Rejsehold: Politikerne skal træde et skridt tilbage

EFTERSYN: Rejseholdet har netop taget hul på sit eftersyn. Skolen skal have fleksible rammer, hvis vi skal have verdens bedste folkeskole, siger formand Jørgen Søndergaard.
Jørgen Søndergaard og rejseholdet tog torsdag fat på deres eftersyn af folkeskolen. De startede på Amager Fælled Skole.
Jørgen Søndergaard og rejseholdet tog torsdag fat på deres eftersyn af folkeskolen. De startede på Amager Fælled Skole.Foto: Pressefoto
Kristian Aaskov Nielsen

Politikerne har en umindelig lyst til at kloge sig på, hvor mange timer der præcist skal være til hvad. Men de er nødt til at træde et skridt tilbage, hvis de vil have den 'deal' med skolerne, at det er deres ansvar at lave en bedre folkeskole.

Jørgen Søndergaard
Formand, Rejseholdet

I skolegården ligner Amager Fælled Skole enhver anden folkeskole. Sjippetovene er stadig et hit med det obligatoriske heppekor på sidelinjen, mens de store drenge skutter sig under deres store hættetrøjer i det råkolde martsvejr.

Men det var de indre linjer, som rejseholdet var kommet for at se nærmere på, da de torsdag under stor mediebevågenhed besøgte folkeskolen på Amager. Her skiller skolen sig nemlig ud fra andre.

Skolen har haft stor succes med sin ledelsesstil. Faglighed, trivsel og attraktiv skole. Det er tre indsatsområder, som skolen arbejder målrettet og succesfuldt med. Gennem en anerkendende lederstil og strategisk tænkning har skolen formået at skabe samling på skolen, som for år tilbage var inde i en tumult periode.

Alligevel blev formanden for rejseholdet Jørgen Søndergaard ikke overrasket ved besøget.

"På de store linjer har jeg ikke hørt noget, som jeg ikke vidste i forvejen. Men når man både kan se, høre og lugte, så får man jo en fornemmelse af, hvad det er, skolen har arbejdet med," siger Jørgen Søndergaard.

Hvad ser du som mulige politiske initiativer på baggrund af det, du ser her?

"Jeg er optaget af, hvordan vi kan skabe nogle rammer for folkeskolen, så den får mere incitament til at arbejde med sin egen udvikling. Hvis vi skal have en folkeskole i verdensklasse, så er det vigtigt, at hver skole er optaget af, hvordan vi når derhen. Ellers kan det ikke lade sig gøre.
Politikerne kan holde festtaler, men det konkrete arbejde skal ske på de enkelte skoler. Det interessante er, hvordan vi får skabt den gejst," siger Jørgen Søndergaard.

Skolerne skal blive en del af løsningen
På Christiansborg taler politikerne om mere målstyring frem for detailstyring. Mener du så også, at målene skal ligge ude på skolen?

"Ambitionsniveauet skal politikerne have lov til at sætte. Det er deres opgave. Men det er skolerne, der skal finde svaret på, hvordan de skal indfries. Jeg har sagt til politikerne på Christiansborg, at det er fint, de gerne vil have fokus på resultater. Men så skal de også slippe taget i skolerne. Politikerne har en stor lyst til at kloge sig på, hvor mange timer der præcist skal være til hvad. Men de er nødt til at træde et skridt tilbage, hvis de vil have den 'deal' med skolerne, at det er deres ansvar at lave en bedre folkeskole."

Vi ser flere steder præcist det modsatte. Eksempelvis nationale test, som er besluttet centralt fra. Skal de så væk?

"Det tror jeg ikke. Det er en del af et værktøj, som gør det muligt for politikerne og andre at få et billede af, hvordan det går med skolerne. Testen skal være måden, man måler resultaterne," siger Jørgen Søndergaard og forsætter:

"Til gengæld bør man minimere forskrifterne for, hvordan skolen skal indrettes. Rammerne skal være mere fleksible. Vi skal hellere se på, hvad der skal til, for at skolen får lyst og mulighed for at arbejde med sine egne kvaliteter," siger han.

Brug for økonomiske stabilitet
Flere skoler oplever, at de skal spare. Hvad betyder økonomien, hvis en skole er i en god udvikling?

"Der er ingen en-til-en sammenhæng mellem kvalitet og penge. Man kan godt forbedre kvalitet, selv om vi kommer ind i nogle økonomiske stramme tider - hvad vi jo gør. Nogen af de besparelser sker jo som et led i, at de er færre elever. Det er en uomgængelig konsekvens," siger han og forsætter:

"Når det er sagt, så er det uomgåeligt, at det vil gå ud over skolerne, hvis der kommer yderligere besparelser. Så bliver man mere fokuseret på, hvordan man løser de økonomiske problemer - lærermangel blandt andet. Det vil fjerne fokus på, hvordan man får skabt noget udvikling. Flere undersøgelser peger også på, at det er vigtig med nogenlunde ro omkring skolens ressourcer."

"Vi kan se livsnerven"
Hvad er det, I kan se, som politikerne ikke kan se inde fra Christiansborg?

"Det må tiden vise, men jeg har en forhåbning om, at vi kan få øje på forskellige ting. Det særlige ved os er, at vi er en blanding af folk, der følger skolen udefra, og andre, der kender den indefra. Når vi lægger fællesmængden af de iagttagelser sammen, så skule vi gerne komme tættere på det, som er livsnerven i folkeskolen. Det har politikerne sværere ved, fordi de naturligt også skal have den afstand," siger Jørgen Søndergaard.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jørgen Søndergaard

Emeritius, Vive, bestyrelsesmedlem, Den Danske Forskningsfond, senior fellow, Kraka, medlem af kommissionen, 2. generationsreformer
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1974)

0:000:00