Debat

Knud Aarup: Civilsamfundet handler om mere end lobbyisme for særinteresser

Civilsamfundet skal tage et større ansvar og nytænke velfærdssamfundet – i modsætning til lobbyisterne. Alternativet bliver et større fokus på enkeltinteresser til skade for demokratiet og sammenhængskraften, skriver Knud Aarup.

Placeholder image
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I 2018 mødte jeg en gammel bekendt på Christiansborg. Hun var nu minister i Løkke-regeringen og hilste venligt på mig, mens hun sagde: ”Hvad har du så været inde og lobbye for?” Spørgsmålet overraskede mig, for det var ikke sådan, jeg selv tænkte om min frivillige aktivitet som landsformand for Bedre Psykiatri. Og det var lidt naivt, for som uddannet politolog burde jeg vide bedre.

Foreninger som Bedre Psykiatri har til formål at varetage medlemmernes interesser, og som Peter Munk Christiansen formulerer det i sin lille ’Tænkepause’ om Lobbyisme: ”Interesseorganisationer og lobbyister repræsenterer altid en særinteresse,” og de søger at skaffe sig ”egne økonomiske interesser på samfundets bekostning”. Jeg var derfor formelt en lobbyist, men jeg følte, at det ikke var hele sandheden.

Ministerens reaktion gav imidlertid en indsigt i, hvordan mange politikere, embedsfolk og mennesker i almindelighed oplever nutidens civilsamfundsorganisationer.

Hæren af scient.poler

I medierne ser man direktører eller generalsekretærer fra de store civilsamfundsorganisationer, og man kan ikke se forskel på dem og direktørerne i private virksomheder eller cheferne i det offentlige. De er hæren af blåskjortede økonomer og scient.poler med lønninger, som ligger over en millioner kroner. Det er dem, man oplever som fortalere for bestemte interessegrupper.

Og medgivet: Nogle af organisationerne er så rendyrkede i deres varetagelse af egeninteresse, at man ikke kan skelne dem fra private virksomheder, hvis formål alene er særinteressen.

Et civilsamfund, som glemmer det almene, mister sin evne til at forny og skabe samfundsmæssig innovation

Knud Aarup, fhv. landsformand for Bedre Psykiatri

Det gælder en organisation som FDM med sit fokus på bilejerne. Men også en social organisation som Ældresagen virker på samme måde. Organisationen er fuldstændig blottet for andet end særinteresser. Fokus er alene på hvide etniske danske ældre med lidt på kistebunden. Det er ikke de ældre i samfundet som sådan.

Nej, målgruppen er alene de godt 900.000 medlemmer, som sikrer organisationens eksistens. Og foreningen bruger ikke kræfter på socialt dårligt stillede ældre som f.eks. de mange ikke vestlige ældre, som må leve på sultegrænsen af en brøkpension.

Men det er de dårlige eksempler. Civilsamfundet handler om mere end lobbyisme for særinteresser.

De værdibårne organisationer har mere at bidrage med

Går vi historisk til værks, har civilsamfundets fokus været på løsning af almene samfundsmæssige problemer. Når sognepræst H. P. Mollerup i 1912 stiftede Kirkens Korshær, var det, fordi han ville hjælpe mennesker i nød uanset baggrund og tro. Det er starten på hjemløse- og forsorgsarbejdet i dag.

Når den pædagogiske frontløber Anne Wulf fra Frøbelseminariet og Vesterbrolægen Richard Kjer-Petersen sammen lavede Folkebørnehaverne af 1915, var det, fordi de så de urimelige opvækstvilkår, som børn havde i baggårdene i borkvarterene i København. Folkebørnehaverne udviklede sig senere til Menighedernes Daginstitutioner, som har været en central aktør i velfærdssamfundet frem til den omsiggribende kommunalisering af institutionerne for 30 år siden.

Det var ikke egen vinding og særinteresser, som var civilsamfundets bidrag. Det var omvendt social fornyelse og samfundsmæssig innovation med udgangspunkt i værdier – kristne eller alment menneskelige. I dag er det måske netop de værdibårne civilsamfundsorganisationer, som rummer det største potentiale for at bidrage til en nyudvikling af det danske velfærdssamfund.

Det er her, man finder de frivillige som er med til at etablere en helt afgørende menneskelig relation til plejehjemsbeboeren, til den indlagte, den psykisk syge, den uledsagede flygtning og alle de andre, som velfærdsinstitutionerne tager sig af.

En organisation som Røde Kors arbejder bevidst med at udvikle nye måder at indsætte frivillige som brobyggere mellem systemerne og det enkelte menneske.

Et godt eksempel er ”Primus Motor”. Det er en indsats, hvor frivillige mentorer hjælper den løsladte fra to måneder før løsladelse til et år efter med at komme i gang med livet uden at falde tilbage i kriminalitet. Den indsats har mere end halveret andelen af løsladte, som falder tilbage i kriminalitet.

Røde Kors har også lige formuleret en indsats rettet mod ny-udredte i psykiatrien under 25 år. Her er målet at frivillige mentorer med supplerende uddannelse via en håndholdt personlig indsats skal sikre, at de ramte unge kommer tilbage til den uddannelse, som de forlod, fordi de blev ramt af psykisk sygdom.

Jeg tror, at de værdibårne civilsamfundsorganisationer har mere, de kan bidrage med. I stedet for at få private markedsdrevne velfærdsvirksomheder med tilbud til dem, som har råd ligesom i Sverige, bør civilsamfundet etablere selvejende institutioner som en valgmulighed til mennesker, der ikke ønsker at gøre brug af de offentlige tilbud.

Sådan har det været tidligere og er det vel stadig i begrænset omfang. Jeg er sikker på at daginstitutioner, skoler og plejehjem, drevet af værdibaserede organisationer vil være en kilde til nytænkning af velfærdssamfundet. At være værdibåret giver et andet udgangspunkt, som de offentlige organisationer kan lære af.

Må ikke blive til et købedemokrati

Så hvad er der på spil, hvis man reducerer alle civilsamfundets mange organisationer til ”lobbyister”? Hvis alle de mange organisationer kun ser deres egne interesser, og ingen oplever sig forpligtede på helheden? Hvis de egentlige mål for civilsamfundet alene bliver at mobilisere flest ressourcer til sig selv og sin organisation?

I medierne ser man direktører eller generalsekretærer fra de store civilsamfundsorganisationer, og man kan ikke se forskel på dem og direktørerne i private virksomheder eller cheferne i det offentlige

Knud Aarup, fhv. landsformand for Bedre Psykiatri

For mig er der ingen tvivl: Hvis fokus for organisationerne alene bliver det specifikke, og ingen tænker på det almene og fælles, så mister civilsamfundet sin betydning.

Det er civilsamfundets fokus på at løse fælles samfundsproblemer og varetage de almene interesser, som giver organisationerne deres fornyende og innovative indvirken på samfundsudviklingen. Ingen af de institutioner, som vi i dag regner for velfærdssamfundets kerneinstitutioner, er ”opfundet” i den offentlige sektor. De er skabt af engagerede og uegennyttige mennesker, som ville gavne andre.

Et civilsamfund, som glemmer det almene, mister sin evne til at forny og skabe samfundsmæssig innovation. Organisationerne bliver ligegyldige og alene et redskab i mobilisering af stemmer. Begge dele er skadeligt for samfundet.

Hvis det sker, vil det danske demokrati langsomt blive undermineret. Vi vil få et købe-demokrati a la det, vi kender fra USA, hvor store magtfulde virksomheder kan betale sig til pladser i Kongressens lovgivende forsamlinger og til konkret lovgivning i deres favør. Civilsamfundet vil blive reduceret til ren lobbyvirksomhed, og så har det udspillet sin funktion. Det må ikke ske!


Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser