Vi lod de sociale medier og big tech løbe løbsk. Nu er vi ved at begå samme fejl med AI

Vi formåede ikke at sætte de nødvendige grænser i tide, da sociale medier og big tech for alvor slog igennem. Først nu forstår vi omfanget af de negative konsekvenser, vi står med i dag.

Vi ser en stigning i mistrivsel og ensomhed, en voksende polarisering i samfundet, en udhuling af demokratiet og en digital kultur, hvor likes og følgere er blevet mål for status og succes.

Børn og unge fanges i en digital virkelighed, hvor deres opmærksomhed udnyttes fra en tidlig alder, og hvor fakta alt for ofte viger for følelser og hurtige reaktioner.

Det, der skulle have været en platform for fællesskab og viden, endte med at blive en motor for afhængighed og overfladiskhed.

Vi gav alle skolebørn iPads uden at tænke over, hvad de ville bruge dem til, hvilke platforme de ville havne på, og hvor afhængige de ville blive.

Det er ikke utænkeligt, at din chatbot i fremtiden taler med en anden persons chatbot, fordi I begge er for trætte eller travle til at tage samtalen selv.  

Niels Bertelsen

Alt dette skete i en periode i livet, hvor hjernen stadig formes, og hvor de dele af hjernen, der kobles til belønning og afhængighed, er særligt påvirkelige over for de dopamin-kick, som er indbygget i al digital scrolling.

Vi må ikke gentage den fejl med kunstig intelligens.

For den kommer med samme kraft og fart som sociale medier – og i hænderne på de samme aktører, der har gjort det til deres forretningsmodel at samle data og sælge viden om os til højestbydende. Og for at kunne sælge den viden, skal de fastholde vores opmærksomhed, gøre os afhængige og opsluge os fuldstændigt.

Samtidig er det vigtigt at anerkende, at AI også rummer store muligheder. Der er mange positive gevinster at hente – lettere adgang til viden og hjælp, støtte i hverdagen, personlig udvikling og et væld af værktøjer, der kan bruges kreativt, socialt og professionelt.

AI kan styrke menneskelig kapacitet, give nye muligheder og åbne døre for flere. Men det kræver, at vi samtidig tør stille krav og regulere, så udviklingen ikke løber løbsk.

De data, som AI-agenter og chatbots opsamler, vil med tiden være så præcise og omfattende, at de i de forkerte hænder kan bruges til at manipulere og påvirke enhver. Og erfaringerne viser, at hvor der ikke er regulering, havner magten ofte i hænderne på dem, der ikke handler i offentlighedens interesse. 

Det er næppe sandsynligt, at AI vil blive brugt til at skåne vores opmærksomhed eller styrke vores sociale relationer.

Snarere det modsatte. Hvis vores primære samtalepartner er en AI, der altid siger det, vi gerne vil høre, og som aldrig siger os imod, risikerer vi at miste den menneskelige mangfoldighed, som et sundt demokrati er afhængigt af.

Derfor har vi travlt. Vi har ikke tid til at vente på undersøgelser og dokumentation, der først om ti år kan bekræfte det, vi allerede kan forudse nu.

Det er en lektion, vi burde have lært af de sidste 10-15 år. Vi kunne have tænkt os til de konsekvenser, vi først nu begynder at måle og forstå.

Men vi gjorde det ikke. Og nu ser vi konsekvenserne i statistikker, rapporter og i unges trivsel.

Det frie og ansvarsløse dataforbrug, som sociale medier og techgiganter har stået for, har vist sig at være en tung byrde for samfundet – især når virksomhederne bag er fritaget for ansvar gennem love som den amerikanske sektion 230.

Vi skal vide, hvad der sker med vores data, hvem der bruger dem og til hvilket formål. Først da kan vi bruge AI på en måde, der skaber værdi, støtter mennesker og forbedrer livskvaliteten.  

Niels Bertelsen

Så vi må stille os selv det spørgsmål: Skaber det et sundere og mere menneskeligt samfund, når vores nærmeste fortrolige og rådgiver er en AI-chatbot? Når vores samtaler bliver ført af en digital agent i stedet for os selv?

Det gør det næppe – medmindre vi sikrer, at AI altid bruges med en vis afstand til den virkelige verden.

Vi skal vide, hvad der sker med vores data, hvem der bruger dem og til hvilket formål. Først da kan vi bruge AI på en måde, der skaber værdi, støtter mennesker og forbedrer livskvaliteten.

Det kræver ansvar. Det kræver, at vi ikke ukritisk udstyrer børn med skærme, men i stedet underviser dem i, hvad teknologien kan – og ikke kan.

Vi skal sikre forståelse og regulering, så ingen behøver frygte manipulation eller udnyttelse.

Det ansvar starter tidligt.

I hjemmet. I skolen. Ved spisebordet. Og i den politiske debat. Og det skal starte nu – ikke om ti år.