David Trads: Jo, der er et stort problem med Greta

FIK DU LÆST: Den tale, som Greta Thunberg forleden holdt ved FN’s Generalforsamling i New York, var for langt ude – for hun siger simpelthen for meget, som ikke er korrekt, skriver David Trads.

Denne kommentar blev bragt første gang den 26. september 2019.

Nå, så smagte jeg mig egen medicin. For i en uendelig række af vrede kommentarer fra især venstrefløjens klimadukse er jeg nu stemplet som en gammel nar:

”Jeg siger: Glem dem! Glem de gamle mænds hysteri! David Trads, Lars Seier Christensen og alle de andre grånende ’realister’ er fortabte dinosaurer,” skrev en vred, ja, yngre kvinde under et opslag, jeg havde lavet på Facebook, hvor jeg havde kritiseret Greta Thunberg.

Da jeg jo både er hvid, halvgammel, grånende og ja, 'realist’, så må jeg jo leve med den slags angreb. Med risiko for at komme ud i endnu en shitstorm må jeg hellere gentage mit budskab, så det står bøjet i neon:

Den tale, som Greta Thunberg forleden holdt ved FN’s Generalforsamling i New York, var for langt ude – for hun siger simpelthen for meget, som ikke er korrekt.

Det er ikke rigtigt, at alle "voksne" forråder hendes generation. Det er ikke rigtigt, at alle "voksne" i dag bare siger, at vi ikke behøver gøre mere. Det er ikke rigtigt, at alle "voksne" hævder, at alt er fjong. Det er ikke rigtigt, at alle "voksne" kun tænker på penge og vækst.

Tag bare Danmark som et konkret eksempel. På godt to årtier har vi sænket vores CO2-forbrug med godt 40 procent i forhold til 1990-niveauet – og et bredt politisk flertal er i dag enige om, at vi skal nå en reduktion på 70 procent senest i 2030. Det har vi, i parentes bemærket, opnået samtidig med økonomisk vækst.

Hvordan har vi opnået det? Folketinget har vedtaget ambitiøse mål, givet skattefordele til omlægning fra sort til grøn energi og vigtigst ladet forskere og erhvervsliv finde innovative løsninger, som er både klimamæssigt og økonomisk bæredygtige. Tænk på Grundfos, Danfoss, Vestas.

Eller tag Den Europæiske Unions indsats. Donald Tusk, den polske præsident for EU’s Ministerråd, ankom til FN’s Generalforsamling med et klart budskab om, at det er EU’s mål at blive klimaneutralt i 2050. De få lande, der ikke er med endnu, sagde han, skal nok komme det hurtigt, fordi det er god business.

Eller kig på, hvordan vi løste problemet med hullet i ozonlaget:

I 1980’erne skabte øget brug af CFC-gasser (eksempelvis i køleskabe) et hul i ozonlaget, som gav stærkere solstråler, der igen øgede kræftrisikoen. I 1987 vedtog verdenssamfundet udfasning af de relevante gasser, erhvervslivet opfandt alternativer, i dag er problemet løst.

Med andre ord: Voksne tager faktisk miljø- og klimaproblematikken alvorligt. Historien er fuld af eksempler på, at vi kan løse selv meget, meget store udfordringer. Der er ingen grund til at skræmme folk, og der er slet ingen grund til at hævde, at vi ikke gør noget godt for klimaet.

Gør vi så nok? Nej, åbenlyst ikke.

Det globale udslip af drivhusgasser stiger desværre fortsat – dog mest fordi folk i ulande i dag, heldigvis, lever bedre og har bedre adgang til el og vand og ordentlige boliger, end de engang havde. Hver uge er der en ny international rapport, der understreger alvoren.

Men er vi i gang? Ja, helt afgjort.

For ganske få år siden var der dyb skepsis mod overhovedet at anerkende, at menneskets forbrug af gas, kul og olie varmer kloden op. I dag er det kun et fåtal, der betvivler det. Derfor fik vi Paris-aftalen i 2015 mellem (næsten) alle klodens lande med stærke klimamål.

Jeg ville ønske, at vi skruede yderligere op for tempoet, men de løsninger, som Greta Thunberg kommer med, betragter jeg som helt og aldeles forkerte. Vi skaber ikke bæredygtige løsninger ved at holde op med at flyve, holde op med at spise kød, holde op med det meste.

Vi skaber en bedre verden på præcist samme måde, som vi altid har gjort det. Ved at sætte ambitiøse politiske mål i fællesskab – og derefter overlade det til forskere og erhvervsliv at skabe de teknologier, som betyder, at vi kan blive ved med at flyve, køre i bil, spise lækker mad og al den slags uden at spy drivhusgasser ud undervejs.

Problemet med Greta Thunberg er ikke, at hun holder en følelsespræget tale i FN. Det er faktisk helt fint. Problemet er, at FN’s generalsekretær sad lige ved siden af hende og nikkede samtykkende til alt, hvad hun sagde, selv om så meget af det simpelthen ikke er rigtigt.

-----

David Trads (f. 1967) er journalist, skribent og debattør og tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet, forhenværende udviklingsdirektør, Metro International.

Forrige artikel Johanne Dalgaard: Pernille Vermund gør afstumpethed til ideologi Johanne Dalgaard: Pernille Vermund gør afstumpethed til ideologi Næste artikel Flemming Chr. Nielsen: Skats computersystemer er ramt af digital demens Flemming Chr. Nielsen: Skats computersystemer er ramt af digital demens
Et år efter valget skal EU-Parlamentet stadig finde sig selv

Et år efter valget skal EU-Parlamentet stadig finde sig selv

FOLKEMAGT: Det er nu et år siden, at europæerne rystede den politiske pose og sendte et nyt hold repræsentanter til Europa-Parlamentet. Men Brexit, corona og institutionelt fnidder har afholdt Parlamentet fra rigtig at finde sine ben.