5 A'er: Jens-Peter Bondes erindringer gør os klogere på EU gennem et liv viet til Unionen

Jens-Peter Bonde nåede at skrive sine erindringer fra et langt og begivenhedsrigt liv, inden han døde af en livsfarlig kræft. Som titlen på erindringerne angiver, så udviklede Jens-Peter Bonde sit arbejdsliv og sit personlige liv på en meget markant måde.

Forordet til erindringerne er skrevet af professor Uffe Østergård, som gennem en række år samarbejdede med Jens-Peter Bonde. Jeg havde den fornøjelse at møde de to herrer i fuld vigør på sommerkurser på Grundtvigs Højskole i Hillerød. De var begge meget vidende om deres interessefelter – ikke mindst om Europa.

Og det var Europa, som Jens-Peter Bonde viede sit liv. Og det var her, han mødte alle de mange beslutningstagere og politikere, der arbejdede med at udvikle det europæiske fællesskab. Og han var dus med dem alle, og ”EU-toppen” har sendt hilsener og anerkendende ord til forordet.

Der er ingen tvivl om, at Jens-Peter Bonde gjorde hele vejen gennem forandringerne i EF fra et stærkt centraliseret system til ”en slags europæisk parlamentarisme, selv om det endnu ikke fremgår af traktaterne.”

Født i et Venstrehjem
Livets vej har været mangeartet. Det begyndte i Aabenraa hos Jens-Peters forældre, snedkermesteren og hans kone, der arbejdede hjemme, og som selvstændige stemte de på Venstre. Noget blev vakt af læreren i anden real. Han viste sig senere at være radikal.

Den unge Jens-Peter interesserede sig for Gustav Munch Petersen og skrev til Frode Jakobsen, der sendte Jens-Peter et håndskrevet brev. Jens-Peter skrev til ungdomspartierne og i fredsspørgsmål var han mest enig med Det Radikale Venstre.

Erindringerne er så godt skrevet, og så illustrative for vores egne erindringer af udviklingen i EF/EU.

Marianne Jelved
MF (RV)

Senere læste han statskundskab på Århus Universitet og engagerede sig i studenterbevægelsen og i uddannelsespolitik på universiteterne, i Nordisk Råds arbejde og var medlem af Midtergruppen. Desuden engagerede han sig i tidens politiske strømninger og for Danmarks medlemskab i EF i 1972, der alene kom til at bygge på politikernes (Jens Otto Krags) økonomiske argumenter, selv om de vidste, at de burde bekende sig politisk til Europa.

Jens-Peter Bondes holdning var – efter hans egen opfattelse - måske lidt afslappet på det tidspunkt. Men under alle omstændigheder grundlægges Folkebevægelsen mod EF i april 1972. Erindringerne viser Jens-Peter Bondes udvikling i sit forhold til samarbejdet i EF/EU, og i den første periode af Danmarks deltagelse får Folkebevægelsen den funktion at afsløre alle ”angreb” på de vilkår, som gjaldt, da Danmark kom med i samarbejdet.

Afstemningen i 1986
Erindringerne er så godt skrevet, og så illustrative for vores egne erindringer af udviklingen i EF/EU. Et godt eksempel er hele forløbet op til afstemningen i februar 1986, hvor Schlüter udskriver en folkeafstemning, som ikke var formelt nødvendig, men som blev politisk nødvendig, hvis Danmark skulle fortsætte sit samarbejde i det europæiske fællesmarked.

Kommissionen og stats- og udenrigsministrene holdt topmøder i 1985 om forbedringer af samarbejdet. Her er vetoretten et stort problem, fordi enhver forandring bliver afhængig af ethvert medlem af fællesskabet.

Som bekendt kom Danmark med efter en intens debat op til folkeafstemningen i 1972. Jens Otto Krag gjorde sine argumenter meget enkle, idet de koncentrerede sig om det økonomiske samarbejde, som ville være en fordel for Danmark, når vi fik adgang til et stort marked.

Det gled ned, og hver gang, nogen problematiserede det, så blev kortet ”vetoret” trukket. Så vi lærte, at vetoretten beskyttede os for forandringer, som vi ikke brød os om. Og vetoretten forhindrede dermed flertalsafgørelser. At der så samtidig rejste sig ønsker om, at samarbejdet nu skulle foregå i en europæisk Union, gjorde det bestemt ikke bedre.

Jeg er fascineret og imponeret af Jens-Peter Bondes bedrift med denne store erindringsbog. Den bygges op af beskrivelser af begivenheder gennem årtier.

Marianne Jelved
MF (RV)

Men et flertal i ministerrådet på syv stemte for, og imod stemte Danmark, Grækenland og Storbritannien. Folketinget skulle senere i januar 1986 behandle situationen, og der var flertal imod regeringen. Poul Schlüter og Uffe Ellemann Jensen fik den idé at afholde en vejledende folkeafstemning den 27. februar 1986 om ”EF-Pakken”, der indeholdt forskellige traktatændringer, 313 indre markeds love og beslutninger om flertalsafgørelser.

Fra 1966 til 1986 havde EF arbejdet under vetoretten. Det sluttede med den vejledende folkeafstemning i Danmark, en foreteelse, der ikke er indeholdt i Grundloven.

Men der er jo ingen, der kan forhindre en statsminister i at udskrive en vejledende folkeafstemning, når den accepteres i Folketinget. Det er næsten det samme, som, at man kan forlade vetoretten i Luxembourgforliget uden at afskaffe det formelt ved ikke at bruge den.

En bog, vi bliver klogere af
”EF-Pakken” er en af de virkelige afgørende hændelser i vores nyere europæiske historie. Jeg bruger den her i anmeldelsen af Jens-Peter Bondes erindringer ”Fra EU-modstander til demokratisk reformator”, fordi den er så forbilledligt i sin beskrivelse af forløbet, der sendte EF og senere EU videre i samarbejdet til gavn for Europa.

Jeg er fascineret og imponeret af Jens-Peter Bondes bedrift med denne store erindringsbog. Den bygges op af beskrivelser af begivenheder gennem årtier. Den er let læst, den er spændende, og den er fuld af informationer om og vurderinger af vores historie i det europæiske fællesskab. Og så gør den os klogere. 5 store A'er herfra.