Departementschef: Ny bog om den danske lovmaskine bygger i for høj grad på enkeltsager og anekdoter

Embedsfolkenes arbejde er til enhver tid politisk farvet

Morten Jarlbæk Pedersens overordnede anbefaling er, at produktionen af nye regler skal udstyres med nogle slæbeankre, der sætter hastigheden ned og eftertænksomheden op.

Flere procedureregler for lovbehandlingen i Folketinget, en styrkelse af oppositionen gennem forskellige vetorettigheder for mindretal, et øget retligt ansvar for politikere og embedsmænd, et politisk neutralt embedsapparat med en mere snæver faglig rolle og henlæggelse af konsekvensanalyser, høringer og evalueringer til en uafhængig instans.

I det følgende vil jeg kigge lidt nærmere på det, jeg har mest forstand på, nemlig embedsapparatets rolle i regelproduktionen.

For Morten Jarlbæk Pedersen er det et kerneproblem:

“At vi her i landet vedvarende bilder os ind, at embedsapparatet er neutralt. Det er det nemlig ikke, og derfor har de ansatte deri heller ikke altid en entydig interesse i at sikre gennemarbejdet lovgivning.”

Jeg ved ikke, hvem "vi" er i denne sammenhæng, for de autoriserede kilder, herunder diverse betænkninger og Kodex VII, siger noget andet.

Embedsfolkene skal være partipolitisk neutrale. Det er en forudsætning for, at de kan arbejde for forskellige regeringer.

Hans hovedtese – at vi får bedre regulering ved at have (endnu) flere procedureregler og andre former for friktion i systemet – synes jeg ikke, han løfter beviset for.

Jacob Heinsen
Departementschef, Transportministeriet

Men embedsfolkenes arbejde er til enhver tid politisk farvet, nemlig af den regering som de aktuelt arbejder for.

Forfatteren taler – i øvrigt på linje med DJØF – for at skille den politiske og den faglige rådgivning ad:

“Departementets rolle skal være meget mere snævert fagligt, og det skal man insistere på.”

Den politiske rådgivning skal så henlægges til små politiske kabinetter.

Forfatteren har den noget skæve opfattelse, at embedsfolkenes primære opgave er at sige nej. Det handler om, “hvor eftertrykkeligt man sparker igen, når ministeren har fået en mindre heldig eller måske endda ulovlig ide.”

Her bliver to helt forskellige situationer blandet sammen.

Embedsfolkene har pligt til at sige nej til en ulovlig idé. Det er derimod en ministers demokratiske prærogativ at træffe fagligt dårlige beslutninger.

Men det er selvfølgelig ikke ligefrem efterstræbelsesværdigt, og derfor er embedsfolkenes fremmeste opgave ikke at sige nej, men at arbejde for at ministerens politiske mål og det faglige grundlag kan gå op i en højere enhed.

Der kan jo findes forskellige måder at opnå de politiske mål på, og nogen er fagligt set bedre end andre. Det er, præcis hvad godt embedsmandsarbejde handler om.

Forfatteren er sværmerisk tiltrukket af teknokratiet

Modstykket til forfatterens mistro til embedsfolkene i departementer og styrelser er hans tro på "en uafhængig instans".

Konsekvensvurderinger, høringer og evalueringer bør ikke foretages af ministerierne, fordi de i hans perspektiv er politiske aktører med egne interesser, men af en tværgående, uafhængig instans.

Jeg er skeptisk.

Her ser han for det første bort fra, at det kræver rigtig meget faglighed at lave konsekvensvurderinger. På transportområdet kræver det et omfattende modelapparat for både trafik, miljøpåvirkning og samfundsøkonomi.

Og så kræver det ved anlægsprojekter viden om projektering og anlægsøkonomi samt konkrete feltundersøgelser af flora og fauna i en hel sæson.

Det er svært at se, hvordan en tværgående instans skulle have fagligheden til at håndtere det. I bedste fald vil man kunne gennemføre et review af ministeriets arbejde.

Morten Jarlbæk Pedersen forekommer undertiden sværmerisk tiltrukket af teknokratiet.

Jacob Heinsen
Departementschef, Transportministeriet

For det andet er der en betydelig risiko for, at den uafhængige instans får sine egne interesser og dermed godt nok er uafhængig, men ikke er uvildig og upartisk. Den uafhængige instans bliver således selv en politisk aktør, bare uden demokratisk mandat.

Upartiskhed kræver et omhyggeligt institutionelt set-up, sådan som vi kender det fra domstolene og på Transportministeriets område fra ekspropriationskommissionerne.

Men det er en vanskelig, ja, antagelig umulig position at opretholde for en instans, der er forudsat at indgå direkte som aktør i lovgivningsprocesserne.

Morten Jarlbæk Pedersen forekommer undertiden sværmerisk tiltrukket af teknokratiet. Han beundrer således Europa-Kommissionens teknokratiske aspekter, og i stedet for de danske styrelser foretrækker han agenturer, der ikke er direkte politisk ledede.

Jeg er ikke enig. Som jeg ser det, udgør den direkte politiske ledelse tværtimod en nødvendig modvægt til embedsapparatets uundgåelige teknokratiske tendenser. Danmark er i lighed med vore nabolande en demokratisk retsstat.

Men hvor betoningen i lande som Tyskland (og i øvrigt også i EU-systemet) ligger på "retsstat", så ligger den i Danmark på "demokratisk". På godt og ondt.

Er systemet virkelig så defekt?

De forslag, som Morten Jarlbæk Pedersen stiller til forbedring af regelproduktionen, har til formål at trække betoningen mere i retning af retsstat gennem flere procedureregler og uafhængige instanser, der skal begrænse regeringens og folketingsflertallets handlemuligheder.

Det er grundlæggende et politisk valg, og det handler et stykke hen ad vejen om værdier. Men det handler vel også om, hvad det giver af resultater.

På de sidste sider i tidsskriftet "The Economist" er der hver uge et opslag med nøgletal for alverdens lande. Uge efter uge kan man se, hvordan Danmark ligger i smørhullet med vækst i BNP, overskud på de offentlige finanser, lav arbejdsløshed og lav inflation.

Er systemet virkelig så defekt, når vi sammenligner med den virkelige verden og ikke med et teoretisk ideal?

Jacob Heinsen
Departementschef, Transportministeriet

Er systemet virkelig så defekt, når vi sammenligner med den virkelige verden og ikke med et teoretisk ideal?

For alt det, som Morten Jarlbæk Pedersen ønsker sig, det findes jo lige syd for grænsen: En fem gange så lang grundlov, et tokammersystem, en magtfuld forfatningsdomstol, et system af forvaltningsdomstole, en grundlovsfæstet finanspolitik og omfattende procedureregler for dette og hint.

Ville vi, hvis vi kunne, bytte med det tyske politiske system? Eller har det danske system ikke alligevel – på trods af sine utvivlsomme svagheder – samlet set været bedre til løbende at finde svar på udfordringerne i en foranderlig verden?

Ros til Morten Jarlbæk Pedersen for at tage spørgsmålet om kvaliteten i reguleringen op og for ambitionen om at komme næsten hele vejen rundt.

Men hans evidens bygger – ligesom den lovgivning han kritiserer – i for høj grad på enkeltsager og anekdoter. Og hans hovedtese – at vi får bedre regulering ved at have (endnu) flere procedureregler og andre former for friktion i systemet – synes jeg ikke, at han løfter beviset for.

Så det bliver til tre A'er.