10 spørgsmål og svar om Altingets kandidattest

Altingets kandidattest er et værktøj, der gør det nemt at lære dine lokale kandidater bedre at kende. Læs 10 ofte stillede spørgsmål om testen her.

Altingets kandidattest kan hjælpe dig med at lære kandidaterne bedre at kende og med at opdage flere kandidater. Men testen er ikke en facitliste over, hvem du skal stemme på.
Altingets kandidattest kan hjælpe dig med at lære kandidaterne bedre at kende og med at opdage flere kandidater. Men testen er ikke en facitliste over, hvem du skal stemme på. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

HVAD ER KANDIDATTESTEN?

Testen er en måde at lære kandidaterne til det kommende valg bedre at kende – og en måde at sætte sig ind i nogle af de spørgsmål, som politikerne skal tage stilling til efter valget. Den kan også give dig en idé om, hvem du selv er mest enig med, og så kan du læse meget mere om kandidaterne og deres politiske mærkesager. Du kan også se hele stemmesedlen for den valgkreds, hvor du selv skal stemme. Ved at klikke på kandidaterne kan du se, hvad de mener og vil arbejde for.

KAN TESTEN FORTÆLLE, HVEM JEG SKAL STEMME PÅ?

Nej. Kandidattesten kan hjælpe dig med at lære kandidaterne bedre at kende og med at opdage flere kandidater. Men testen er ikke en facitliste over, hvem du skal stemme på.

HVEM FORMULERER SPØRGSMÅLENE?

Det gør Altinget i samarbejde med DR. Vi gør os meget umage med at finde spørgsmål, der afspejler de diskussioner, som politikerne faktisk er uenige om. I lokale valg tilføjer vi spørgsmål, der er relevante i netop din kommune eller region. Vi går meget op i, at spørgsmålene er åbne og upartiske. Ved hvert spørgsmål tilbyder vi en kort, nøgtern forklaring på, hvorfor man kan være enten enig eller uenig i det konkrete udsagn.

Vi gemmer ingen oplysninger om dig eller dine svar

HVILKE KANDIDATER ER MED I TESTEN?

Alle kandidater, der stiller op, får tilbud om at deltage i vores test. Hvis du er kandidat, men ikke er med i testen, kan du skrive til kandidattest@altinget.dk, så får du straks en invitation. Der kommer løbende flere kandidater med, så det er en god idé at tage testen flere gange for at lære endnu flere kandidater at kende.

HVORDAN REGNER I UD, HVEM JEG ER MEST ENIG MED?

Vores metode er helt enkel og bygger på, hvor tæt dine svar er på kandidatens. Det giver flest point, hvis I svarer helt ens, og næstflest, hvis I for eksempel svarer henholdsvis "overvejende enig" og "helt enig". Det giver færre point, hvis du og kandidaten er henholdsvis "helt enig" og "helt uenig". Du kan læse flere detaljer om, hvordan vi beregner resultatet i denne artikel.

ER DET RIGTIGT, AT KANDIDATTESTEN FAVORISERER DE STORE PARTIER?

Nej, alle kandidater er lige i kandidattesten. Men jo flere kandidater et parti har, jo større er den matematiske sandsynlighed for, at en af partiets kandidater matcher dine svar. Selv inden for partierne svarer kandidaterne jo ikke helt ens. På den måde kan de store partier have en fordel. Men omvendt kan kandidater fra helt små lister og partier dukke op i kandidattesten, hvis I har svaret ens på mange spørgsmål – og dermed kan testen give en fordel til små partier og lister, som ellers ikke får megen opmærksomhed.

GEMMER I DATA OM MINE SVAR?

Nej. Vi gemmer ingen oplysninger om dig eller dine svar. Vi gemmer en cookie i din browser af hensyn til brugeroplevelsen, så du ikke behøver udfylde den samme test to gange. Men data og statistik på kandidattesten er helt anonymiseret og deles aldrig med andre – heller ikke med politiske partier med henblik på at ramme dig med annoncer.

HVAD ADSKILLER ALTINGETS KANDIDATTEST FRA ANDRE TEST?

Altinget har lavet kandidattest siden 2001 og er én af de mest erfarne udbydere af kandidattest i Europa. Vi er med i et netværk af europæiske medier og forskere, der konstant arbejder på at forbedre kandidattesten. Vores kandidattest bliver også anvendt af neutrale public service-medier som DR i Danmark og SVT i Sverige.

KAN KANDIDATERNE SNYDE TESTEN?

Nej. Kandidattesten sammenligner dine svar med dem, som kandidaterne har givet. Derfor kan man ikke snyde sig til at ramme flere ved at svare på en bestemt måde. I Altingets kandidattest har vi fjernet muligheden for at svare "neutral" eller "ved ikke" netop for at sikre, at man bliver matchet med kandidater, som man deler holdninger med. Læs mere om vores overvejelser her.

ER KANDIDATTESTEN ET DEMOKRATISK PROBLEM?

Vi mener klart nej. Der kommer jævnligt kritik af, at kandidattest er useriøse og misvisende. Vi mener, at de giver en god pejling af, hvor man ligger i det politiske spektrum – og vi er meget optagede af, at vores kandidattest indeholder enorme mængder seriøs information om valget, om kandidaterne og deres synspunkter. Men man bør selvfølgelig ikke placere sin stemme alene ud fra en kandidattest. Man kan sige, at kandidattesten er særlig demokratisk på den måde, at man ikke bliver bedre stillet af at være kendt eller af at være spidskandidat for en liste. I testen er alle kandidater fra alle lister i princippet lige.

 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion