe, men til at hæve stemmen og stille krav.

2) Styrk støtten til menneskerettighedsforkæmpere og civilsamfund
Få mennesker er modigere end menneskerettighedsaktivister, der kæmper for frihed i autoritære stater. I en situation, hvor ‘civilsamfundets råderum’ indskrænkes mange steder, fortjener de markant mere økonomisk og faglig støtte fra Danmark end i dag.

Vi bør derfor målrette en øget andel af Danmarks udviklingsbistand til lokale civilsamfundsorganisationer og aktivister i udviklingslandene. Og vi bør etablere støttemekanismer til menneskerettighedsforkæmpere i rigere men undertrykkende regimer uden for udviklingslandene.

Fokus bør ikke mindst være på støtte til dokumentation af forbrydelser, hjælp til ofrene, beskyttelse af de mest udsatte borgere samt styrket kapacitet til både at presse og samarbejde med relevante myndigheder om at skabe forbedringer.

Den nye digitale virkelighed stiller også yderligere krav til menneskerettighedsorganisationer, der hjælper menneskerettighedsforkæmpere i frontlinjen, fordi de oplever en stadigt mere sofistikeret overvågning og digital intimidering.

3) Sats på myndighedssamarbejder i reformvenlige stater
Menneskerettighedsarbejde er ikke kun åbenmundet kritik, men også stille diplomati og reformer.

Danmark har stor ekspertise inden for flere vigtige menneskerettighedsområder, blandt andet tortur, køn og oprindelige folk. Derfor bør vi styrke arbejdet med reformvenlige stater, der har viljen men ikke kapaciteten til at implementere menneskeretslige forpligtelser lokalt.

Vi oplever voksende efterspørgsel i Afrika og Asien efter vores ekspertise inden for reformer i blandt andet politi, fængsler og sundhedssektor. Det er naturligvis ikke uden dilemmaer, og vi skal hele tiden overveje om vores arbejde rent faktisk skaber konkrete fremskridt og ikke blåstempler en ’pseudodemokratisering’.

Men det er vores erfaring, at danske myndigheder og civilsamfundsorganisationer kan skabe vigtige resultater for menneskerettigheder i reformvenlige stater, når der er vilje til at investere tålmodigt i disse partnerskaber.

4) Styrk det multilaterale menneskerettighedssystem
Der fremsættes ofte kritik af internationale menneskerettighedsinstitutioner i blandt andet FN for langsommelighed, ineffektivitet og unødig politisering. Noget af kritikken er valid, men de multilaterale systemer er nu engang kun så stærke, som medlemslandene tillader.

Fra dansk side kan vi presse endnu mere ihærdigt på for forandringer. FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder er notorisk underfinansieret, og det samme kan siges om de komitéer, der skal kontrollere landenes overholdelse af menneskerettighedstraktaterne.

Komiteerne savner desuden mere robuste mandater og praktiske muligheder for at holde landene fast på deres forpligtelser, herunder i deres løbende afrapporteringer.

Samtidig er det også afgørende for de multilaterale menneskerettighedssystemer, at demokratiske lande går forrest i implementeringen af konventioner og respekt for anbefalinger fra relevante menneskerettighedskomitéer, herunder Europarådets Torturkomité, der tidligere på året rejste kritik af vilkår i danske fængsler og asylcentre.

Hvis Danmark vil være en ledestjerne for menneskerettigheder ude, skal vi også turde ’walk the talk’ hjemme.  

5) Mål vores udenrigstjeneste på menneskerettigheder
Danmark har en stærk udenrigstjeneste, der slås for danske interesser ude i verden, herunder fremme af vores værdier. Men hvis vi for alvor skal flytte kampen for menneskerettigheder i det udenrigspolitiske maskinrum, skal vores diplomater også måles på deres konkrete bidrag til menneskerettighederne i de lande, hvor de er udstationeret.

Mens danske ambassadører i dag har kvantitative præstationsmål for deres eksport- og investeringsstøtte til virksomheder, måles det diplomatiske korps ikke på samme måde i deres arbejde med at fremme menneskerettigheder lokalt.

Hvis regeringen vil styrke den værdibaserede udenrigspolitik, bør vores diplomater derfor også i stigende grad evalueres på deres evne til at fremme danske ambitioner på menneskerettighedsområdet i det lokale diplomatiske fodarbejde. Og det skal være obligatorisk at have konkrete målbare succeskriterier for den enkelte ambassade.

Disse fem råd er til fri afbenyttelse for regeringen i en tid, hvor den demokratiske og rettighedsbaserede verdensorden er under alvorligt pres.

Det haster med at omsætte regeringens visioner til konkret politik, hvis demokrati og menneskerettigheder skal blive en dominerende ledetråd for dansk udenrigspolitik. Til gavn for ofrene for menneskerettighedskrænkelser. Og til gavn for danskernes tryghed.