Holstein: Langt til det liberale tusindårsrige

ANALYSE: Trekløver-regeringens grundlag minder mere om tidligere VK-regeringer end om opskriften på et liberalistisk tusindårsrige. En forvandlet Samuelsen er landet på realpolitikkens gustne mark og risikerer i længden at skuffe rebelske LA-vælgere. Konservative har fået ny livline.

Forvandlingen er nærmest eventyrlig.

Den ene måned et rebelsk fløjparti, der holdt den ideologiske fane højt op i skyerne og spillede efter helt andre regler end andre. Den næste måned et pragmatisk, afdæmpet og kompromisvilligt parti.

Det er den enestående metamorfose, Liberal Alliance har gennemgået på rekordtid – og som blev beseglet søndag med en formel regeringsalliance med de traditionelle borgerlige partier.

At statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var en tilfreds mand, da regeringsgrundlaget blev præsenteret, er i den grad forståeligt. Ikke alene overlevede han endnu engang en dans på afgrundens rand, regeringsgrundlaget er også præget af traditionelt Venstre-tankegods.

Thors model
Størst fokus var der naturligvis på skatteområdet, som Liberal Alliance gennem mere end et år har gjort til sin altafgørende værdipolitiske markør. Uden de fem procentpoints nedsættelse af topskatten – også for indtægter over en million – var der simpelthen ikke en borgerlig regering, ifølge LA-leder Anders Samuelsen.

Ikke desto mindre har LA-lederen nu skrevet under på et regeringsgrundlag, der i stedet lægger op til at sænke skatten i bunden og blot flytte topskattegrænsen. Præcis samme øvelse som den tidligere SF-skatteminister Thor Møger Pedersen lavede – og præcis den model, LA tidligere afviste, fordi det fremadrettet ville gøre det endnu sværere at sikre topskattelettelser hele vejen op.

Efter mere end et års blå borgerkrig er ambitionen om en lettelse af topskatten til de allerhøjest lønnede danskere blevet mindre end i det gamle Venstre-regeringsgrundlag. Her kan man snakke om en kamelkonsumering, der vil noget.

Tilpasset virkeligheden
I det hele taget blev grundlaget for den nye regering mellem Venstre, Konservative og Liberal Alliance ikke et så rendyrket liberalistisk trut i trompeten, som det så ud til for en uge siden.

Særlig Søren Pape Poulsens Konservative har trukket i en pragmatisk retning, og K har været optaget af, at der ikke bliver for dyb forskel på regeringsgrundlagets intentioner og den realpolitiske virkelighed. Løkke har et stykke ad vejen trukket i samme retning.

Den nye regering er med sine 53 mandater stadig milevidt fra et flertal, der kræver, at enten Dansk Folkeparti eller Socialdemokraterne går med.

Derfor ser man nu det pudsige, at en regering bestående af tre partier, der enten er gået til valg på nulvækst eller direkte minusvækst, lægger op til en offentlig realvækst på 0,3 procent – og efter forhandlinger med DF let kan ende på samme offentlige vækst som under Thorning (S).

Det kan Nye Borgerliges Pernille Vermund sikkert få en hel del ud af.

Postfaktuelle tolkninger
I ugen op til regeringsdannelsen har Anders Samuelsen forbløffet omverdenen med en række fantasifulde forklaringer på sit kursskifte: LA-lederen fremstillede det, som om at Venstre-regeringen reelt var væltet. Og han toppede med den satireagtige udtalelse om, der ”reelt har været valg”.

Men inden det postfaktuelle Facebook-univers også griber den politiske journalistik, er det nødvendigt at slå et par kendsgerninger fast:

- Samuelsen har aldrig tidligere givet udtryk for, at hans ultimative politiske krav kunne veksles til ministerposter. Tværtimod har han hånet andre partier, fordi de var til fals for ministerposter og gjort en dyd ud af, at Liberal Alliance ikke var et sådant parti.

- For mindre end tre måneder siden gjorde Anders Samuelsen sin position tindrende klar i Berlingske. På spørgsmålet:

”Så du siger klart og præcist til vælgerne, at du aktivt vælter regeringen med et mistillidsvotum, hvis ikke der kommer en topskattelettelse på mindst fem procentpoint til alle topskatteydere?”
svarede Samuelsen:

”Ja. Det er ligesom at være i kirke det her. Man skal ikke vakle.”

Med mindre LA-lederen også vil påstå, at han har stillet et mistillidsvotum, offentligheden ikke har opdaget, må man tørt konstatere, at han ikke gjorde alvor af sin trussel.

Så enkelt er det. Alt andet er bortforklaringer og lettere komisk spin.

Konservative aftryk
I den forløbne uge har de tre partiers forhandlingsposition været præget af, hvor ivrige de hver især har været for at nå et hurtigt resultat. Mens LA var forhippede på at komme i regering, har Konservative udvist en mere laid back-attitude. Dermed fik Søren Papes folk en taktisk fordel og opnåede flere af de eftertragtede fingeraftryk på regeringsgrundlaget.

Konservative fik de ventede indrømmelser med en længerevarende fastfrysning af grundskylden, men partiet fik også sat grønne fingeraftryk med en naturkanon, mere urørt skov og et mål om, at 50 procent af den danske energi i 2030 skal komme fra vedvarende energi.

Til gengæld måtte Søren Pape bøje sig for overmagten, når det gælder krydsfeltet mellem miljø og landbrugsinteresser. Det vil næppe heller lykkes Konservative at få opfyldt deres erklærede ønske om stå i spidsen for et miljøministerium, der er udskilt fra landbrug- og fødevarer.

Død pensionsreform
For Lars Løkke Rasmussen og Venstre har øvelsen bestået i at overleve uden at give generende politiske indrømmelser. Det er lykkedes ganske fint, og det nye regeringsgrundlags skatteprofil passer endda bedre til Venstre end den hidtidige.

Løkkes planer om endnu en pensionsreform er taget med over i det nye regeringsgrundlag, men DF-formand Kristian Thulesen Dahl er nærmest kategorisk afvisende over for at medvirke. Thulesens modstand er kun forstærket af de reviderede væksttal for dansk økonomi, der viser, at det går betydeligt bedre end forventet.

I regeringen er man bevidst om, at chancerne for at gennemføre endnu en pensionsreform er meget små, men man har bibeholdt punktet som en markering – og for at forsøge at tvinge Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet til at finde alternative finansieringskilder.

Man kan dog diskutere, hvor klogt det er at køre en forudsigelig konflikt op om et forslag, der er kronisk upopulært i befolkningen.

Stramning af familiesammenføringer
Så er der mere genklang i befolkningen for den skærpede udlændingepolitik, regeringsgrundlaget lægger op til. Særlig interessant bliver det at se, hvordan den nye regering i praksis vil ”stramme kravene til familiesammenføring for udlændinge, der har ringere forudsætninger for at blive integreret”.

Her er stadig en del politiske initiativer, man kan tage, hvis regeringen ønsker at lukke yderligere af for de såkaldte kædeindvandringer – og hele udlændingekomplekset er igen blevet det suverænt vigtigste for vælgerne.

Søvndal og Samuelsen
I første omgang har Lars Løkke Rasmussen løst opgaven med regeringsdannelsen på den afmålte tid, men den nye VLAK-regerings stabilitet afhænger meget af, hvordan de uprøvede LA-ministre klarer deres nye rolle.

Formår Anders Samuelsen at mestre Foghs gamle disciplin med at ”være i regering og opposition på én gang”, kan LA-lederen måske overvinde sit massive troværdighedstab. Men mangler der stærke markeringer og klare politiske resultater, kommer LA i seriøse problemer. Helt på linje med SF i Thorning-regeringen.

I den forbindelse lignede det et ildevarslende deja-vu, da der søndag aften begyndte at versere rygter om Samuelsen som ny udenrigsminister.

Forrige artikel Holstein: Løkke vandt nervekrigen Holstein: Løkke vandt nervekrigen Næste artikel Holstein: Oprørets år Holstein: Oprørets år
Brostrøm: Vi har en dybt bekymrende alkoholkultur blandt skolebørn

Brostrøm: Vi har en dybt bekymrende alkoholkultur blandt skolebørn

INTERVIEW: Nye tal viser, at danske skolebørn fortsat er europamestre i druk. Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, ønsker et opgør med en usund alkoholkultur. Højere afgifter og aldersgrænser virker, men det er op til politikerne, hvilke værktøjer der skal i brug, siger han.