Lektor i folkeret: Flygtningekonventionen er ikke mere forældet end Grundloven

DEBAT: Staters udfordring med migration kan ikke løses ved at forlade en international konvention. Hvis den skal forandres, må vi forblive i den, skriver Jesper Lindholm fra Aalborg Universitet. 

Af Jesper Lindholm
Lektor i folkeret, Aalborg Universitet

Der er 145 af 193 FN medlemsstater, som har tiltrådt FN's Flygtningekonvention, og 146, som har tiltrådt den tilhørende protokol fra 1967. Sidstnævnte fjerner konventionens geografiske og tidsmæssige begrænsning og gør den anvendelig globalt.

I 2001 bekræftede den danske regering sammen med alle de andre stater, der har tiltrådt konventionen, dens rolle som det centrale juridiske instrument vedrørende flygtningebeskyttelse. FN's medlemsstater, inklusive Danmark, har gjort det samme i 2016 i den såkaldte New York-erklæring, ud af hvilken den kommende globale aftale ("compact") om flygtninge er opstået.

Det er altså en relativ stærk tilslutning internationalt igennem årene og frem til i dag.

Mere relevant end tidligere
Det rekordhøje antal fordrevne mennesker på omkring 68 millioner mennesker verden over gør konventionens bogstav og ånd endnu mere relevant; ikke det modsatte.

Fælles aftaler og konventioner om løsninger af internationale problemer medvirker til at forhindre, at problemerne bliver større.

Ét land kan ikke regulere sig ud af en stigende flygtninge- og migrationskrise. Det har man set fra 1989's samlede plan for vietnamesiske bådflygtninge over større afrikanske flygtningebevægelser og konflikter i Afghanistan, Eksjugoslavien, Irak og Syrien.

Konventionens oprindelige formål var at håndtere den store europæiske flygtningekrise efter Anden Verdenskrig, det vil sige subsidiært at bede det internationale samfund, repræsenteret ved den enkelte stat, om at være behjælpelig med juridisk og praktisk at beskytte flygtninge, når hjemlandet svigtede eller ikke magtede sin primære funktion som beskytter af borgerne.

Men som det er fremgået, har konventionens sidenhen også vist sit værd.

Både "ung" og nyfortolket
Flygtningekonventionen definerer retligt set, hvem der er flygtning, og det er folkeretligt forbudt at sende sådanne flygtninge tilbage til en risiko for forøgelse.

Derfor ligger der implicit en forpligtelse på staterne om at undersøge, hvorvidt en asylansøger lever op til betingelserne. Gør vedkommende det, følger en række rettigheder, der alle omtales i konventionen, for eksempel et forbud mod at straffe flygtninge for ulovligt at have indrejst i asyllandet og adgang til domstolene.            

På trods af ovenstående ytres der fra tid til anden ønske om at træde ned fra konventionen, primært med henvisning til, at den er utidssvarende på grund af globaliseringen og terrortruslen.

Til dét kan bemærkes, at Konventionen er yngre end Danmarks grundlov og fra næsten samme årstal som Grundlovens seneste revision i 1953.

Og den er via staternes egen praksis og UNHCR's anbefalinger med tiden blevet fortolket, så den omfatter nyere overgrebsformer og flygtningesituationer. Sidstnævnte er paradoksalt nok også et kritikpunkt, ofte fra de samme, som kritiserer konventionens alder.

Hvis forældelse er problemet, kunne man arbejde for at hæve det danske retsforbehold, så man kunne tilslutte sig EU's såkaldte kvalifikationsdirektiv, der basalt set er en opdatering af Flygtningekonventionen gennem EU-regulering.

Der findes undtagelser
Forældesesargumentet bør også oplyses af det forhold, at konventionen selv tillader undtagelser til flygtningebeskyttelse vedrørende personer, der i det internationale samfunds øjne ikke har fortjent beskyttelse, fordi vedkommende med rimelig grund må anses som en fare for asyllandets sikkerhed, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet, det vil sige undtagelser til non-refoulement-forbuddet i konventionens artikel 33.

Eller også kan udelukkes fra flygtningestatus grundet eksempelvis krigsforbrydelser. I høj grad er midlerne altså til rådighed for staterne til at tage højde for sikkerhedsrisici i forbindelse med terror eller terrortrusler og har altid været det.

Hvad angår globaliseringsargumentetet og adgangen for flygtninge til at rejse over større afstande, så er det jo et faktum, at sådanne lange rejser også historisk set er foretaget før luftfartens endelige gennembrud, at det på grund af utallige måder at kontrollere indrejse på nærmest har lukket flymuligheden som transportform for flygtninge og migranter. Mange af de flygtninge, der ankommer fra Nordafrika til Europa, ankommer i meget lidt teknologisk udstyrede joller og både.   

Ændringer forudsætter fortsat støtte
Tilbage står ønsket om helt at undgå territorialt asyl ved at indgå aftaler med andre lande om at overtage beskyttelsesansvaret.

Dette kan juridisk set gøres, hvis en fair asylproces med korrekt fortolkning af konventionen og andre forpligtelser er sikret, hvis asylansøgerne behandles i respekt for deres fundamentale menneskerettigheder, og hvis der stilles en holdbar løsning til rådighed for den enkelte.

Men dette forudsætter jo netop fortsat støtte til konventionen og eventuelt ansvar for uddannelse af sagsbehandlere inden for asylretten. Og ikke at affærdige konventionen som forældet.

Forrige artikel DIHR: Udskældt konvention lægger ikke unødige bånd på staterne DIHR: Udskældt konvention lægger ikke unødige bånd på staterne Næste artikel Messerschmidt: Flygtningekonvention­en er en møllesten om halsen på Vesten Messerschmidt: Flygtningekonvention­en er en møllesten om halsen på Vesten