Djøf om differentieret pension: Faggrupper skal ikke forskelbehandles

Af Henning Thiesen
Formand for Djøf

Med udspillet fra Socialdemokratiet og den positive modtagelse fra blandt andet Dansk Folkeparti er spørgsmålet om pensionsalderen – og mulighederne for at kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet – blevet et centralt politisk omdrejningspunkt. Og med god grund.

I takt med at vi lever stadig længere, har et bredt politisk flertal i Folketinget vedtaget, at pensionsalderen skal følge med. 68 år hedder aldersgrænsen for, hvornår man kan gå på pension, hvis man er født efter 31. december 1962.

Og den vil stige yderligere de kommende år. En 30-årig i dag kan forvente at gå på pension som 73,5-årig.

Sådan ser det ud med de beslutninger, Folketinget allerede har vedtaget med henblik på at sikre, at pensionsalderen afspejler en stigning i den gennemsnitlige levealder.

Vi har med andre ord fået et grundlæggende ansvarligt system, hvor den stigende levealder ikke betyder flere år på pension og deraf følgende samfundsøkonomiske problemer for os alle sammen.

Jeg vil advare mod, at vi begynder at forskelsbehandle forskellige fag- og uddannelsesgrupper. Selv om man har en lang uddannelse, ender akademikere faktisk gennemsnitligt med at lægge det samme antal arbejdsår – eller flere – inden pensionering.

Henning Thiesen
Formand for Djøf

Kan vi holde til det?
Men det rejser spørgsmålet, om vi kan holde til at arbejde så mange år? Eller om der er brug for modeller, hvor man kan trække sig tidligere tilbage, hvis man er nedslidt.

I øjeblikket fyger det med fremskrivninger, der opgør, hvad pensionsalderen vil være om 40 og 50 år. Men hvordan arbejdsmarkedet og folkesundheden ser ud om 40 eller 50 år, er der vist ingen, der kan forestille sig.

Ligesom vi for 50 år siden ikke kunne forudsige, hvordan verden ser ud i dag, og hvilke teknologiske hjælpemidler vi har til rådighed i vores job. Derfor skal man også være forsigtig med at problematisere en fremtidig senere pensionsalder ud fra nutidens forståelse af arbejdsmarkedet og sundhedstilstand i forskellige aldre.

Men det er en kendsgerning, at nogle mennesker i dag bliver slidt ned af deres arbejde. Nogen har et hårdt fysisk arbejdsliv, der slider på knæ, skuldre og ryg. Andre bliver slidt psykisk med stress og udbrændthed til følge.

I øjeblikket synes den psykiske nedslidning desværre at være den, der vokser mest. Pension og sikring af en værdig tid efter arbejdslivet bør derfor være en fælles sag for lønmodtagerne på tværs af faglige skel og uddannelse.

Og det er helt relevant og vigtigt at få set grundigt på, hvordan mennesker, der virkeligt er fysisk eller psykisk nedslidte, kan blive sikret ordentligt, når nu ellers pensionsalderen stiger generelt.

I stedet for en konkurrence om, hvem der har det hårdeste arbejdsliv, er der lang mere brug for et bredt samarbejde om at sikre et bedre arbejdsmiljø for alle, så vi undgår nedslidning – uanset om det er fysikken eller psyken, der bliver slidt.

I det lys er det problematisk med de store nedskæringer på den forebyggende arbejdsmiljøindsats, som desværre har været realiteten de seneste mange år.

Differentieret pensionsalder
Vi hører ofte, at akademikere først begynder at arbejde i slutningen af 20'erne, hvorfor det vil være rimeligt, at vi har en højere pensionsalder end andre, der er startet på arbejdsmarkedet i en tidligere alder. Altså en differentieret pensionsalder.

Jeg vil advare mod, at vi begynder at forskelsbehandle forskellige fag- og uddannelsesgrupper. Selv om man har en lang uddannelse, ender akademikere faktisk gennemsnitligt med at lægge det samme antal arbejdsår – eller flere – inden pensionering.

Langt de fleste studerende er allerede i studietiden aktive på arbejdsmarkedet med et studiejob ved siden af. Og hele Folketinget har netop vedtaget, at det skal være muligt i langt højere grad at kombinere studierne med erhvervsarbejde. Så grænsen bliver endnu mere flydende de kommende år.

For arbejde under studierne skal vel også tælles med? Og hvad med håndværkerens ledighedsperioder eller sygeplejersken på nedsat tid – skal det trækkes fra, når vi udregner antal arbejdsår? Og hvad hvis håndværkeren eller sosu-assistenten uddanner sig videre og skifter spor i løbet af arbejdslivet?

Differentieret pensionsalder lyder umiddelbart meget enkelt og sympatisk, men jeg har svært ved at se, hvordan det kan realiseres i praksis.

Pensionsalderen kædes også af flere sammen med forventet levealder. Men hvor nedslidning fra arbejdslivet åbenbart bør kobles til muligheden for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, bliver det mindre klart med betydningen af levealder.

For vores levealder afhænger jo af både arv og miljø og dermed af det hele liv, man har levet.

Rygning skærer cirka ti år af middellevetiden. Skal rygere så også have ret til en tidligere pensionsalder? Og kvinder lever længere end mænd. Skal de så lægge lidt flere år på arbejdsmarkedet?