
Henrik Bjerre-Nielsen var fra 2008 og frem til 2021 direktør for Finansiel Stabilitet, der restrukturerer eller afvikler nødlidende finansielle virksomheder.
Helt frem til 1. april i år stod Henrik Bjerre-Nielsen til rådighed for ledelsen i Finansiel Stabilitet. Hans pensionsalder, hvor han havde planlagt at få skrevet sine erindringer, blev dermed uendelig kort, for nu er han død, kun 67 år gammel.
Henrik Bjerre-Nielsen ville som ung egentlig være diplomat, amatørarkæolog eller forsker, men endte i 1980 som cand.polit. Samme år blev han ansat på en midlertidig kontrakt som økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, hvor den senere finansminister Mogens Lykketoft var chef.
Herefter blev han i 1982 økonomisk konsulent i LO (i dag FH) – i perioden 1991 til 1994 med titel af afdelingsleder. Han blev i starten af sin karriere ligefrem kaldt "Nyrups sekundant", fordi han i LO overtog en del af den daværende cheføkonom Poul Nyrup Rasmussens opgaver, da den senere statsminister blev direktør i Lønmodtagernes Dyrtidsfond.
Så skiftede Henrik Bjerre-Nielsen for første gang spor og blev vicedirektør i Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) og Investeringsfonden for Østlandene (IØ) fra 1994 til 1996.
Siden slog hans karriere ind på den vej, den skulle fuldendes med: Direktør for Finanstilsynet fra 1996 til 2008 og administrerende direktør for Finansiel Stabilitet fra 2008 til 2021. Dermed sad han midt i orkanens øje under finanskrisen. Hér blev han kendt i en større offentlighed for en noget upopulær rolle som bankoprydder og frontfigur i de efterfølgende retsopgør mod ledelserne i krakbanker som Amagerbanken, Roskilde Bank og Capinordic.
Parallelt bestred Henrik Bjerre-Nielsen store tillidsposter – for eksempel som medlem af forretningsudvalg og bestyrelse for Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), 1986 til 1994, og for Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), 1986 til 1994. Henrik Bjerre-Nielsen blev derved dybt involveret i at udvikle dét, alle i dag kender som de kollektive arbejdsmarkedspensioner.
Han var tillige blandt andet formand for Committee of European Insurance and Occupational Pension Supervisors (Ceiops) fra 2003 til 2007 og sad i bestyrelsen for PensionDanmark, Pensionsforsikringsaktieselskab og PensionDanmark Holding i årene 2011 til 2014.
Hjerteproblemer
Gennem tiden havde Henrik Bjerre-Nielsen oplevet hjerteproblemer og faldt for nogle år siden sammen med hjertestop i Fælledparken i København kort før mål under en DHL-stafet og måtte genoplives.
"Jeg er jo sådan en rigtig økonomtype, der tæller de positive dage. Dem er der heldigvis flest af. Men jeg lever i fuld erkendelse af, at jeg er syg og skal passe på mig selv," sagde Henrik Bjerre-Nielsen sidste år til mediet FinansWatch.
Henrik Bjerre-Nielsen, hvis interesser var jagt og bøger, var Ridder af første grad af Dannebrog. Han efterlader sin kone siden 1995, direktør i Danmarks Bridgeforbund Charlotte Fuglsang, to sønner og en datter samt fem børnebørn.
Bisættelsen finder sted fra Vedbæk Kirke torsdag 28. juli 2022 klokken 11 med efterfølgende mindesamvær på Hotel Marina, ligeledes i Vedbæk.
Omtalte personer
Emner i denne artikel
Indsigt
Lisbeth Knudsen73 årI dag
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Niras, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter, Foreningen TjekDet, Medlem af bestyrelsen, Velux Fonden, Sjællandske Medier og Health Tech Hub Copenhagen.
Leif Gjørtz Christensen75 årI dag
Fhv. kommunalbestyrelsesmedlem (EL), Odder, fhv. direktør, Viborg Kommune (2009-14)
Simon Richard Nielsen50 årI dag
Ansv. chefredaktør, B.T. og Euroinvestor
- B 12 Folketingsbeslutning i henhold til grundlovens § 47 med hensyn til statsregnskabet for finansåret 2024 (Folketinget)Fremsat
- L 2 Lov om tillægsbevilling for finansåret 2025 (Finansministeriet)Fremsat
- B 93 Etablering af kursusordning for private til nedtagning af asbestholdige tage (Beskæftigelsesministeriet)Fremsat
- Lars Aagaard og Samira Nawa begravede stridsøksen. Men en bibel mindede alle om det gamle drama
- Tårerne flød, da Engel-Schmidt forlod Kulturministeriet og tog sine gode forbindelser med
- Tre dage med Samira Nawa: Et godt råd fra chefen, en bredside fra Pia K. og de første sager på ministerbordet
- Bertel Haarder: Det er tæt på blasfemisk at kalde det firkløverregeringen
- Mette Frederiksen har valgt sin foretrukne arvtager, lyder analysen. Danskerne er langt fra overbeviste



































