Debat

UNDP: Flere rige lande skal op på 0,7 procent – og Danmark kan skubbe på

DEBAT: Der er brug for udviklingsbistand, hvis verdensmålenes ambitioner skal få gang på jorden, særligt i de fattigste lande. Derfor bør Danmark og Norden lægge pres på verdens rigeste lande for at få dem til at leve op til deres forpligtelse, skriver Mette Fjalland fra UNDP.

<b>0,4:&nbsp;</b>I gennemsnit giver DAC-landene&nbsp;0,4 procent af BNP til udviklingsbistand. Det bør laves om, mener Mette Fjalland, og opfordrer Danmark til at øge presset på rige lande.
0,4: I gennemsnit giver DAC-landene 0,4 procent af BNP til udviklingsbistand. Det bør laves om, mener Mette Fjalland, og opfordrer Danmark til at øge presset på rige lande.Foto: Colourbox.dk
Maria Bierbaum Oehlenschläger
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mette Fjalland
Kommunikations- og partnerskabskoordinator, UNDP’s nordiske kontor

Ideen om et fastlagt mål for udviklingsbistanden (ODA) blev i 1950’erne fremsat af World Council of Churches, som foreslog et mål på én procent af BNP.

Efter et årti lykkedes det i 1968 at få OECD/DAC-medlemmerne til at blive enige om et koncept for ODA og et mål på 0,7 procent af BNP. Dette mål blev vedtaget på FN’s Generalforsamling i 1970. Målet skulle opnås inden 1980.

I FN-resolution 2626, paragraf 43, af 24. oktober 1970, står der således:

Udviklingsbistand vil fortsat spille en væsentlig rolle for udviklingslande med begrænsede ressourcer til at mobilisere nationale ressourcer og tiltrække udenlandske investeringer.

Mette Fjalland
Kommunikations- og partnerskabskoordinator, UNDP's nordiske kontor

“Ethvert økonomisk velstående land vil gradvis øge det officielle udviklingsbistand til udviklingslande og gøre sit bedste for at nå et minimumsbeløb på 0,7 procent af BNP ved markedspriser i midten af årtiet.”

0,7-procents-målet var således fra start tænkt som et minimums- og ikke et maksimummål.

Sverige kom først
Gennem 1970’erne blev målet gradvist mere accepteret af FN’s medlemsstater – i hvert fald som et langsigtet mål.

Sverige var det første land, der nåede målet i 1974. I 1975 fulgte Holland, i 1976 Norge og i 1978 Danmark. Finland nåede målet et enkelt år i 1991. Luxembourg nåede det i 2000 og har fastholdt det. Storbritannien nåede det i 2014 og Tyskland i 2017.

Ingen andre OECD/DAC-lande har nået målet endnu. Det gennemsnitlige mål for DAC-medlemmer har aldrig oversteget 0,4 procent af BNP.

Målet om 0,7 procent er blevet genbekræftet flere gange, herunder blandt andet ved konferencerne om udviklingsfinansiering i henholdsvis Monterrey i 2002 (Monterrey Consensus), i Doha i 2008 (Doha Declaration) og i Addis Ababa i 2015 (Addis Ababa Action Agenda).

I Addis Ababa blev målet udvidet i forhold til allokering af minimumressourcer til de mindst udviklede lande på mellem 0,15-0,20 procent af BNI. Desværre røg tidslinjen ud af denne paragraf i den endelige tekst, der ellers havde sat 2020 som deadline i det oprindelige udkast.  

Kun fem lande lever op til bistandsprocenten
Der er for så vidt ikke mangel på politisk opbakning til målet om 0,7 procent, men det halter, når det kommer til handling.

I 2017 levede blot fem OECD/DAC-lande op til målet, herunder Danmark, Luxembourg, Norge, Sverige og Storbritannien. Af disse har de nordiske lande traditionelt valgt at ligge over minimumsgrænsen med nationale mål for udviklingsbistanden på én procent. I dag ligger Sverige og Norge stadig på én procent, mens Danmark i 2015 valgte at skære bistanden til minimumsgrænsen på 0,7 procent.

Det er skuffende, at ikke flere lande lever op til forpligtigelsen om at give mindst 0,7 procent i udviklingsbistand.

Med vedtagelsen af verdensmålene i 2015 står vi overfor den hidtil mest ambitiøse udviklingsdagsorden nogensinde, som giver os mulighed for at sikre den nødvendige omstilling til bæredygtighed, som vores fremtidige eksistens på jorden afhænger af.

Verdensmålene har øget behovet for udviklingsfinansiering, selvom ingen forventer, at udviklingsbistanden alene skal kunne finansiere omstillingen. Med sine 146,6 milliarder dollars i 2017 udgør udviklingsbistand blot en brøkdel af de årlige investeringer på fem-syv billioner dollars, omstillingen er beregnet til at koste.

Det vil i høj grad kræve styrkelse af national ressourcemobilisering og inddragelse af nye udviklingspartnere, herunder ikke mindst privatsektoren og investorer, at nå i mål.

De fattigste lande har fortsat brug for udviklingsbistand
Men udviklingsbistand vil de kommende år forblive vigtig som katalysator for forandringskabelse og rammesætning for bæredygtig udvikling. Det gælder særligt på områder som fred og sikkerhed, klimatilpasning, ansvarlig regeringsførelse, skatteinddragelse, styrkelse af uddannelse, sundhed og social velfærd, som kan være vanskelige at finansiere på anden vis.

Som det ligeledes fremhæves i Addis Ababa Action Agenda, vil udviklingsbistand fortsat spille en væsentlig rolle for udviklingslande med begrænsede ressourcer til at mobilisere nationale ressourcer og tiltrække udenlandske investeringer.

Det gælder især for de fattigste lande, små udviklings-østater, lande uden havneadgang samt skrøbelige og konfliktramte lande.

2030-dagsordenen bygger på et grundlæggende princip om, at alle skal med og ingen lades i stikken. For at sikre dette vil udviklingsbistand forblive et vigtigt finansieringsværktøj de kommende år.

Genopliv Friis Bach-idé
De nordiske lande har fra starten været bannerfører på udviklingsbistanden og leder stadig som godt eksempel for andre lande.

Men der er brug for at øge det politiske pres på de lande, som fortsat ikke lever op til deres internationale forpligtelse, og her kunne Danmark og de nordiske lande gøre en forskel.

G07-gruppen for lande, der lever op til 0,7 procents-målet, som tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach tog initiativ til, kunne genoplives og styrkes. Imens kunne andre fora som det kommende High Level Political Forum bruges til at lægge pres.

Dokumentation

Debat om bistandsprocentens 40-års jubilæum: Tid til lykønskning eller opsang?

Uden afbrydelser har Danmark nu i 40 år levet op til det skelsættende 0,7-procents-mål, som er FN's anbefaling til minimumsniveauet for udviklingsbistand.

Derfor spørger Altinget et panel af forskere, ngo'er og politikere, der alle har deres vinkel på dansk udviklingsbistand, til bistandsprocenten og dens historie: Er det tid til lykønskninger eller opsang? Og hvad betyder det, om udviklingsbistanden er på 2, 1 eller 0,7 procent?  

Du er velkommen til at bidrage til debatten. Skriv til [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Fjalland

Kommunikations- og partnerskabsrådgiver, UNDP

0:000:00