Jens Rohde: Regeringen kræver mere af EU, men nægter at betale

Af Jens Rohde
Medlem af Europa-Parlamentet (R)

Tiden nærmer sig endnu en gang de første sværdslag om det europæiske budget, som altid fastsættes for syv år ad gangen i EU.

Til maj fremsætter EU-Kommissionen forslag til ny budgetperiode efter 2020.

Der bliver mange udfordringer denne gang, men den helt store af slagsen er naturligvis, at en stor bidragyder til budgettet, Storbritannien, er væk i næste budgetperiode.

Samtidig pålægger medlemsstaterne til stadighed fællesskabet nye og omkostningstunge opgaver.

Og endnu værre: Regeringscheferne opstiller forventninger i de europæiske befolkninger om, at EU kan løfte opgaverne med både sikring af de ydre grænser, oprettelse af EU-flygtningelejre og massiv økonomisk hjælp til Afrika for slet ikke at tale om en forsvarsunion og investeringer i digital infrastruktur og ledninger til transmission af miljøvenlig strøm.

Man kan ikke først kritisere fællesskabet for ikke at løfte en opgave givet til fællesskabet af regeringerne, hvis de selvsamme nægter at betale regningen. 

Jens Rohde
Medlem af Europa-Parlamentet (R)

Disse opgaver vil i sig selv kunne tømme EU's budget, hvis de skal løftes med andet end symbolsk sjattisseri.

Der er penge at hente
Selvfølgelig er der penge at hente i det nuværende budget.

Jeg har selv gennem flere år foreslået, at man konverterer de europæiske strukturfonde til en føderal infrastrukturfond, hvor vi centralt beslutter, hvor der skal investeres i togskinner samt digital udbygning og et energinet, så vi ikke hælder grøn strøm ud i kloakken som det sker i dag.

Det vil samtidig gøre EU i stand til at løfte beskæftigelsen, hvor det er tiltrængt.

Fulgte man det forslag, ville vi kunne bygge, hvad der svarer til 159 Storebæltsbroer i EU på syv år frem for at lade småpenge gå til småprojekter af nogle gange tvivlsom karakter i de enkelte medlemslande.

Men landene slår sig selvsagt i tøjret over for sådanne forslag om indgreb i deres kuvertpenge.

Landbrugsstøtten er også altid et yndet objekt for besparelser.

Det kan man som sådan godt forsvare substantielt, men sidste gang skete det med en begyndende renationalisering til følge, som gavnede fransk og spansk landbrug på bekostning af for eksempel dansk landbrugs konkurrenceevne og deraf følgende eksport.

Prisen var nemlig en fleksibilitet mellem den direkte og indirekte støtte, som betød, at nogle lande kunne hæve den direkte støtte, mens andre sænkede den.

Landbrugsstøtten skal ikke afskaffes
Den slags er ikke i dansk interesse.

Hvis ikke man går til forhandlingerne med en klar erkendelse af, at en fransk præsident aldrig vil kunne overleve at afskaffe endsige skære på landbrugsstøtten i nævneværdigt omfang, kan man risikere at gøre ondt værre for vores egne nationale interesser.

Man afskaffer ikke landbrugsstøtte i Europa ved at afskaffe EU's landbrugsstøtte. Man renationaliserer den.

Derfor vil en beskæring af de nuværende landbrugsstøtteordninger skulle foretages med kirurgisk præcision, hvis ikke dansk landbrug igen skal betale regningen for Syd- og Østeuropas sociale og kulturelle dimension i landbrugsstøtten.

Samtidig vil det potentielt forsinke en grøn omstilling af de europæiske landbrug.

Enderne får svært ved at nå sammen
Den politiske virkelighed er derfor, at det kan blive meget vanskeligt at få enderne til at nå sammen.

Den danske finansminister, Kristian Jensen (V), har allerede på vanlig dansk købmandsfacon erklæret, at der ikke kan blive tale om en krone mere til fællesskabet fra den danske regering.

Hvordan det hænger sammen med regeringens påståede ønske om en konkurrencedygtig landbrugssektor og flere ressourcer til grænsesikring og flygtningelejre, melder historien ikke noget om.

Faktum er, at Danmarks EU-politik heller ikke i budgethenseender hænger sammen. Sidste gang blev blandt andet Danmarks rabat på kontingentet hentet fra puljen til forskning og innovation. Vil regeringen igen gå samme vej?

Der er naturligvis – som altid – en tredje vej at gå. Det handler om at give EU et mere autonomt budget med såkaldte egne indtægter gennem fællesskabsskat på visse aktiviteter.

Det ville imidlertid være at gøre EU til skatteopkræver. Jeg har endnu til gode at høre et eneste parti i Danmark argumentere for, at det er ønskeligt.

Derfor skylder regeringen og Folketingets partier et konkret svar på, hvordan de vil finansiere de mange nye opgaver, som de selv siger, at fællesskabet skal løfte.

Man kan ikke først kritisere fællesskabet for ikke at løfte en opgave givet til fællesskabet af regeringerne, hvis de selvsamme nægter at betale regningen. Det er såre enkelt. Eller rettere: Det burde være både logisk og enkelt.

Flere opgaver kræver flere penge eller drastiske besparelser andre steder. Hvad foreslår regeringen helt konkret?