Oxfam IBIS: Marshallplanen kommer aldrig til at virke, hvis krigene får lov at fortsætte

Af Mie Roesdahl, generalsekretær
Oxfam Ibis

Sydsudan. Nigeria. Mali. I disse år hærges Afrika af den ene blodige konflikt efter den anden. Nogle er nye – men mange er desværre gamle konflikter, der er blusset op igen, fordi vi ikke var gode nok til at gøre noget ved de grundlæggende årsager til, at krigen brød ud i første omgang. Faktisk er 60 procent af de voldelige konflikter, vi ser i dag, gamle konflikter. Og i de senere år har vi set en tendens i antallet og omfanget af væbnede konflikter, der går i den helt forkerte retning.

Resultatet er ubarmhjertigt: Alt for mange mennesker dør. Børn bliver forældreløse. Familier drives på flugt. Og dem, der bliver tilbage, lever i dyb fattigdom. Godt halvdelen af verdens fattigste bor i konfliktramte lande.

Hvis Socialdemokratiets Marshallplan skal nytte noget, er vi nødt til at skabe bæredygtig fred i Afrika. Og her er ingen lette snuptagsløsninger; al forskning viser, at det er det lange, seje træk, der gør en forskel.

Men – og det er den gode nyhed – hvis vi griber fredsopbygningen rigtigt an, kan vi dæmme op for de voldelige konflikter. Det kan godt lade sig gøre. Men det kræver vilje til at investere i langsigtet udvikling og fredsopbygning og ikke kun den kortsigtede humanitære nødhjælp, der lindrer symptomer i stedet for at sætte ind ved konfliktens rod.

Ulighed skaber frustration og usikkerhed
En af de mest effektive måder at bekæmpe krige på er at gøre noget ved uligheden. Når store grupper af mennesker oplever, at det system, der holder dem fanget i fattigdom, samtidig forgylder samfundets rigeste, skaber det uundgåeligt frustrationer.

Hvis vi kan udrydde den politiske, sociale og økonomiske ulighed – mellem køn, etniske grupper og rig og fattig – er vi nået langt på vej mod fred. 

Mie Roesdahl
Generalsekretær, Oxfam IBIS

Mange borgere i skrøbelige og konfliktramte områder har ingen politisk indflydelse. De bliver systematisk udelukket fra muligheder for at forbedre deres egen og lokalsamfundets situation. Håbet forsvinder, og frustrationerne stiger, og i sidste ender samler de kalasjnikoven op i mangel af bedre muligheder.

Forskning viser, at man ved at gøre op med politisk eksklusion og økonomisk ulighed kan bryde den onde cirkel. Ved at sikre marginaliserede grupper en reel stemme i at forme fremtiden i deres land skabes grobund for fred. Ved at give mennesker adgang til uddannelse, jobs og sociale ydelser, som de før har været ekskluderet fra, mindskes risikoen for nye konflikter væsentligt.

Hvis vi kan udrydde den politiske, sociale og økonomiske ulighed – mellem køn, etniske grupper og rig og fattig – er vi nået langt på vej mod fred. Og hvis vi derudover bliver bedre til at inddrage kvinder i fredsprocesserne, er der langt mindre risiko for, at krigen bryder ud igen.

Lyt til kvinderne
Da fredsforhandlingerne i Liberia i 2003 var gået i hårdknude, greb kvinderne ind. Kvindegrupper mobiliserede en stor del af befolkningen – ja, kvinderne – for fred og blokerede ganske enkelt dørene til fredsforhandlingerne og tvang krigsherrerne til at finde en løsning. Kort efter var der en aftale om fred.

Når kvinder spiller en central rolle i løsningen af konflikter, er der langt større chance for fred. Og sandsynligheden for, at en fredsaftale holder i 15 år, vokser samtidig med 35 procent. Det viser et omfattende FN-studie. Men alligevel er det i 15 ud af 16 fredsforhandlinger i dag kun mænd, der forhandler.

Det er altafgørende, at vi styrker kvindernes rolle i samfundet. Både der, hvor konflikten raser i dag – og der, hvor den lurer om ti år. Her er det igen det langsigtede udviklings- og fredsarbejde, der gør hele forskellen.

Investering i fredsopbygning i dag vil give en kæmpe økonomisk besparelse om ti år. Men det er faktisk ikke det vigtigste. For det vil også skabe en mere retfærdig, sikker og ja, bedre verden. Både for mine egne, Mette Frederiksens og Afrikas børn, der skal overtage det hele i en ikke alt for fjern fremtid.