Frederiksen vil tage dobbelt så mange penge fra hovedstaden som VLAK

København slipper billigere og Vestegnen vinder
Først og fremmest vil man bemærke, at den mest radikale VLAK-model tager, hvad der i 2020 svarer til knap en milliard kroner alene fra Københavns Kommune.

På papiret vil Socialdemokratiets udspil fjerne omkring 550 millioner fra København, men skal man sammenligne med VLAK-regeringens udgangspunkt, svarer det reelt til et minus på 700 millioner kroner.

Frank Jensen (S) slipper altså mere nådigt med S-regeringens udspil, men skal dog reelt af med flere penge, end samme udspil umiddelbart lægger op til.

Og mens en række socialdemokratiske kommuner på Vestegnen stod til et tab eller nogenlunde status quo med VLAK-regeringens mest vidtgående model, så står de samme kommuner nu til mærkbare gevinster.

Mest markant Ishøj Kommune, der med VLAK stod til at miste knap 60 millioner i 2020, men med S-udspillet står til en gevinst på over 30 millioner kroner. For den lille kommune svarer det til en forbedring på over to procent af det samlede beskatningsgrundlag.

Gentofte står til tab på halv milliard
Anderledes ser det ud for kommuner som Gentofte og Frederiksberg. Begge var blandt de største bidragsydere i VLAK-modellerne. Her skulle Gentofte aflevere op til, hvad der i 2020 svarer til 140 millioner kroner og Frederiksberg 90 millioner kroner.

De sammenlignelige tal for S-regeringens udspil er 450-500 millioner for Gentofte og 110-200 millioner for Frederiksberg. Og så er Rudersdal kommet med blandt hovedbidragsyderne med, hvad der samlet svarer til 250 millioner kroner.

Hos regeringen støttepartier er det formentlig en udvikling, man vil græde tørre tårer over.

Her vil man nøjes med at hæfte sig ved, at der er tale om kommuner, der trods deres nuværende store bidrag til omfordelingen på tværs af landet fortsat har landets laveste kommunale skattesatser.

For Venstre har det givetvis også betydning, at Socialdemokratiets udspil forvandler nordsjællandske ’provinskommuner’ som Gribskov, Frederikssund og Egedal fra nettomodtager til nettobidragsyder.

S-borgmestre vinder mest på nyt udspil
Mens der tegner sig et relativt klart billede af, hvilke kommuner Socialdemokratiet vil lade spytte mere i fælleskassen end VLAK, så er det omvendt mindre gennemskueligt, hvem der bliver de tilsvarende større modtagere.

Billedet i det øvrige land sløres af, at S-regeringens udspil tilfører 500 millioner kroner ekstra til knap 30 ’yderkommuner’ i primært Region Syddanmark og Nordjylland.

Til gengæld står det relativt klart, at Socialdemokratiets egne borgmestre er overrepræsenterede blandt dem, der får mest mere ud af S-regeringens udspil sammenlignet med VLAK’s mest vidtgående model.

19 af de 25 kommuner, hvor den nuværende regering lægger op til den største positive ændring målt i kroner sammenlignet med VLAK, er socialdemokratisk ledet. Og helt i top ligger København, Aarhus og Odense.

Omvendt har kun 8 ud af de 25 kommuner, hvor de tilsvarende tab er størst, en socialdemokrat som borgmester.

Det kan naturligvis både skyldes mulige skævheder i VLAK’s modeller og i Socialdemokratiets udspil. Eller en kombination af begge.

Bredt flertal kan gøre Robin Hood mindre skeløjet
Udligningssystemets natur er at omfordeles fra mere velhavende til mindre velhavende kommuner.

Men det er samtidig en kendt sag, at ’Robin Hood’ har det med at skele på enten det venstre eller højre øje, alt efter hvem der sidder i regeringskontorerne, når systemet ændres.

Det behøver ikke kun at handle om rene partiegoistiske hensyn, men kan også skyldes, at forskellige partier har blik for forskellige problemer og prioriterer ud fra forskellige ideologiske grundholdninger.

Aktuelt hersker der imidlertid en sjældent bred politisk konsensus om, hvilke grundlæggende skævheder der skal adresseres i udligningssystemet.

Retningen med yderligere omfordeling fra primært hovedstadsområdet og andre vækstregioner til strukturelt pressede yderkommuner kan alle fra Enhedslisten til Venstre og Dansk Folkeparti støtte op om.

Hvem der så skal afgive til hvem og hvor meget, er naturligvis det svære spørgsmål, som optimalt bør løses gennem politisk afvejning baseret på faglige overvejelser.

Selvom regeringen er kommet dårligt fra start i forsøget på at forhandle hen over midten, vil det derfor være en overraskelse, hvis ikke det lykkes at lande en bredt funderet aftale.