Jagten på den forsvundne frivillig

FIK DU LÆST: Antallet af frivillige timer faldt i en tid, hvor alle forventede, at det ville stige. Men det får ikke Torben Fridberg til at bekymre sig på civilsamfundets vegne. Tværtimod. Altinget har bedt den aldrende seniorforsker om at tage et kig ind i krystalkuglen.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Klaus Ulrik Mortensen

Denne artikel blev bragt første gang 1. november 2018.

Et besøg hos VIVE er på mange måder som en rejse ind i fortiden.

Og glemmer vi et øjeblik det tidstypiske akronym og i stedet titulerer det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd i sin fulde længde, er det svært ikke at føle sig hensat til en efterårsdag i halvfjerdserne.

Bosat i det centrale København et stenkast fra Nyhavn i et gitterafspærret, cremefarvet palæ, som tidligere husede Den Kgl. Mønt, er analysecentret pakket med akademiske hjerner, som fra hvert deres enmandskontor forsøger at forklare verden.

Det plejer at være på landet og i små samfund, at man finder den største frivillighed. Den viste sig, at den nu fandtes i hovedstadsområdet. Baggrunden for dette er måske, at mange af de ressourcepersoner, som skulle bære foreningsarbejdet i udkantsområderne - de yngre og børnefamilierne - er flyttet til København og de større byer.

Torben Fridberg
Seniorforsker, VIVE

En af disse hjerner tilhører seniorforsker Torben Fridberg. En i arbejdsmæssigt øjemed ældre herre på 72, som i øvrigt ankom hos VIVE som studentermedhjælper i 1970 (!) – og aldrig siden har forladt bygningen.

Torben tager imod på trappen iført en kortærmet, småternet lyseblå skjorte. Han er venlig, men også tøvende, forsigtig, i sin omgang med pressen. Et ganske andet væsen end eksempelvis hans forskerkollega Thomas P. Boje, som glædeligt deler ud af sine bastante synspunkter.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget

Hvad gemmer sig i bunkerne?
Måske en vej til at forstå den ordknappe forsker er de utallige bunker med papir, som hober sig op alle vegne på det lysfattige kontor. På skrivebordet, i reolerne, på gulvet, i arkivskabe – alene i vindueskarmen lykkes det mig undervejs i interviewet at tælle 15 sirligt arrangerede bunker.

Hvad handler alle disse bunker om? Hvilken viden gemmer sig i de arkiverede stakke, som kan belyse frivillighedens rolle i det moderne samfund?

Tidligere på året publicerede Torben Fridberg sammen med Hans-Peter Qvist og Lars Skov Henriksen en artikel i European Sociological Review, der viser en kobling mellem færre frivillige arbejdstimer og antallet af danskere, som arbejder frivilligt i foreninger.

Tiden brugt på på frivilligt arbejde er fra 2004 til 2012 faldet med 16 procent.

“Foreningslivet har altid været krumtappen i det frivillige arbejde. Det er en vigtig del af demokratiet. Og på mange måder det kit, som holder samfundet sammen. Det er derfor bekymrende, at det er under forandring,” siger Torben Fridberg.

Fald i stedet for stigning
Historien er kort fortalt, at trods politikernes gentagne ønske om, at flere danskere skal engagere sig i frivilligt arbejde til gavn for samfundet, så er antallet af timer faldet – og altså ikke steget.

Procentdelen af frivillige danskere står ganske vist uforandret på 40 procent. Men som Torben Fridberg og Lars Skov Henriksen beskriver det i en rapport fra 2014, er det i sig selv overraskende.

“Den overordnede stabilitet i befolkningens deltagelse i frivilligt arbejde kan umiddelbart forekomme overraskende i betragtning af den store interesse, der har været i den offentlige debat om mulighederne for at mobilisere frivillige til at indgå i løsningen af samfundsmæssige opgaver på forskellige områder.”

“Stabiliteten er ligeledes påfaldende i betragtning af, at perioden i øvrigt har været præget af omfattende ændringer på andre samfundsområder i form af blandt andet en finanskrise med konsekvenser for mange på arbejdsmarkedet og i form af en kommunalreform med konsekvenser for de frivillige foreningers og organisationers relationer til kommunerne.”

Politisk snak kan ikke løfte civilsamfundet
I rapporten konkluderer forskerne, at politiske ambitioner ingen forskel gør. Danskernes vej ind i det frivillige arbejde skal gå gennem foreningerne. Og det – viser de seneste resultater – er altså her, at problemerne opstår.

“Vi har ikke nogen entydig forklaring på udviklingen. Man kan spekulere på alt muligt. Det kan hænge sammen med den mindre foreningsfrivillighed, som måske betyder mindre forpligtigelse. Folk kan være optaget af arbejde og børn. En væsentlig del af det offentlige liv er flyttet over på sociale medier. Men det reelle svar er, at vi ikke ved det,” erkender Torben Fridberg.

Hvor bekymrede skal vi være? Er den danske foreningskultur i fare for at smuldre?

Nej, beroliger seniorforskeren. Trækker man tråde længere tilbage i tiden, er der tale om en entydig succeshistorie.

“Det frivillige Danmark er overordnet kun blevet stærkere med årene. Der er stadig flere danskere, som har tid, råd og helbred til at løse frivillige opgaver. Det er et udtryk for, at vi lever i et samfund, som har overskud til andet end at skaffe mad på bordet. Og ikke mindst blandt de ældre årgange, som donerer flest frivillige timer. Det er en god historie.”

Noget ekstra
En populær politisk fortælling i disse år er, at frivillige kræfter skal mobiliseres for at bevare velfærdsniveauet. Det er der i sig selv ikke noget nyt i.

“Vi har altid haft en linje om, at civilsamfundet er vigtigt for at løse socialpolitiske problemer. Bokseklubberne gav de unge knægte et tillokkende alternativ til slåskampe på gaden. Nu pakker vi initiativerne ind i flotte projektbeskrivelser. Men det er i bund og grund det samme, som da boksetræneren tog en god snak med de mest udsatte knægte efter træning.”

Helt centralt i denne brug af frivillige kræfter er dog, at man sondrer mellem den frivillige og den professionelle indsats.

“Når man kan have besøgsvenner på ældreområdet, kan det kun lade sig gøre, fordi frivillige ikke involverer sig i massive plejeproblemer og dyb fattigdom. Alt det er der taget hånd om – og så kan de være noget ekstra oveni.”

“Det er sandt, at nogle kommuner tidligere spekulerede i at trække frivillige ind til at løse kommunale opgaver. Hvorvidt man er gået bort fra den idé, ved jeg ikke. Men det er en strategi, som godt kan forårsage problemer i kommunerne.”

Ildsjælenes flugt til storbyen
Eksempelvis kom det bag på ham, at frivilligheden i provinsen ikke voksede, men tværtimod faldt i kølvandet på finanskrisen.

“Det plejer at være på landet og i små samfund, at man finder den største frivillighed. Den viste sig, at den nu fandtes i hovedstadsområdet. Baggrunden for dette er måske, at mange af de ressourcepersoner, som skulle bære foreningsarbejdet i udkantsområderne - de yngre og børnefamilierne - er flyttet til København og de større byer."

Her er det naturligt, at lokalpolitiske kræfter sætter ind med tiltag, som skal løfte borgernes samfundssind. Men det er den forkerte vej, forklarer han.

“Der er en tendens til at professionalisere frivilligheden og stille større krav til de opgaver, som man forventer kan løses frivilligt. Og det afskrækker nogen fra at gå ind i arbejdet. Det er ikke usædvanligt, at man ser frivillige blive sendt på kurser. Det positive er, at vi dermed udnytter borgernes kompetencer. Negativt risikerer det at støde folk væk fra arbejdet.”

“Nogle af forhåbningerne til, at frivilligt arbejde kan erstatte offentlig service er formentlig misforståede. Her skal man finde den rigtige balance og ikke forvente for meget af civilsamfundet.”

Frivillighedens lyserøde sky
Men. Og nu kommer Torben Fridbergs måske vigtigste pointe. Trods lurende faresignaler er det danske civilsamfund i en fremragende forfatning. Og udsigten til, at det skulle undergraves af fremmedgørende effektivisering og professionalisme, har han meget svært ved at tage alvorligt.

“Grundlæggende er danskerne et ekstremt selvstændigt folkefærd, som ikke venter på at få besked på, hvad der skal gøres, men derimod selv går i gang. Det er vores civilsamfund også udtryk for. Jeg tror ikke på, at frivilligheden tager et drastisk fald. Vi har en lang og stærk tradition for frivilligt arbejde. At folk ser et givent problem og tænker, at det kan de selv gøre noget ved. Og det er ikke sådan lige at fjerne igen.”

Og når han kigger fem-ti år frem i tiden, er det også snarere en lyserød end en tordenfarvet sky, der dukker op på seniorforskerens nethinde.

“Vi vil formentlig være mere velhavende. Og dermed have mere overskud som individer til andet end at overleve. Initiativerne vil boble frem. Så grundlæggende er jeg optimistisk i troen på, at vi vil se et større aktivitetsniveau end i dag.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Torben Fridberg

Seniorforsker emeritus, VIVE
mag.scient.soc. (Københavns Uni.)

0:000:00