Står til nyvalg: Sofie Carsten Nielsen

NYVALG: Hver uge året ud portrætterer Altinget.dk en folketingskandidat, vi forventer valgt næste gang. Sofie Carsten Nielsen (R) vil prioritere udgifter på sundhedsområdet.
Foto: Camilla Schiøler

Folketingsvalget nærmer sig, og gennem prognoser og analyser bringer Altinget | Christiansborg hver måned en oversigt over, hvem redaktionen forventer valgt.

Traditionen tro er der optræk til, at omkring en tredjedel af de nye folketingsmedlemmer vil blive indvalgt for første gang. Uanset hvornår valget kommer, betyder det politisk entré på den store nationale scene for en række mere eller mindre uprøvede parlamentarikere.

Altinget.dks Thomas Schjønning har udvalgt og kort portrætteret ti af de folketingskandidater, der står til nyvalg. De kommer fra vidt forskellige kredse med vidt forskellige bud på fremtidens Danmark. Fælles for dem er kun viljen til valg. Vi bringer et portræt hver lørdag på Altinget.dk frem til nytår. God læsning.

Redaktionen

Fakta

CV
Født i 1975.
Medlem af Radikale Venstres hovedbestyrelse siden 2004.
Spidskandidat til europaparlamentsvalget for det Radikale Venstre i 2009
Politisk fagchef i Ingeniørforeningen
Souschef i Ligestillingsafdelingen, Beskæftigelsesministeriet 2007
Fuldmægtig i Ligestillingsafdelingen, Socialministeriet 2004 - 2007
Politisk konsulent i Europa-Parlamentet for Det Radikale Venstre fra 2002 - 2004
Cand.scient.pol. fra Københavns Universitet i 2002
Master i europæisk politik og administration fra Europakollegiet i Brügge, Belgien i 2001.


Kilde: Altinget.dk


Af Thomas Schjønning 

Et offentligt sundhedssystem, hvor man prioriterer klart i forhold til de udfordringer, man står overfor og ikke er bange for at nedprioritere områder, der er for dyre i forhold til udbyttet. Det er en af Sofie Carsten Nielsens (35) væsentligste mærkesager.

"Jeg vil have sundhedssystemet op på et andet niveau, hvor vi kan snakke om prioriteringer. Det er måske nok for nørder, men det er vigtigt, at vi foretager nogle klare valg," siger hun, der opstiller i Gentofte.
 
Reformer, reformer, reformer
Den holdning til sundhedsområdet skal ses i lyset af hendes overordnede ambition om reformer af den danske nationaløkonomi.

"Den meget overordnede dagsorden for mig er økonomien. Vi skal simpelthen have genoprettet økonomien, for ellers har vi ikke råd til de helt konkrete ting som sundhed, uddannelse, at tage vare på socialt udsatte, og at gøre noget for vores børn i daginstitutionerne."

Ved hvad jeg taler om
Sofie Carsten Nielsen vurderer, at bl.a. hendes erfaringer som spidskandidat til Europa-Parlamentet stiller hende godt i forhold til arbejdet i Folketinget. Men hun lægger også stor vægt på sine 10 års erfaring fra arbejdsmarkedet.

"Jeg har arbejdet i ministerier, og nu arbejder jeg i en interesseorganisation (politisk fagchef i Ingeniørforeningen, red.). Jeg har beskæftiget mig med en meget bred vifte af politiske emner - også i dybden. Så jeg ved godt, hvad jeg taler om."

Jeg vil have sundhedssystemet op på et andet niveau, hvor vi kan snakke om prioriteringer. Det er måske nok for nørder, men det er vigtigt, at vi foretager nogle klare valg.

Sofie Carsten Nielsen (R)
Folketingskandidat

Favorit - men ikke sikker
De Radikale skal i følge Altinget.dks opgørelse bare have syv mandater, for at der falder et mandat til partiet i Københanvs Oegns Storkreds, hvor Sofie Carsten Nielsen altså er opstillet.

I en analyse af sammensætningen af den radikale folketingsgruppe efter valget skriver Altinget.dks Niels Th. Dahl i en artikel i Altinget | Christiansborg:

"Mulige vindere af mandatet inkluderer det siddende folketingsmedlem Anne Marie Geisler Andersen, tidligere Europa-Parlaments-spidskandidat Sofie Carsten Nielsen, byrådsmedlem Marie-Louise Andreassen og viceborgmester i Høje-Taastrup Nadeem Farooq.

Som svag favorit til at vinde Københavns Omegn står dog indtil videre Sofie Carsten Nielsen. Sofie Carsten Nielsen var en kortere overgang mellem 2005 og 2007 folketingskandidat for De Radikale i Indre By, men fik sin første egentlige politiske platform ved Europa-Parlaments-valget i 2009, hvor det lykkedes hende at slå partiets siddende parlamentariker Johannes Lebech i kampen om spidskandidaturet. Sofie Carsten Nielsen blev ikke valgt, men gjorde generelt et godt indtryk i valgkampen."

EU eller Danmark?
Det var som spidskandidat til Europa-Parlamentet i sommeren 2009, at Sofie Carsten Nielsen for alvor fik taletid i de landsdækkende medier. Og orienteringen mod det europæiske samarbejde er da også et af grundelementerne i hendes politiske verdenssyn.

Det europæiske fokus har også præget hendes valg af uddannelse. Foruden at være uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet har hun en mastergrad fra Europakollegiet i Brügge.

Og hvis man spørger hende, om hun føler sig mest dansk eller europæisk, lyder svaret da også, at hun ganske enkelt ikke ser nogen konflikt imellem de to identiteter, og at hun ikke kan pege på det ene frem for det andet.

Dokumentation

Det elsker Sofie Carsten Nielsen:

Jeg elsker fremskridt og den danske sommer. Østers og hjemmelavet leverpostej. Åbne grænser og skrappe krav om, at alle der kan arbejde, skal forsørge sig selv. Danmark og Europa. Bløde børn og høj musik. Og jeg elsker at forandre noget sammen med andre. Så jeg ville elske, hvis du støttede kampagnen for et åbent og reformparat Danmark.

Politikere: Barack Obama, Hillary Clinton, Aung San Suu Kyi, Uffe Ellemann-Jensen, Steen Gade, Margrethe Vestager.

Citater:
"Change will not come if we wait for some other person or some other time. We are the ones we've been waiting for. We are the change that we seek." (Barack Obama)

Bøger: A Room of One's Own af Virginia Woolf, Creme Fraiche af Susanne Brøgger.

Tv-serier: The Wire, Six Feet Under, West Wing, Dexter, MadMen.

Helte/heltinder: Robert Schuman, Jacques Delors, Madeleine Allbright, min mormor.

Børn: Gustav og Villads.

www.sofiecarstennielsen.dk 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sofie Carsten Nielsen

Underdirektør, DI Biosolutions
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2002), MA i europæisk politik og administration (Brügge, Belgien, 2001)

0:000:00