Mellemfolkeligt Samvirke: Lad os udnytte magtskiftet til at øge fokus på klima og ulighed

Af Stine Krøijer
Forkvinde, Mellemfolkeligt Samvirke 

Vælgerne har talt, og nu skal Danmark ikke bare have en ny regering, men en ny politik. En ny retning, som flere af partierne udtrykker det. Her er der efter Mellemfolkeligt Samvirkes mening blandt andet behov for en genopretning af Danmarks udviklings- og klimapolitik.

I den forbindelse er det ikke bare helt nødvendigt, at lande som Danmark sætter klare, bindende mål for at nedbringe vor egen, nationale udledning af CO2 og endelig får taget fat på problemsektorer som transport og landbrug.

Hvis klimapolitikken samtidig skal skabe rammerne for bæredygtig udvikling i både Danmark og i udviklingslandene, må spørgsmålet om ulighed stå centralt.

Fattigdom og klima
Siden vi sidst havde en socialdemokratisk regeringsleder, er verdensmålene blevet vedtaget, og de sætter en ny ramme om udviklingspolitikken. Verdensmålene indebærer klare mål om at udrydde fattigdom, begrænse uligheden, sikre bæredygtig udvikling og sætte de svageste først.

Det er mål, som også gælder i Danmark, fordi vi er en del af det internationale fællesskab og den globale økonomi. Sagen er bare den, at uligheden er stigende både i Danmark og globalt; en lille økonomisk elite løber med væksten, mens de fattigste ikke får lige så stor andel i fremskridtet.

Hver krone, der gives i klimabistand, tages fra de penge, der skulle gå til fattigdomsorienteret udvikling. 

Stine Krøijer
Forkvinde, Mellemfolkeligt Samvirke

Dertil kommer, at klimaforandringerne med oversvømmelser, tørke og ekstremt vejr rammer ulige hårdt. Her er det et alvorligt problem, at Danmarks klimabistand indregnes i de 0,7 procent af bruttonationalindkomsten, der er sat af til udviklingsbistand på finansloven.

Det betyder, at hver krone, der gives i klimabistand, tages fra de penge, der skulle gå til fattigdomsorienteret udvikling. Det bliver med andre ord verdens fattige, som kommer til at betale Danmarks klimabistand.

Klimabistanden bør ikke udhule den fattigdomsorienterede udviklingsbistand, så det reelt er verdens fattige, der betaler for afbødning og tilpasning til klimaforandringerne. Vi er langt fra at leve op til forpligtigelserne i Parisaftalen – også i forhold til klimafinansiering – så der bør afsættes både flere og nye midler.

Konflikter
Eksisterende ulighed kan også antænde politiske konflikter i forbindelse med indførelse af ny klimalovgivning. I en europæisk kontekst så vi det ske i forbindelse med De Gule Vestes eksplosive protester mod Emmanuel Macrons energibeskatning, der forventedes at føre til højere benzinpriser.

Eksemplet fra Frankrig viser, at sammenhængen mellem klimaforandringer og ulighed selvsagt er kompleks, og at det er nødvendigt at tænke sig grundigt om for at undgå en social slagside i både Danmark og internationalt.

FN's klimapanel forudsagde i en rapport fra sidste år, at temperaturstigninger over 1,5 grader vil øge uligheden mange steder i verden og vanskeliggøre bæredygtig omstilling.

Derfor er det helt afgørende at inddrage de mennesker, som påvirkes af klima- og ulighedskrisen, i at finde frem til de bedste og mest retfærdige løsninger.

Regeringsskifte
Danmark kan spille en afgørende rolle i at gøre op med uligheds- og klimakrisen. Vi har været med til at gøre det før. Efter Rio-topmødet i 1992, hvor bæredygtig udvikling for alvor blev sat på den globale dagsorden, hævede Danmark ikke alene udviklingsbistanden til en procent af bruttonationalindkomsten.

Man afsatte samtidig 0,5 procent af bruttonationalindkomsten til indsatser for miljø og fred. Et regeringsskifte er en god anledning til igen at iklæde sig "den grønne førertrøje" og gå foran også i forhold til den globale klimakrise. 

I den forbindelse og i relation til en dansk klimalov bør en ny regering udarbejde en handlingsplan for verdensmålene, så fattigdomsbekæmpelse og ulighed sættes først. Den fattigdomsorienterede udviklingsbistand skal øges til en procent, og der bør afsættes en særlig ramme på mindst 0,5 procent til klimatilpasning og bæredygtig udvikling i de fattigste lande.

Det er en illusion, at private investeringer kan løse denne enorme udfordring, som verden står over for. Udfordringen bør i stedet adresseres via progressive skatter, innovativ finansiering fra for eksempel skatter på finansielle transaktioner samt en skat på bare en procent på verdens allerrigeste – de knap 2200 dollarmilliardærer.