1 A: Martin Henriksens nye pamflet er helt elendig og ufokuseret. Kun én ting gør, at den ikke får 0 A'er
Martin Henriksens nye båndudskriftspamlet er lige så ustruktureret og fortumlet, som Nye Borgerlige fremstår. På trods af, at bogen kun er på 112 sider, keder man sig bravt på grund af de uendeligt mange gentagelser og tåkrummende spørgsmål, skriver Poul Madsen.
Poul Madsen
Kommunikationsrådgiver og kommentator, podcastvært, foredragsholder og forfatter
Man må beundre Martin Henriksens (NB) tilsyneladende ukuelige optimisme. Han har overtaget et konkursbo, hvor folketingsgruppen har forladt skuden og taget pengene med.
Og som om det ikke var slemt nok, så har partistifteren Pernille Vermund taget alle vælgerne med over til Liberal Alliance, så meningsmålingsinstitutterne knap nok er i stand til at måle, at nogen vil stemme på Nye Borgerlige i Henriksens nye version.
Alligevel mener Henriksen, at han både er den rette mand til at redde Nye Borgerlige og borgerligheden.
I en ny debatbog 'Uden kamp – ingen sejr' kommer Martin Henriksen med det, han selv ser som den entydige løsning for os danskere.
At kalde det en bog er måske lige i overkanten. Den er lige så liden, ustruktureret og fortumlet, som Nye Borgerlige fremstår lige nu.
Poul Madsen
En rodet omgang
At kalde det en bog er måske lige i overkanten. Den er lige så liden, ustruktureret og fortumlet, som Nye Borgerlige fremstår lige nu. 'Uden kamp – ingen sejr' virker som 112 siders båndudskrift af en god frokost mellem to venner og indeholder en række uimodsagte ligegyldigheder i en komplet forvirret indpakning.
Medforfatteren Thomas Wivel lægger i forordet ikke engang skjul på, at det der med at redigere og stille opfølgende og kritiske spørgsmål, det er ikke noget, han bruger: "Min opgave er at viderebringe Martins visioner i et demokratisk oplysende formål. Det er hermed gjort. Jeg har valgt at disponere materialet i det flow, der opstod i vores samtaler."
Man ser det for sig. De er nu nået til de lune deller, og selvom Martin gentager de samme pointer som under silden, så kommer de med. For sådan var "flow'et."
Så på trods af, at bogen kun er på 112 sider, keder man sig bravt på grund af de uendeligt mange gentagelser. Allerede på side 59 får vi for tredje gang at vide, at Martin Henriksen mener, at de første 200.000 kroner, vi tjener, skal være skattefrie.
Tåkrummende spørgsmål
Bogen er bygget op som spørgsmål/svar. Spørgsmålene er som regel en mellemting mellem leflende og tåkrummende pinlige. Lad os lige tage et par eksempler.
Wivel spørger: "Så du tænker også strategisk?" Det ville have været stærkt opsigtsvækkende, hvis Martin Henriksen havde svaret nej.
"Er der for meget bureaukrati og for lidt demokrati i det her land?" Her på side 72 vil jeg skyde på, at Martin Henriksen mindst ti gange har tordnet mod bureaukratiet, levebrødspolitikerne og det, han ser som "den politiske adel, der har nok i sig selv."
I Martin Henriksens egne øjne er han folkets stemme, der gør op med den indspiste politiske verden, og han ser intet problem i selv at være en del af den verden, han synes, der er så uendelig forkert: "De største forbrydere findes på Christiansborg," og: "En politiker ved du aldrig helt, hvor du har."
Bogen er bygget op som spørgsmål/svar. Spørgsmålene er som regel en mellemting mellem leflende og tåkrummende pinlige.
Poul Madsen
112 siders båndudskrift
Henriksen har altid været en mester til slagkraftige one-lineres. Det var det, der gjorde ham kendt, dengang han var en af de toneangivende Dansk Folkepartister, og det er stadig en genre, han mestrer.
Henriksen vil i øvrigt ikke rigtigt tale om Dansk Folkeparti, men gør det så alligevel en smule, og Wivel gør intet for at gøre de løsrevne angreb på de tidligere partifæller interessante. Og det er blandt andet det, der gør de 112 siders båndudskrift så uendeligt kedsommelige.
Et andet sted, da det gælder kristendommen, som åbenbart betyder utroligt meget for Nye Borgerlige i Henriksens konkursversion, kommer Martin Henriksen selv ind på, at partiet skam sagtens kan rumme ateister.
"Det må folk selv om," som han siger. Men kan Nye Borgerlige også rumme muslimer? Det spørgsmål får han aldrig.
Woke, Pride og LGBTQ+ skal forbydes, og der skal værnes så meget om kernefamilien, at alle skal have lov til at få et våben og bruge det, hvis nogen bryder ind i vores hjem. "Slotsreglen," kalder Henriksen det.
Tæt på nul A'er
På det økonomiske plan er Martin Henriksens løsning såre enkel. Staten skal bruge færre penge, så man ikke behøver opkræve så meget skat. Hvad der ikke skal bruges penge på, henstår i tågerne, som så meget andet i Henriksens fatamorgana af et revitaliseret Danmark.
På ét punkt er Henriksen dog meget konkret. Danmarks skal have et hjemsendelsesministerium: "Antallet af muslimer skal reduceres med fem procent hvert år som en start. Det svarer til cirka 15.000 personer om året, og antallet skal lægges oveni det antal, som ellers ville være blevet udvist, eksempelvis afviste asylansøgere."
Mit bud er, at det bliver endnu sværere for meningsmålingsinstitutterne i fremtiden at finde mennesker, der vil stemme på Nye Borgerliges version Martin Henriksen.
Jeg er ikke i tvivl om, at der er en gruppe danskere, der mener som Martin Henriksen. Men båndudskrifterne fra samtalen med Thomas Wivel er ikke den affyringsplatform, der sender Henriksens afsted mod den brede højreorienterede folkebevægelse, han drømmer om.
Mit bud er tværtimod, at det bliver endnu sværere for meningsmålingsinstitutterne i fremtiden at finde mennesker, der vil stemme på Nye Borgerliges version Martin Henriksen.
Båndudskriftspamfletten er så elendig og ufokuseret, at den ikke burde have nogen A'er. Men den får ét, fordi Martin Henriksen èt enkelt sted rammer noget, som han i langt højere grad burde dyrke end al sin forvirrede og frastødende muslimbashing.
Det handler om ligestilling. Man bruger ifølge Henriksen "ligestillingskortet for at få flere kvinder ind på direktionsgangene. Det er sjældent, at ligestillingskortet bliver brugt til at få flere kvinder i arbejde som jord- og betonarbejdere." Her rammer han noget, som flere uden tvivl tænker, men få tør sige offentligt.