Sebastian Mernild: Nej, klimaet har ikke fået det bedre under coronakrisen

Her i starten af 2021 er det tid til et tilbageblik på 2020. Et år, som vendte op og ned på vores hverdag – vores arbejds- og privatliv. Et år, der uden tvivl kan karakteriseres som annus horribilis. Et rædselsfuldt år!

Et år, hvor hverdagen fik en anden form – og hvor mange af os savnede den hverdag, vi kom fra. Som Dan Turell udtrykte det: "Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen". Året 2020 satte hverdagen i et andet perspektiv.

Men hvordan forholder det sig med klimaet, klimaekstremerne og de tendenser, vi har observeret i klimasystemet, nu når verden har været lukket delvist ned, og hverdagen er anderledes end den, vi kendte til før 2020? Kan vi ligefrem tale om, at klimaet har fået det bedre under krisen? Og hvordan vil det blive klimamæssigt, når vi atter vender retur til hverdagen?

Svaret er enkelt: Nej, klimaet har ikke fået det bedre under coronakrisen i 2020! Ej heller de afledte effekter af et varmere klima.

Vi står i dag i en situation, hvor klodens middeltemperatur i 2020 ifølge EU’s Copernicus Climate Change Service blev det varmeste år målt på kloden siden 1880, på niveau med 2016. Dette til trods for forekomsten af La Niña i Stillehavet – et havatmosfærefænomen, der normalt køler middeltemperaturen ned i en periode.

Og hvor det seneste årti på kloden er det varmeste målt tilbage til 1880. Den globale middeltemperatur er steget cirka 1,2 grader siden 1880 og er frem til i dag steget ti gange hurtigere end tidligere set over de seneste 22.000 år.

Historien viser, at vi efter en global krise kommer ud med endnu højere udledninger, end før krisen satte ind.

Sebastian Mernild

Vi er fra årsskiftet trådt ind i en ny klimanormalperiode. Inden da sammenlignede vi klimaforandringerne mod klimanormalen 1961 til 1990, men nu mod normalperioden 1991 til 2020.

Klimanormaler bruges som en fælles referenceramme til at sammenligne ændringer i klimaet fra tidligere perioder og til i dag samt mod det forventede fremtidige klima. Dette gøres kloden rundt og beregnes i alle lande for at kunne sammenligne værdier for eksempel mellem landene.

For Danmarks vedkommende ved vi, at temperaturen er steget over tid – omkring 1,4 grader siden 1880 – hvor et eksempel i forhold til klimanormalen viser, at middeltemperaturen alene for december måned er steget 1,2 grader i gennemsnit mellem 1961–1990 og 1991–2020.

For Danmarks vedkommende ved vi, at 2020 blev det næstvarmeste år, siden vejrmålingerne blev indledt i 1874, dog kun 0,1-0,2 grad lavere end årsmiddelvarmerekorden fra 2014.

For Danmarks vedkommende blev der ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) sat ikke mindre end 22 rekorder i 2020, hvor de fleste var varmerekorder og rekorder for meget lidt sne, is og frost.

En stor del af rekorderne forekom i første halvdel af året – aldrig har det været så varmt i januar, aldrig har vi haft så varm en vinter, aldrig har det været så vådt i februar, og aldrig har solen skinnet så meget i foråret.

Omvendt fik december kun lidt solskin og blev den mørkeste set i et perspektiv på 60 år. Faktisk var der i 2020 ikke et eneste isdøgn – et isdøgn er defineret som et helt døgn, hvor temperaturen er under frysepunktet.

Uden for Danmarks grænser er der også målt varme temperaturforhold i 2020.

For hele Europas vedkommende blev det varmeste år målt netop i 2020. Det samme gør sig gældende for Norge. Over de arktiske landområder, nord for 60 grader nord, var 2020 det næstvarmeste år målt til dato.

Dette kombineret med ekstraordinært varme lufttemperaturer i forårsmånederne over Sibirien, hvor de højeste temperaturer målt nord for polarcirklen – siden 1885 – fandt sted. I et område, hvor kulden normalt er mere udslagsgivende end varmen.

Disse temperaturforhold resulterede i en rekordlav sneudbredelse i hele den eurasiske del af det arktiske område set i et perspektiv på 54 år.

Også havtemperaturerne i Arktis var varmere end gennemsnittet, specielt i august, hvor havtemperaturerne var ekstraordinært høje. Som en konsekvens var havisudbredelsen i september 2020 den næstlaveste siden 1979, kun overgået af den rekordlave udbredelse i 2012.

Selv for indlandsisen blev der i perioden fra september 2019 til august 2020 bestemt et stort istab – et istab, der var større end det årlige gennemsnitlige tab set over perioden 1981 til 2010.

De mange illustrerede eksempler og forandringer specielt i temperatur- og havisforhold i Arktis er bekymrende, netop fordi disse forandringer forventeligt er roden til efterfølgende og yderligere forandringer på tværs af det arktiske område med link til vore breddegrader.

Blandt ekstremhændelserne i 2020 kan yderligere nævnes en ualmindelig atlantisk orkansæson, langvarig tørke i den sydlige del af Afrika og på Madagaskar samt oversvømmelser i Indien og Bangladesh. Det kan ikke udelukkes, at de omtalte eksempler og forhold kan være et udtryk for tilfældigheder i klimasystemet.

Og selv om det statistisk har været svært at fastslå, om enkelte vejrhændelser var direkte afledt af klimaforandringer, så er det vist, at mange af begivenhederne, der fandt sted i 2020, havde været mindre sandsynlige og endog umulige uden den igangværende opvarmning af vores atmosfære-jord-system.

For at vende retur til et af de indledende spørgsmål om, hvordan det vil blive klimamæssigt, når vi post-corona atter vender retur til hverdagen, da vil mange af hændelserne forventeligt følge de tendenser, vi har set i klimasystemet over adskillige årtier:

Stigende CO2-udledninger og CO2-koncentration i atmosfæren, stigende globale middeltemperaturer inklusive øget opvarmning af Arktis, en aftagende havisudbredelse, et stigende istab fra indlandsisen, et stigende globalt havniveau, med videre.

Dette til trods for, at coronanedlukningen har medført, at der i 2020 blev reduceret syv procent i de globale CO2-udledninger i forhold til 2019-niveauet (som er året, hvor der globalt set blev udledt mest CO2 til atmosfæren).

En reduktion på syv procent i de globale CO2-udledninger svarer til en reduktion på kun 0,2 procent af den samlede sum af CO2-udledninger til atmosfæren siden 1950'erne og bringer verden tilbage på 2011-niveauet, når vi taler globale udledninger af CO2.

Medregnes summen af de globale CO2-udledninger endnu længere tilbage end 1950'erne – helt tilbage til industrialiseringens begyndelse – da vil tallet ikke være 0,2 procent, men endnu mindre.