Søren Søndergaard: Regeringens syriske hykleri

DEBAT: Den danske regerings tavshed om de kurdiske selvforsvarsstyrkers nedkæmpelse af Islamisk Stat er hyklerisk, skriver Søren Søndergaard (EL), der kritiserer regeringens støtte til Tyrkiet.

Af Søren Søndergaard (EL) 
Udlændingeordfører

I fredags kom den længe ventede nyhed om, at Islamisk Stats sidste bastion i Syrien var nedkæmpet af de kurdiskledede styrker fra Syriens Demokratiske Styrker. Islamisk Stats såkaldte "kalifat" er hermed ophørt at eksistere. Et "kalifat", som på sit højeste dækkede over et landområde større end Storbritannien og med millioner af mennesker.

Islamisk Stats endeligt – ikke islamisternes
Nedkæmpelsen af Islamisk Stat-kalifatet er en kæmpe sejr for alle demokratiske kræfter i hele verden. Selvfølgelig betyder det hverken, at Islamisk Stat som organisation eller de mange islamister, som har kæmpet for eller støttet Islamisk Stat, er forsvundet. De er der stadig, og vi vil også fremover se frygtelige terrorangreb begået med udspring i dem.

Men deres mulighed for at bruge et statslignende apparat til at organisere sådanne terroraktioner og tiltrække og træne ekstremister fra hele verden, er betydelig svækket.

Hovedæren for, at det er gået sådan, skal placeres hos de kurdiske selvforsvarsstyrker, YPG/YPJ, i det nordlige Syrien (på kurdisk kaldet Rojava) – som udgør kernen i Syriens Demokratiske Styrker. Hvem skulle have troet det, hvis vi går tilbage til 14. september 2014, hvor Islamisk Stat netop havde igangsat belejringen af den strategisk vigtige by Kobane på grænsen mellem Syrien og Tyrkiet?

Gennem fem lange måneder kæmpede de kurdiske styrker i ruinerne. Omringet af Islamisk Stat, som fik friske forsyninger og ovenikøbet fik lov at angribe over grænsen fra Tyrkiet. Opgivet af mange, som ellers erklærede deres modstand mod Islamisk Stat. Men YPG/YPJ overvandt alle odds, slog islamisterne tilbage og har siden udgjort rygraden i nedkæmpelsen af Islamisk Stat i Syrien, som kulminerede i fredags.

Rungende tavshed fra regeringen
På den baggrund er tavsheden fra det officielle Danmark rungende. I hvert fald er der hverken blevet plads til bare en lille notits på Udenrigsministeriets hjemmeside eller en pressemeddelelse fra statsministeren. For slet ikke at tale om en officiel lykønskning til de kurdiske selvforsvarstyrker, som har mistet tusinder og atter tusinder af unge kvinder og mænd i vores fælles kamp mod Islamisk Stat.

Det er egentlig underligt. For regeringen har ufatteligt travlt med, at syriske flygtninge i Danmark skal sendes hjem jo før jo bedre. Og de kurdiske selvstyremyndigheder har erklæret, at de ikke bare er parate, men også interesserede i, at de medborgere, som måtte flygte fra Islamisk Stats hærgen i de kurdiske områder, vender hjem og bidrager til genopbygningen.

Hvor svært kan det være: Den danske regering tager straks kontakt til selvstyret i Rojava for at diskutere en organiseret hjemvenden af flygtninge fra dette område og lover i den forbindelse hjælp til genopbygning af huse, arbejdspladser og infrastruktur.

Hyklerisk opbakning til Tyrkiet
Hvad er mon grunden til, at det ikke allerede er sket? Formentlig den samme, som til at Danmark under de seneste fire-fem års kampe hverken har anerkendt eller bare haft en officiel kontakt til det kurdiske selvstyre og de selvforsvarsstyrker, som har båret hovedbyrden i nedkæmpelsen af Islamisk Stat.

Nemlig at den danske regering ikke vil genere vores NATO-allierede Tyrkiet, som ellers helt åbenlyst har spillet et dobbeltspil i kampen mod Islamisk Stat. For eksempel ved at løslade gerningsmanden fra attentatforsøget på forfatteren Lars Hedegaard fra et tyrkisk fængsel og overdrage ham til Islamisk Stat, hvor han fik en betroet opgave med at forberede terroraktioner i Vesten.

Udenrigspolitik er ikke for sarte sjæle. Men når regeringen i den kommende valgkamp råber højt om, at flygtninge skal tilbage til Syrien, så spørg dem lige stille og roligt om, hvordan det går med kontakten til de kurdiske selvstyremyndigheder. Hykleriet er til at tage og føle på!

Forrige artikel Udlændingestyrelsen: Derfor kan visse syriske flygtninge sendes hjem Udlændingestyrelsen: Derfor kan visse syriske flygtninge sendes hjem Næste artikel UNHCR: Det skal der til, før syriske flygtninge kan sendes hjem UNHCR: Det skal der til, før syriske flygtninge kan sendes hjem
Regeringen vil håndplukke nye kvoteflygtninge

Regeringen vil håndplukke nye kvoteflygtninge

GENBOSÆTNING: Regeringen vil sikre, at de kvoteflygtninge, som skal til Danmark, har den rette alder, motivation og uddannelse. Det såkaldte integrationspotentiale blev ellers droppet af en S-minister i 2014. EL undrer sig.