Debat

Mød det nye debatpanel på Altinget : velfærdsteknologi

DEBAT: Paneldebatten på Altinget : velfærdsteknologi vil i de kommende måneder sætte fokus på internationale erfaringer i arbejdet med velfærdsteknologi. Debatten starter i første omgang i Latinamerika. Mød hele panelet her. 

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danmark fremhæves ofte som et af de lande, der er kommet længst på velfærdsteknologiområdet. Blandt andet på grund af vores CPR-register, som på sundhedsområdet har åbnet op for projekter og synergier, som i andre lande ikke ville være mulige.

Men det betyder ikke, at vi ikke skal orientere os mod resten af verden. Altinget : velfærdsteknologi sætter derfor fokus på internationale erfaringer i arbejdet med velfærdsteknologi de kommende måneder.

Hvad kendetegner debatten om velfærdsteknologi i andre lande, og hvor er der potentiale for dansk eksport? Hvilke erfaringer har danske virksomheder gjort sig allerede? Hvor er der muligheder, og hvor er der barrierer? 

Første debatrunde bevæger sig over Atlanten og starter i Latinamerika, hvor sundhedsminister Nick Hækkerup (S) i begyndelsen af september ledte en dansk delegation til Brasilien - et land i vækst og med et af verdens største markeder inden for sundheds- og velfærdsteknologi.

Vi glæder os til en spændende debat!

Mød det samlede debatpanel her:

Eva Bisgaard Pedersen
Generalkonsul og leder af Innovationscentret i São Paulo siden december 2013. Ansat i Udenrigsministeriet siden 2005. Eva Bisgaard Pedersen er uddannet cand.ling.merc ved Handelshøjskolen i Aarhus og har en Executive MBA fra PUC-Universitetet i Santiago de Chile.

Allan Søgaard Larsen
Koncernchef for Falck A/S. Allan Søgaard Larsen var blandt andet formand for regeringens Vækstteam for Sundheds- og Velfærdsløsninger, som afleverede deres anbefalinger til regeringen i januar 2013. Vækstplanen for sundheds- og velfærdsområdet blev udarbejdet på baggrund af vækstteamets anbefalinger. Allan Søgaard Larsen er desuden formand for Welfare Techs bestyrelse. Han er uddannet cand.mag ved Aarhus Universitet.

Hans Erik Henriksen
Direktør for det offentlig-private partnerskab Healthcare Denmark. Hans Erik Henriksen har tidligere været Business Development Manager for CompuGroup Medical Denmark A/S. Fra 2008-2012 var han direktør for sundheds-it virksomheden Cetrea. I 2012 var han desuden medlem af regeringens Vækstteam for Sundheds- og Velfærdsløsninger. Han har en erhvervsøkonomisk grunduddannelse.

Fernando Cembranelli
Grundlægger af EmpreenderSaude, som er en it-platform for brasilianske iværksættere inden for sundheds-it. Han er uddannet læge fra University of São Paulo og har siden taget en Master of Business Administration ved Duke University. 

Gustavo Ferraz de Luna
Administerende direktør i Luna Consulting og ekstern konsulent ved Welfare Tech, der er en klynge for velfærdsteknologier i Danmark. Han har tidligere været Country Manager for den danske it-virksomhed Daintel. Han har læst international salg og markedsføring ved Copenhagen Business Academy. 

Jane Clemensen
Lektor ved Klinisk Institut, SDU og Center for Innovativ Medicinsk Teknologi (CIMT), hvor hun også er forskningsleder for det sundhedsvidenskabelige område. Desuden er Jane Clemensen konstitueret Centerchef for Syddansk Forskningscenter for Klinisk Sygepleje. Hun har de seneste 14 år arbejdet med sundhedsteknologi, patient empowerment, brugerinvolvering og samarbejde med den private sektor. Jane Clemensen er uddannet sygeplejerske, cand.cur og har en ph.d. i telemedicin. 

Thomas J. Olesen
Commercial Director for EU i Qualcomm Life. Thomas J. Olesen er ansvarlig for implementeringen af 2net-platformen til dataopsamling i forbindelse med telemedicin i Europa. Han har global erfaring fra medical device branchen og flere års specifik erfaring med telemedicin og velfærdsteknologi. Thomas J. Olesen er i dag bosat i Tyskland og har tidligere boet og arbejdet i USA og Brasilien. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00