Parlamentet knækkede perfektionisten Okking

NEKROLOG: Den folkekære skuespiller Jens Okking døde søndag morgen. I 1999 blev han valgt til Europa-Parlamentet, men allerede i 2003 måtte han trække sig fra politik efter længere tids sygdom.

Da Jens Okking i 1999 stillede op til parlamentsvalget for den EU-kritiske liste Junibevægelsen, fik han over 44.000 personlige stemmer.  

Skuespilleren, der var kendt fra film og serier som Strømer, Skytten og Riget, fik på valgaftenen en helt ny rolle som folkevalgt EU-modstander. 

Men trods den massive folkelige opbakning fik Jens Okking aldrig samme succes i politik, som han havde på det store lærred.   

“Jens var et fejlskud i Parlamentet. Han var fantastisk som skuespiller, men det var stik modsat i det politiske,” siger Freddy Blak, der sad i Europa-Parlamentet samtidig med Okking og var blandt hans tætteste venner i Bruxelles.

Han beskriver Okking som et lunt menneske, der aldrig fandt sig til rette i politik.

“Junibevægelsen lokkede ham med, fordi han kunne trække stemmer. Men det var en stor fejltagelse. Det var slet ikke Jens. Han var meget følelsesladet, og politik er jo mere hårdt og beskidt arbejde. Det gik ham så meget på, at han faktisk blev deprimeret af det,” siger Freddy Blak.

Folkelig modstander
Året inden valget til Europa-Parlamentet ringede Jens Okking til Jens-Peter Bonde, der dengang allerede sad i Parlamentet for Junibevægelsen. 

"Jeg inviterede ham ud, vi mødtes og snakkede det hele i gennem, og så var han parat til at stille op," siger Jens-Peter Bonde.

Da Okking blev valgt, investerede han al den energi, han før havde brugt som skuespiller i sit nye job i Europa-Parlamentet. 

”Han udtrykte en folkelig modstand. Han kunne jo ikke de finere paragraffer, men han gik til arbejdet med den samme ildhu, som han gjorde til sit skuespil. Han skulle kunne sit manuskript, og han skulle kunne sine direktiver, inden han stemte,” siger Jens-Peter Bonde.

Det betød, at Jens Okking ville kende hver en detalje i de mange tusinde lovændringer, parlamentarikerne hvert eneste år skulle tage stilling til:

"Som skuespiller kunne han ikke nøjes med 99 procent forberedelse. Det livssyn tog han også med i Europa-Parlamentet. Han vidste bare ikke, at det er en pølsefabrik med titusindvis af afstemninger om året. Han begyndte samvittighedsfuldt at sætte sig ind i hver enkelt af dem, men det var jo et håbløst projekt,” siger Jens-Peter Bonde.

Følelsesmæssigt engageret 
I Bruxelles blev Jens Okking mødt af en politisk virkelighed, der fungerede på en helt anden måde, end han havde forestillet sig.

Han var et blødt menneske, der havde svært ved at affinde sig med, at politiske modstandere stod i vejen for hans gode idéer. 

Freddy Blak fremhæver en særlig sag, hvor Jens Okking sammen med en række andre MEP'ere ville bremse storfiskeri ud for den afrikanske vestkyst. Men på afstemningsdagen faldt forslaget alligevel. 

"Det gik ham voldsomt på. Jens var følelsesmæssigt engageret i sine sager. Han forventede, at man opførte sig ordenligt, og det betød, at han havde meget svært ved det politiske," siger Freddy Blak. 

”Han var ked af det. Men han sagde det aldrig. Han havde som princip, at havde man sagt A, måtte man også sige B. Men han skulle aldrig have været i politik. Det var synd for ham, at han havnede i det galehus,” siger Pernille Frahm, der i samme periode sad i Europa-Parlamentet for SF.   

Ind i kulturudvalget  
Med sig til Bruxelles havde Jens Okking mere end 30 års erfaring som skuespiller. Han fik sin første rolle i 1968, og blot to år forinden havde han været med til at åbne kulturhuset Trinbrættet i Aarhus, der i dag er kendt som Vestergade 58 eller bare V58. 

Med den baggrund var det naturligt, at Jens Okking ville i EU's kulturudvalg.

”Det var det, han gik op i. Men det gik op for ham, at det var noget af det dummeste, han kunne have gjort. Han mente ikke, at EU overhovedet skulle blande sig i kulturpolitik. Så kunne han sidde der og sig nej, nej og nej. Det var ikke lige ham,” siger Pernille Frahm.

Da Jens Okking alligevel blev medlem af kulturudvalget, insisterede han på at læse alle dokumenter, udvalget havde modtaget de seneste to år.

”Vi fik jo fem kilo papir om ugen. Det kan du så gange med 52 gange to,” griner Pernille Frahm. 

Halvvejs gennem valgperioden skiftede Jens Okking fra Junibevægelsen til Folkebevægelsen mod EU.

Liv i køkkenet
Når de enorme papirbunker og det svære samarbejde i Europa-Parlamentet blev for meget, fandt Jens Okking et frirum i sit køkken.

Her nød han at lave mad til sine venner efter de lange dage i Parlamentet. 

“Vi spiste meget sammen. Jeg havde flere opgaver, så Jens gik lidt tidligere end mig. Så tog han hjem og lavede mad, og så hyggede vi os. Der var ikke de ting, vi ikke vendte,” siger Freddy Blak:

“Han var fremragende i køkkenet. Han kunne lave alt, og han var glad for det. Når han gik i gang, livede han helt op. Det gjorde ham i knaldgodt humør at lave mad og servere det for sine venner. Så hvis han havde en lille downperiode, var det fint, at vi kunne spise lidt sammen,” siger han. 

Jens Okking blev 78 år gammel. Han sov stille ind søndag morgen omgivet af sin nærmeste familie.

Forrige artikel Venstre åbner døren for Villum Christensen som borgmester Venstre åbner døren for Villum Christensen som borgmester Næste artikel Splittede socialdemokrater redder Merkel og baner vej for reformer af EU Splittede socialdemokrater redder Merkel og baner vej for reformer af EU
Uffe Elbæk: Jeg er ikke sikker på, at Alternativet overlever

Uffe Elbæk: Jeg er ikke sikker på, at Alternativet overlever

INTERVIEW: Alle kan se, at Alternativet står på sammenbruddets rand. Men hvordan havnede partiet der så få år efter, det stormede ind i Folketinget? Uffe Elbæk fortæller her om partiets fløje, om den skæbnesvangre beslutning om at melde sig som statsministerkandidat, og hvorfor partiet kan ødelægge det hele for sig selv.