Anmeldelse af 
Adam Holm

Adam Holm: Per Stig Møllers nye bog har håndværket i orden, men mangler personlig indgravering

Per Stig Møller kigger fem store politikere fra det 20. århundrede efter i sømmene. Møller lægger vægt på individets rolle i historiske beslutninger. Bogen er solid og velskrevet, men savner nerve og aktuelt perspektiv, skriver Adam Holm. 

Per Stig Møller anlægger desværre ikke ’a personal view’, men holder sig i stedet til at referere stolpe op og ned. Det er dygtigt, men ærligt talt en anelse kedsommeligt, skriver Adam Holm om den tidligere udenrigsministers nye bog. 
Per Stig Møller anlægger desværre ikke ’a personal view’, men holder sig i stedet til at referere stolpe op og ned. Det er dygtigt, men ærligt talt en anelse kedsommeligt, skriver Adam Holm om den tidligere udenrigsministers nye bog.  Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Adam Holm
Icon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / Rating
Afgørende øjeblikke
Per Stig Møller
358 sider. 349,95 kr. Gyldendal

 

Det 20. århundredes historie, som hinsides enhver tvivl er menneskehedens blodigste og mest radikale århundrede – to verdenskrige, en kold krig, revolutioner, borgerkrige, imperiers sammenbrud, nye imperiers fremkomst plus det løse – er et resultat af individers handlinger og beslutninger. Eller passivitet og ubeslutsomhed.

Indrømmet, det er en banal konstatering, men det er på ingen måde en selvfølge, hvilken rolle individet skal tilmåles i skabelsen af de historiske processer. Er det de store ledere, som skubber historiens hjul fremad og sætter gang i forandringerne?

Eller er de påvirket af de strømninger, impulser og idéer – for ikke at tale om de materielle strukturer – som fandtes i den tid, de levede i? Svaret er ikke entydigt, men i de seneste årtier er individets betydning i historieskrivningen trådt stadig tydeligere frem i form af et væld af biografier og personcentrerede værker.

Giver mindelser om Kershaw

I fjor udgav den britiske historiker Ian Kershaw den fortræffelige bog Personality and Power. Builders and Destroyers of Modern Europe, som er en gennemgang af hvorledes 12 europæiske stats-og regeringsledere - fra Lenin til Kohl - på forskellig vis har haft afgørende betydning – god eller dårlig – for Europas nyere historie.

Nu kommer en dansk pendant, som giver mindelser om Kershaw, men med færre hovedpersoner og en mere vidstrakt geografisk ramme, nemlig Per Stig Møllers bog med den prægnante titel Afgørende øjeblikke.

Møller anlægger desværre ikke ’a personal view’, men holder sig i stedet til at referere stolpe op og ned

Adam Holm

I Møllers alder (f. 1942) skal man som regel skrive forhenværende ved titlerne, men den tidligere udenrigsminister (2001-2010) og folketingsmand (1984-2015), er en højst nuværende forfatter, som med korte mellemrum udsender den ene læseværdige bog efter den anden.

I 2019 udkom den fortrinlige Sommeren ’45. Fra overmod til mismod om de politiske og moralske dilemmaer i tiden fra Befrielsen og frem til oktobervalget i 1945, og i 2018 var han på banen med den fortsat stærkt anbefalelsesværdige debatbog De fire isbjerge om de demografiske, økonomiske, økologiske og demokratiske ’isbjerge’, vi som et andet Titanic risikerer at påsejle i indeværende århundrede.

Seneste knopskydning på det møllerske kundskabstræ er denne bog om fem af verdenspolitikkens mægtige mænd: Winston Churchill, Charles de Gaulle, Richard Nixon, Helmut Kohl og Nelson Mandela. Premierministre, præsidenter, kanslere, et par af dem endda Nobelprismodtagere. Statsmænd hver og en, nogle mere uplettede end andre, men med ét fælles træk: de gjorde en forskel på et kritisk tidspunkt.

Individets påvirkning af historiens gang

Hensigten i Møllers nye udgivelse, nøjagtigt som hos Kershaw med hvem han deler Churchill, de Gaulle og Kohl, er at beskrive individets påvirkning af historiens gang og slå fast at det facit, vi kender, ikke er stentavler, som er faldet ned fra himlen, men tværtimod frembragt gennem en blanding af slid, fornemmelser og det held, der følger den, som opsøger det.

Eller for at citere Møller selv: ”Der er meget, der skal gå op i en højere enhed, før man kan sætte sit præg på historien. Man skal have virkedriften, ville magten, vide hvorfor og med hvilket formål. Man skal være udholdende, for det meste af tiden har man i et demokrati netop ikke magten”.

Alle forskelle ufortalt, er de fælles om at have udmærket sig ved at skulle træffe store beslutninger under et massivt pres, beslutninger, der rækker et godt stykke ud over det, vi andre skinbarlige sjæle almindeligvis må forholde os til: Krig, kaos, sammenbrud, national genforening og forsoning.

Det kræver en leder, der formår at læse den givne situation korrekt. Også selv om ens nærmeste rådgivere og politiske kampfæller, for ikke at tale om den folkelige opinion, måske er af en anden overbevisning. 

Der er for så vidt ikke noget i vejen med fremstillingen, som til overflod krydres af litteraten Møllers uafladelige referencer til skønlitteraturens klassikere, men det er måske netop det, der er i vejen

Adam Holm

Det kan samtlige af de portrætterede istemme: Churchill ville stække Hitler på et tidspunkt, hvor ledende britiske politikere, premierminister Neville Chamberlain og udenrigsminister lord Halifax i særdeleshed, anså en sådan tilgang for at være konfrontatorisk og krigsopviglende;

De Gaulle, hvis tårnhøje skikkelse stod mål med hans selvanseelse, mente at inkarnere Frankrigs skæbne og fik i kraft af sin vedholdende tro på kampen mod Nazi-Tyskland placeret sit hårdt prøvede land på den rette side af Historiens kridtstreg;

Nixon fik skabt en værdifuld kontakt til Maos Kina og forstærket afstanden mellem Beijing og Moskva. Et sjældent diplomatisk mestertræk;

Kohl demonstrerede stor tæft ved DDR-regimets sammenbrud og formåede at forene modstridende såvel nationale som internationale interesserer til en tysk genforening; 

Mandela var forståeligt opbragt efter 27 års indespærring, men han evnede at sætte nationens interesser for at få afviklet Sydafrikas racistiske apartheid-system over sin egen følelse af uretfærdighed.

Læs også

De konfektædende masser

I ingen af de tilfælde, som Møller beskriver, kan man sige, at det endelige resultat – Storbritannien holder stand, Frankrig består, Kina vender Sovjetunionen ryggen, Tyskland bliver samlet og Sydafrika undgår borgerkrig – var givet på forhånd.

Det er naturligvis ikke kun de pågældende lederes fortjeneste, hvilket Møller gør opmærksom på ved blandt andet at pege på, at det kan være en fordel at have ”velfungerende og velorienterede Udenrigsministerier”.

Bag beslutningerne ligger magtkampe, institutionel konkurrence og personlige modsætninger. Den side af sagen får Møller bedst frem i kapitlerne om Nixon og Kohl. 

Møller skriver flydende om særdeles velkendte skikkelser. Der er for så vidt ikke noget i vejen med fremstillingen, som til overflod krydres af litteraten Møllers uafladelige referencer til skønlitteraturens klassikere, men det er måske netop det, der er i vejen; den beskriver ikke andet end det allerede kendte. 

Det er, med forlov og for at citere en gammel vejleder fra historiestudiet på Københavns Universitet, en bog henvendt til "de konfektædende masser".

Uanset, at det er god latin for en anmelder at forholde sig til det, der står på tryk og ikke alt det, man kunne ønske stod at læse, må det være tilladt med et hjertesuk. 

Mangler kobling til egen tid

Den britiske historikernestor John Keagan sagde meget rammende, at ”history is ultimately a personal view”; der ikke én historie, men adskillige, og historikeren må derfor vælge og sortere i kilder og eksempler på baggrund af et personligt afsæt.

Det havde været velgørende med en diskussion af, hvorfor der ikke indgår nogen kvinder i heltegalleret. Og det havde også været en berigelse med inddragelse af ikke-demokratiske ledere

Adam Holm

Møller anlægger desværre ikke ’a personal view’, men holder sig i stedet til at referere stolpe op og ned. Det er dygtigt, men ærligt talt en anelse kedsommeligt. Det havde hjulpet, hvis han havde besværet sig med at forklare hvorfor det netop er disse fem skikkelser, han har valgt at fokusere på.

Det havde også været velgørende med en diskussion af, hvorfor der ikke indgår nogen kvinder i heltegalleret. Hvor er eksempelvis Golda Meïr, Indira Gandhi eller Margaret Thatcher? Og det havde også været en berigelse med inddragelse af ikke-demokratiske ledere.

På et tidspunkt, hvor den halve verden er slagen af beundring over den ildhu og dedikation, der lyser ud af præsident Zelenskij, og hvor den anden halvdel fortsat vånder sig efter Donald Trumps grænseoverskridende facon eller gyser ved udsigterne til Putins næste træk, havde Møller med sit kendskab til det politiske håndværk og indsigt i diplomatiets maskinrum - læs Udenrigsminister i krig og fred (2017) - bedre end nogen kunne forbinde fortid og nutid.

Afgørende øjeblikke savner det måske mest centrale for al samtidshistorie; koblingen til forfatterens egen tid. Håndværket fejler intet, men de personlige indgraveringer mangler.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Adam Holm

Journalist og forfatter
ph.d. i historie (Københavns Uni. 2003)

Per Stig Møller

Fhv. udenrigsminister (2001-10), MF (1984-2015) og partiformand (K)
mag.art. (Københavns Uni. 1967), dr.phil. i litteraturvidenskab (Københavns Uni. 1973)