Debat

Aalborg Kommune og Fokus Folkeoplysning: Giv ledige frie jobcentre og papirløse småjobs

Det er tid til at løsne jobcentrenes bureaukratiske spændetrøje og inkludere fleksible indsatser, der virker for den enkelte ledige, skriver Nuuradiin Hussein, rådmand for Job og Velfærd i Aalborg Kommune og Bjørn Salling, direktør i Fokus Folkeoplysning.

Fleksible småjobs er den bedste løsning for mange ledige, skriver Nuuradiin
Hussein og Bjørn
Salling. 
Fleksible småjobs er den bedste løsning for mange ledige, skriver Nuuradiin Hussein og Bjørn Salling. Foto: Pressefoto/Fokus Folkeoplysning
Nuuradiin S. Hussein
Bjørn Salling
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vis os den rådgiver, som ikke ville føle øget arbejdsglæde ved at få frihed til at bruge de indsatser, der giver mening for den enkelte ledige. Målinger på proceskrav; samtaler, praktikker og tidsfrister har taget fokus fra målet. Alt sammen ud fra en formodning om, hvad der gavner beskæftigelsen.

Det flytter bare ikke nok. 15.000 ledige i Nordjylland står med en lang næse, selvom højkonjunkturen har skabt gunstige vilkår for jobskabelsen, virksomheder råber på arbejdskraft, og langtidsledigheden er på sit næstlaveste siden 2007, ifølge tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (Star). Vi overser et momentum for handling.

Nogle politikere giver jobcentrene skylden for status quo. Det er ikke helt fair, og der findes eksempler på, at jobcentrene sammen med virksomhederne kan løse det paradoksale problem. Projektet Små Job Med Mening har rekrutteret 555 udsatte ledige til lønnet beskæftigelse via små timelønnede jobs.

Plug and play-modeller

Små Job Med Mening er resultatet af et stærkt partnerskab mellem Aalborg Kommune, virksomheder i Aalborg og Fokus Folkeoplysning.

Plug and play-modellen tager afsæt i virksomhedens behov for at kunne ansætte arbejdskraft på faktura og undgå tungt papirarbejde. Men for de ledige er det rigtige betalte job og en indgang for dem, der ikke er jobparate.

Det vækker opsigt på nationalt plan, at et samarbejde på tværs af kommunal, privat og civil aktør kan afføde en model, hvor vi ikke behøver tælle til 37 for at skabe et lønnet job med mening for virksomhed og ledig

Nuuradiin Hussein og Bjørn Salling

Et småjob kan tælle alt fra 5 til 10+ timer om ugen og være inden for alle arbejdsområder, hvor virksomheden i en periode eller på fast basis mangler ekstra hænder. Det perfekte kandidatmatch og løbende opfølgning varetages af en rekrutteringsservice i Små Job Med Mening.

Da Små Job Med Mening blev præsenteret på Folkemødet i år, blev det tydeligt, at Aalborg er langt foran: Det vækker opsigt på nationalt plan, at et samarbejde på tværs af kommunal, privat og civil aktør kan afføde en model, hvor vi ikke behøver tælle til 37 for at skabe et lønnet job med mening for virksomhed og ledig.

Virksomheden får løst uløste opgaver, der tager tid fra medarbejdernes kerneopgaver og tager socialt ansvar. Den ledige bliver del at et arbejdsfællesskab på de præmisser, vedkommende kan magte. Det giver mening for alle.

Derfor er det job i virkeligheden, der flytter såvel mennesket som beskæftigelsesprocenten.

Reformkommissionen har ret

Hvad er så årsagen til, at et projekt som Små Job ikke skaleres ud over hele landsdelen?

Der findes ikke en ’one size fits all’ inden for beskæftigelsesindsatser eller én kasse, vi kan placere de ledige i

Nuuradiin Hussein og Bjørn Salling

Indsatsen forudsætter bevægelsesfrihed for jobcentrene. Men udviklingen går lige nu den modsatte vej.

I foråret vedtog Folketinget en ændring af beskæftigelsespolitikken, som i praksis kommer til at prioritere ulønnede virksomhedspraktikker fremfor lønnede job.

Vi risikerer, at nordjyske virksomheder må opfinde pseudoarbejde for at tilfredsstille praktikbehovet, fremfor at bruge energien på ægte jobfunktioner.

Der findes ikke en ’one size fits all’ inden for beskæftigelsesindsatser eller én kasse, vi kan placere de ledige i.

Derfor er det forfriskende læsning, når Nina Schmidt i spidsen for Reformkommisionen udtaler, at vi skal afbureaukratisere systemet og måle på den reelle beskæftigelse, give jobcentrene større fleksibilitet i brugen af indsatser, geninstallere værdigheden og fokusere på små lønnede job fremfor et 37-timers ideal.

Det er reformkommissionens anbefalinger til fremtidens beskæftigelsesindsats, - og perspektiver, som Små Job Med Mening foregriber i praksis med et beskæftigelsesresultat, der taler for sig selv.

Alle er en løn værd

Gruppen af langtidsledige, som over en længere periode modtager kontanthjælp, er historisk set svære at flytte fra kanten af arbejdsmarkedet. Og den sociale arv, hvor mor og far er arbejdsløse, er en gordisk knude.

Tiden kalder på, at New Public Management-målinger må vige pladsen for værdighed og reel effekt

Nuuradiin Hussein og Bjørn Salling

Det er mennesker, som har problematikker udover ledighed såsom angst, stress, depression. Det er også mennesker, for hvem det at få et job at stå op til udgør en livsvending.

I Små job med Mening er alle en løn værd. Med tanke på de 555 ledige for hvem indsatsen har gjort en forskel, drømmer vi om et paradigmeskifte inden for beskæftigelsessystemet: Giv jobcentrene mere fleksibilitet og flere små job.

Syv ud af ti ledige, der indgår i Små Job Med Mening, får job med løn ud af det. Det står i grel modsætning til aktivering i praktik, hvor kun én ud af fem får en ansættelse ud af det.

Små Job Med Mening er et mønstereksempel på, at hvis man skaber mere fleksible rammer, kan handling ske. Tiden kalder på, at New Public Management-målinger må vige pladsen for værdighed og reel effekt i mødet med den ledige, som med den rigtige indsats kan kobles på arbejdsfællesskabet igen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nuuradiin S. Hussein

Rådmand (S), Job og Velfærd, Aalborg Kommune
Socialrådgiver

Bjørn Salling

Direktør, Fokus Folkeoplysning, direktør, Kafféfair
Civiløkonomi (Syddansk Universitet, 1991)









0:000:00