Pressens adgang til ministrene, arbejdsgangene og selve forhandlingerne i Rådet for Den Europæiske Union er det nu blevet danske Preben Aamanns ansvar at varetage, da han er blevet ansat som ny pressechef for Rådet, som det hedder i daglig tale.
Det skriver Mandag Morgen.
Rådet, der består af repræsentanter for de 27 EU-landes regeringer, bliver af mange betragtet som en af EU's mest lukkede institutioner, og pressens adgang er mildt sagt begrænset.
Dén kutyme kender Preben Aamann særdeles godt, da han er et kendt ansigt i magtens korridorer i Bruxelles.
Fra 2014 til 2019 havde han jobbet som talsmand for Det Europæiske Råd, hvor stats- og regeringscheferne sidder, for daværende formand, Donald Tusk, og inden da bistod han hans forgænger, Herman Van Rompuy, med pressehåndtering.
Men Preben Aamanns EU-karriere startede endnu længere tilbage, i 2005, med et job som talsmand for den danske EU-repræsentation i Bruxelles. Siden da har han haft flere ansættelser i Bruxelles, heriblandt et job som strategisk planlægger for EU's udenrigstjeneste.
Som ny pressechef træder Preben Aamann ind i de allerøverste ledelseslag af Rådets sekretariat. Et sted, hvor man også finder en anden dansker, nemlig Rådets generalsekretær, Jeppe Tranholm-Mikkelsen.
Indsigt
- Dragsted fik baglandet med sig, men vejen er fyldt med landminer
- Dokumenter bekræfter kundeforhold mellem Forsvaret og omstridt tech-gigant
- Dragsted har baglandets støtte, men ikke alle ønsker en regering med Løkke
- Rød tænketank advarer partier om at give efter for Løkkes skattelettelser: Vil øge uligheden "voldsomt"
- Bag Nato-chefens smil lurer frygten for topmøde-bombe fra Trump












































