Lektor: Hjemmearbejde risikerer at reducere vores arbejdsmotivation

DEBAT: Omfattende hjemmearbejde udfordrer righoldigheden i vores interaktioner og strukturen i vores hverdag, skriver lektor Peter Holdt Christensen fra Copenhagen Business School.

Af Peter Holdt Christensen
Lektor, Copenhagen Business School

Der er især to elementer, som gør et omfattende hjemmearbejde udfordrende, og som mange også har oplevet i de seneste måneder. Det er righoldigheden i vores interaktioner og strukturen i vores hverdag.

Righoldighed er et udtryk for, hvor meget information en given kommunikationskanal kan indeholde, og når vi i dag mødes på alle mulige digitale platforme – med eller uden billede – så indeholder denne digitale interaktion ikke særlig meget information sammenlignet med ansigt-til-ansigt-interaktioner.

Med andre ord er båndbredden lille, og derfor oplever vi ikke den samme grad af nærhed til andre. Selvom vi forsøger at erstatte mange af arbejdspladsens sociale aktiviteter – som for eksempel det tilfældige møde ved kaffemaskinen, det ugentlige mere formelle møde, her-og-nu-samarbejdet og fredagsbaren – med digitale interaktioner, som er mindre righoldige, fordi vi blandt andet ikke kan etablere øjenkontakt eller lige klappe kollegaen venligt på skulderen, så risikerer vores arbejdsmotivation at blive reduceret.

Digitale interaktioner dækker i mindre grad end ansigt-til-ansigt-møder og således vores grundlæggende behov for at opleve os som en del af et socialt fællesskab. Det kan også for eksempel gøre det svært at opleve, at ens arbejdsindsats har betydning for andre.

Kan virke paradoksalt
For det andet er der strukturen – både den rumlige og tidslige.

Lige siden industrialiseringen har arbejdspladsen været betragtet som et fysisk samlingssted, hvor vi mødte ind, tilbragte mange timer og derefter stemplede ud. I en tid, hvor meget arbejde er blevet bærbart, og derfor kan udføres når som helst og hvor som helst (for eksempel hjemmefra), kan det virke paradoksalt, at vi har brug for en fysisk struktur, hvor vi kan samles.

Ikke desto mindre viser forskning – også i dag – at arbejde er en kontaktsport, hvor trygheden og sympatien blandt andet ligger i de righoldige sociale interaktioner, som den fysiske arbejdsplads nu engang er ramme om.

Den rumlige struktur opdeler også vores hverdag. Selv i en arbejdsverden, som i de seneste årtier er blevet mere og mere grænseløs, er den meget synlige opdeling i, hvornår du er på arbejdspladsen, og hvornår du ikke er, med til at give klarhed over den rolle, som du skal påtage dig.

Enten er du for eksempel ansat eller familiefar – og dermed kan du netop koncentrere dig om denne opgave. Ligesom privatboligen er en sikkerhedsventil for den fysiske arbejdsplads, er kontoret en sikkerhedsventil for hjemmet.

Den tidslige struktur er for mange en arbejdsuge, hvor kalenderen er fyldt med alle mulige aktiviteter – for eksempel møder, samtaler, receptioner og rejser – og hvis omfang vi oftest brokker os over, men som ikke desto mindre giver en sikkerhed om, hvor vi skal være, hvad vi skal lave, og hvem vi skal være sammen med.

Det handler grundlæggende om forudsigelighed og tryghed. Vi holder af arbejdshverdagen, fordi vi ved, hvad den byder på, og derfor ikke hver eneste dag skal opfinde den dybe tallerken.

Overmættet med righoldighed og struktur
Færre righoldige interaktioner og manglende fysisk struktur er for de fleste en markant ændring af arbejdshverdagen og kræver derfor tilvænning. Samtidig har de seneste måneders nye arbejdsliv dog også været en anledning til at gentænke de måder, som vi i mange årtier har arbejdet på.

I de seneste år er vi allerede blevet godt og grundigt digitaliseret – blandt andet forstået, således at mange af vores analoge interaktioner (som for eksempel ansigt-til-ansigt-møder) er blevet erstattet af digitale interaktioner, og derfor er det helt på sin plads at overveje, om det egentlig er så vigtigt med de mere righoldige interaktioner som blandt andet fysisk at mødes til formelle møder.

For selvom digitale teknologier i de seneste år er blevet kritiseret for blandt andet at gøre os mindre menneskelige – blandt andet mindre empatiske – så har de samme teknologier i de seneste måneder vist, at de faktisk også i nogen grad kan holde mennesker sammen. Det er på sociale medier, at vi virtuelt mødes med familiemedlemmer, holder møder, underviser og afvikler kundebesøg.

Det kan godt være, at disse teknologier ikke er så righoldige som ansigt-til-ansigt-møder, men måske har vi i alt for lang tid ikke i tilstrækkelig grad været opmærksomme på, at vi i alt for høj grad har brugt alt for mange ressourcer på fysisk at mødes. Eller med andre ord er vores arbejdsliv blevet lullet ind i en forståelse af, at den eneste rigtige måde at arbejde på er, når vi er fysisk synlige.

Netop derfor har vi brugt alt for mange ressourcer på ritualer, der kan understøtte denne fysiske synlighed. Vi har således vandret rundt i kontoret for at blive set, vi har afholdt og deltaget i et hav af møder, og vi har siddet på kontoret til langt ud på aftenen for med denne synlighed at vise vores betydning.

Vores arbejdsliv har således været overmættet med righoldighed og struktur, og derfor er der ikke noget at sige til, at vi med vores nye arbejdsliv mangler righoldighed og struktur.

Men i kølvandet på de seneste måneders hjemmearbejde er det oplagt at overveje, om den høje grad af righoldighed og de mange strukturer kan gradbøjes og måske indvarsle andre måder at arbejde sammen på.

Forrige artikel Det Faglige Hus: Nej til Nordsø-olie er hasardspil med arbejdspladser Det Faglige Hus: Nej til Nordsø-olie er hasardspil med arbejdspladser Næste artikel FH til DA: Nej, vi skal ikke slække på arbejdsmiljøloven for at åbne for hjemmearbejde FH til DA: Nej, vi skal ikke slække på arbejdsmiljøloven for at åbne for hjemmearbejde