Fødevareerhvervet langer ud efter Forbrugerrådet

FØDEVARELOV: Både detailhandlen og fødevareproducenterne er fortørnede over Forbrugerrådets modstand mod den nye fødevarelov.
Niels Th. Dahl

Der er udbrudt et større slagsmål mellem det danske fødevareerhverv på den ene side og Forbrugerrådet på den anden side over den nye fødevarelov.

Både detailhandlens brancheorganisation Dansk Erhverv og fødevareproducenterne i DI Fødevarer retter således nu en voldsom kritik mod Forbrugerrådets høringssvar til lovforslaget, hvor rådet går imod de lempelser af fødevarekontrollen, fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) har foreslået.

"Dansk Erhvervs undersøgelse af fødevarekontrollen dokumenterer, at 70 pct. af bøderne i dag gives for papirarbejde, der ikke nødvendigvis har noget med fødevaresikkerheden at gøre. Forbrugerrådet mener, det er i forbrugernes interesse, at der er sure smileyer i vinduerne, som ikke har med fødevaresikkerheden at gøre. Det kan jeg simpelthen ikke forstå," siger fødevare- og forbrugerpolitisk chef i Dansk Erhverv Lone Rasmussen.

Flere glade smileyer
Fødevareministeren har foreslået at annullere den såkaldte nultolerance-instruks, der i snart to år har pålagt fødevarekontrollanterne at give en bøde, allerede første gang en fødevarevirksomhed overtræder en klar regel. Samtidig ønsker hun at reducere bødestørrelserne for de mindste virksomhederne.

Man kan ikke kontrollere sig til sikre fødevarer – det er derimod noget, man producerer.

Salima Benali
Konsulent i DI Fødevarer

Forbrugerrådet har imidlertid både i sit høringssvar og på Altinget | Fødevarer i sidste uge advaret mod ændringen. Rådets fødevarepolitiske medarbejder Sofie Krogh Holm mener, at nultoleranceplanen fra 2006 har været en succes, der bl.a. kan aflæses i, at der nu gives flere glade smileyer end før.

Dén konklusion afvises imidlertid skarpt af konsulent i DI Fødevarer Salima Benali:

"Man kan ikke kontrollere sig til sikre fødevarer - det er derimod noget, man producerer. I stedet for at fokusere på at straffe alt og alle for små, ubetydelige fejl, bør man bruge den faglige viden, fødevarekontrollen har, på at fremme fødevaresikkerheden. I dag tør virksomheder ikke kontakte fødevarekontrollen for at få vejledning, for i stedet kan de risikere at få en bøde," siger Salima Benali.

Men også flere bøder
Lone Rasmussen fra Dansk Erhverv anfægter også Forbrugerrådets opgørelse af de glade smileyer. Hun gør opmærksom på, at der ét år - nemlig i 2005, før nultoleranceplanen trådte i kraft - faktisk var flere glade smileyer end nu, og påpeger, at der i dag bliver givet flere bøder end tidligere:

"Hvis man endelig skulle bruge den måde at argumentere på, kunne man lige så godt sige, at tingene nu er blevet meget værre, fordi der bliver givet 2,6 pct. flere bøder end før. Men det viser bare, at Forbrugerrådets argumentation slet ikke hænger sammen," siger Lone Rasmussen.

DI Fødevarer opfordrer politikerne til at genindføre en så fleksibel kontrol som muligt:

"Politikerne bør holde sig til at lovgive og lade fødevaremyndighederne håndhæve lovgivningen i stedet for i detaljer at fastlægge firkantede regler for, hvordan kontrollen skal opføre sig, og stille uforenelige krav til myndighederne. Det låser kontrollen," siger Salima Benali.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lone Rasmussen

Sekreatariatschef, Trafikselskaberne i Danmark
cand.scient.pol. (1992), kandidat i virksomhedsadministration (2019)

Eva Kjer Hansen

Direktør, Dialog mod Vold, AskovFonden, vicepræsident for ALDE (Alliancen af Liberale og Demokratiske partier i Europa) 2023-, fhv. minister og MF (V)
journalistisk tillægsuddannelse (DJH 1991), cand.polit. (Københavns Uni. 2012)

0:000:00