Om  
Jørgen Gaarde
Frands Fischer

Skanderborgs borgmester går af

Jørgen Gaarde (S) går af som borgmester for Skanderborg Kommune. Han stopper samtidig som medlem af byrådet.

Michael Ellegaard

Jørgen Gaarde (S) har valgt at gå af som borgmester i Skanderborg Kommune. Det oplyser han i en skriftlig meddelelse på kommunens hjemmeside.

Borgmesterposten overtages af formanden for undervisnings- og børneudvalget i kommunen, Frands Fischer (S).

Ifølge Jørgen Gaarde har beslutningen været undervejs i et stykke tid. Og den har ikke været let at træffe.

"Det har været svært at træffe beslutningen, for det at være borgmester er noget helt særligt. Til gengæld er det også mærkbart, at jeg ikke bliver yngre, og at det kræver mere og mere at leve op til mine egne standarder for det at være borgmester og byrådsmedlem, hvor der skal være overskud til lange arbejdsdage og lange arbejdsuger. Det har været vigtigt for mig ikke at slække på arbejdsindsatsen frem mod i dag," skriver Jørgen Gaarde på kommunens hjemmeside.

Han forklarer, at afgangen er sket i forståelse med de partier, Radikale, SF og Enhedslisten, som støtter op om Socialdemokratiet på borgmesterposten i kommunen. De samme partier bakker op om Frands Fischer som ny borgmester i Skanderborg. Derfor er Gaarde også fortrøstningfuld på den kommende borgmesters vegne.

"Jeg er helt sikker på, at Frands Fischer med sin person og sin politiske og ledelsesmæssige baggrund vil kunne samle Byrådet, stå i spidsen for borgernes kommune og ikke mindst sætte sit præg på Skanderborg Kommunes fremtid," skriver Jørgen Gaarde, der samtidig er tilfreds med den tilstand, han overdrager kommunen i.

"Jeg er glad for at aflevere en af Danmarks mest fremgangsrige kommuner: Meget få ledige, stor befolkningsvækst, en sund økonomi, et blomstrende erhvervsliv, skolebyggeri på vej, nye børnehaver, nye plejehjem på vej og meget mere," siger den afgående borgmester.

Jørgen Gaarde forlader borgmesterposten og stopper som byrådsmedlem ved udgangen af marts.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jørgen Gaarde

Fhv. Borgmester (S), Skanderborg Kommmune
lærer (Marselisborg Seminarium. 1975)

Frands Fischer

Borgmester (S), Skanderborg Kommune
cand.scient. i idræt og statskundskab (Aarhus Uni. 2007)









0:000:00