Debat

Lederne: Stressforebyggelse skal på skoleskemaet

DEBAT: Hvis vi skal undgå stress i en moderne og foranderlig verden, er det nødvendigt, at vi udstyres med de rette personlige kompetencer, skriver Signe Tønnesen Bergmann.

Der er brug for, at vi hver især påtager os et ansvar for at lære at håndtere et liv med arbejde, familieliv og fritid, skriver Lederne. 
Der er brug for, at vi hver især påtager os et ansvar for at lære at håndtere et liv med arbejde, familieliv og fritid, skriver Lederne. Foto: pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Signe Tønnesen Bergmann
Chefkonsulent, Lederne

Hver fjerde dansker har et højt stressniveau, viser de nyeste tal fra Sundhedsstyrelsen.

Årsagerne til stress er mangeartede og forekommer i et utal af kombinationer.

Mange mennesker lever travle og aktive liv med kalendere, der er tætpakkede både i arbejdstiden og fritiden.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Hjernen belastes både, når vi er på arbejde, og når vi har fri. Derfor kan man blive stresset af både en tætpakket arbejdsdag og en travl fritid.

Fire ud af ti ansatte med stress angiver da også, at det er en kombination af arbejde og private forhold, der har gjort dem stressede.

Hvis vi udbygger vores kompetencer i at håndtere stress, vil det betyde, at ledere får lettere ved at forebygge, fordi medarbejderne selv er bevidste om tegnene på stress og kan tage dialogen med lederen i god tid.

Signe Tønnesen Bergmann
Chefkonsulent, Lederne

Unge skal lære at håndtere forandringer og forstyrrelser
Virksomheder og ledere har naturligvis et ansvar for at forebygge stress i arbejdstiden.

Men der er brug for, at vi hver især påtager os et ansvar for at lære at håndtere et liv med arbejde, huslige pligter, fritidsaktiviteter, børn, og hvad aktive mennesker ellers lægger i kalenderen.

Vi må selv opbygge de kompetencer, der kræves for at navigere i et moderne, foranderligt samfund med de krav og forventninger, man møder i arbejdslivet og i privatlivet.

Allerede på uddannelserne er der brug for, at unge lærer at håndtere forandringer og forstyrrelser, at de lærer at træffe valg og fravalg, og at de lærer at håndtere de krav og forventninger, de møder fra sig selv og omgivelserne.

De skal udstyres med konkret viden om stress og selv afprøve, hvordan det er at være i en arbejdslignende situation, der kræver planlægning, prioritering og samarbejde, for eksempel gennem opgaver, projektarbejde og praktik, og som kræver, at de kan reflektere over egen og andres praksis, også i pressede situationer.

Vi skal kende vores styrker og begrænsninger
For at blive i stand til at håndtere krav og forventninger, skal man kunne planlægge og prioritere sin tid og sine opgaver, både derhjemme og på arbejdet, og man skal kunne samarbejde med sine kolleger.

Det handler også om at kende sine egne styrker og begrænsninger, både fysisk og mentalt, og det handler om at være realistisk i sine forventninger til, hvad opgaverne kan give af faglige udfordringer og personlig udvikling.

Hvis vi alle sammen på den måde udbygger vores kompetencer i at håndtere stress, vil det betyde, at ledere på virksomhederne får lettere ved at forebygge, fordi medarbejderne selv er bevidste om tegnene på stress og kan tage dialogen med lederen i god tid, inden det kommer til en sygemelding.

Derfor bør stresshåndtering blive en del af læringsmålene gennem hele uddannelsessystemet.

Vi skal handle nu
Det giver god mening at investere i stressforebyggelse allerede i skoleårene.

Det håber og tror jeg, at stresspanelet er enig i. Jeg forudser, at en sådan investering vil give et godt afkast i form af sparede menneskelige og økonomiske omkostninger, men også i form af bedre livskvalitet for mange.

Hvis vi som samfund derimod ikke gør noget, er jeg ikke i tvivl om, at alt for mange danskere også i fremtiden vil belastes alvorligt af stress.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Signe Tønnesen Bergmann

Arbejdsmiljøpolitisk chefkonsulent, Lederne
cand.tech.soc., arbejdsmiljø (Roskilde Uni. 1999), diplomledelse

0:000:00