10. december: Peter Kofod Poulsen

JULEKALENDER: Peter Kofod Poulsen (DF) blev i sin tid provokeret til at gå ind i politik, og han mener, at George Orwells Animal Farm burde være pligtlæsning for alle 179 medlemmer af Folketinget. Det afslører han blandt andet i dagens kalenderinterview.

Hvorfor gik du ind i politik?

Jeg blev faktisk provokeret til det helt tilbage i 2004, hvor det generelt var fy-fy og slet ikke fint at tale om Dansk Folkeparti. På min folkeskole, hvor vi ellers altid fik at vide, at vi skulle forholde os kritisk til eksempelvis tekster i dansk, var det i samfundsfag slet ikke tilladt at være kritisk over for Danmarks udlændingepolitik. Og det er jo helt galt, hvis man ikke kan det, når man sagtens kan forholde sig kritisk til alt muligt andet. Derfor meldte jeg mig som 14-årig ind i Dansk Folkeparti for selv at finde ud af, hvad det nu var for et parti, der tillod sig at kritisere udlændingepolitikken. Og jeg forstår faktisk ikke, at man tidligere har haft så travlt med at dæmonisere netop Dansk Folkeparti, for i princippet er vi et meget sympatisk parti med en sympatisk politik.

Hvilken politiker har været en inspiration for dig?

J.C. Christensen (V). Hans historie er sjov og minder i virkeligheden meget om Dansk Folkepartis. Da han i sin tid kom til København fra Vestjylland i sit konservative degnetøj, mente mange, at han ikke var fin nok. Men han var ligeglad med, at han blev latterliggjort, og endte alligevel med at indtage posten som Danmarks leder i 1905. Han er et smukt forbillede at have som politiker. 

Ellers er jeg også vildt fan af Ronald Reagan. Han gjorde det jo umanerlig godt. Det er i ret høj grad hans skyld, at vi vandt den kolde krig.

Hvilken politiske modstander har du mest respekt for?

Pernille Skipper (EL) gør det rigtig flot. Jeg er ofte meget uenig med hende, men hun er en drønfagligt funderet og grundig politiker. Det tager jeg hatten af for.

Er du stadig i politik om fem år?

Det beslutter vælgerne jo. Men hvis jeg ikke er politisk valgt, er jeg helt sikkert at finde i baglandet. Jeg har ingen planer om at stoppe med at være engageret i Dansk Folkeparti.

Hvad er den bedste politiske aftale, du har været med til at lave?

Politiaftalen. I Dansk Folkeparti havde vi store ambitioner på politiets vegne, men villigheden hos flere andre partier var ikke den allerstørste. Vi fik dog presset dem rigtig langt og fik det bedste ud af aftalen.

Hvad gør du for at koble af?

Jeg kigger på fugle – jeg er fritidsornitolog. Der er ikke så meget tid til det i øjeblikket, men hvis det skal være rigtig godt, skal det være det - det giver lidt perspektiv på livet. Ellers interesserer jeg mig for akvarier – eller mere det man putter i dem, så jeg har akvariefisk derhjemme. Og så har jeg en guddatter, Lærke. Det er der meget stor glæde i, og det gør, at jeg husker, at livet også kan være meget lidt kompliceret.

Hvad er den bedste bog, du har læst i år?

I sommerferien genlæste jeg 1984 af George Orwell. Den totale overvågning får straks én til at tænke på i dag, og den har gjort et kæmpe indtryk på mig. Orwells bog Animal Farm er også fantastisk. Den er så sigende og burde egentlig være pligtlæsning for alle 179 medlemmer herinde. Jeg tror, mange ville få noget ud af at læse den.

Har du en yndlings tv-serie?

Ja, Lilyhammer. Den handler om en gangsterboss, der kommer til Norge. Jeg lægger ikke så meget i den, men det er dybt humoristisk, hvordan kulturer og normer i den grad render ind i hinanden. Fint skal det være er også helt genial. Den britiske humor og overfladiskhed er virkelig morsom.

Hvad er din bedste juletradition?

At bruge tid med min familie. Vi bager småkager, laver mad og drikker lidt for meget rødvin. Vi er ofte langt væk fra hinanden i hverdagen, men er altid samlet i julen. Og julen skal handle om, at man laver noget sammen og får tid til at snakke om alt det, man ikke har tid til resten af året.

Har du et motto?

Nej, men jeg har en retningslinje for mit politiske arbejde. Det er, at man skal arbejde hårdt og være ydmyg. Man er nødt til hele tiden at være skarp på sine ting. Og samtidig skal man huske, hvor det hele starter henne, og hvem det er man repræsenterer.

Hvad er det mærkeligste eller bedste, der er sket for dig i 2015?

At blive valgt til Folketinget var både stort og mærkeligt. Ellers er jeg blevet færdig som skolelærer i år. Det er også en stor ting for mig, og det er jo det, jeg skal, hvis og når jeg ikke er herinde mere. Det er nok det bedste arbejde uden for Christiansborg, man overhovedet kan have. Man ved aldrig, hvad der møder én om morgenen.

Hvad ser du mest frem til i 2016?

Nu lyder det måske helt kedeligt at sige, at jeg ser frem til at fortsætte mit arbejde. Men jeg glæder mig til at møde ind efter jul igen og give den fuld skrue. Når man sidder i Folketinget, ved man jo aldrig, hvor længe det varer. Og derfor bliver man nødt til at gribe hver dag og tænke, at det er en ny chance for at gøre noget, som kun jeg eller de 178 andre kan gøre.

Forrige artikel Sverige indfører ID-kontrol efter nytår Sverige indfører ID-kontrol efter nytår Næste artikel DF åbner for 'Europol Plus' før Bruxelles-møde DF åbner for 'Europol Plus' før Bruxelles-møde
Flertal vil øge krav til taxichaufførers danskkundskaber

Flertal vil øge krav til taxichaufførers danskkundskaber

SPROGBARRIERE: Danske taxichauffører taler ofte for dårligt dansk, lyder det fra flere partier, der forud for forhandlinger om taxiloven kræver reglerne for optagelse på chaufførkurserne strammet. Kursusudbyder undrer sig.