Adam Holm: Der er ingen synderlig forskel på Rasmus Paludan og Martin Henriksen

Den for tiden mest omtalte skikkelse herhjemme, Rasmus Paludan, er årsag til stor opstandelse. Og forvirring.

Indtil for nylig var han et fænomen på de sociale medier, et såkaldte 'meme', som de af os, der har skolesøgende børn, havde hørt omtalt i halve sætninger ved middagsbordet, men ikke havde skænket nogen synderlig interesse. "Hooooomooo-islam"? "Pædofeten Muhammed"? Koranen som den "store luderbog"?

Det lyder ærligt talt meget bizart. Lad ham være, unger! Han er sikkert blot en opmærksomhedssøgende tumling. Bare ignorer ham. Well …   

Nu har den racismedømte advokat sparket døren ind til de voksnes verden. Han er ikke stueren efter standarden i den kulturradikale salon, men om føje tid kommer han buldrende ind i den nationale stadsstue under folketingsvalgets partilederdebatter. Det er en smal sag at blive forarget over hans grove facon og uciviliserede menneskesyn.

Paludan, der så sent som i 2009 anmeldte en yngre homofobisk mand til politiet efter paragraf 226 b og over for Jyllands-Posten talte om nødvendigheden af "moralsk anstændighed", har fjernet den nedre grænse for selvsamme moralske anstændighed. "Fremmede fjender" og "menneskeligt affald" kalder han uden blusel de borgere, der bor i det, han skamløst betegner som "taber-ghettoer".

Det er ikke mærkeligt, at de historiske paralleller fra en brun fortid i 1930'erne bliver støvet af. Men trods det optrukne Hitler-kort er Paludan ikke nazist; han siger, at jøder tilhører det i hans øjne forjættede folk, danskerne. Det er i klokkeklar modstrid med nazismens ideologi. Paludan er heller ikke fascist; han har ingen militant bevægelse i ryggen, og han taler ikke henført om historisk revanchisme og korporativisme.

Paludan er i det hele taget ikke noget, vi ikke har set og hørt i de sidste 15 år. Han udtrykker sig blot stærkere og langt mere provokerende end andre med et lignende ståsted.

Adam Holm
Journalist og historiker

Paludan er i det hele taget ikke noget, vi ikke har set og hørt i de sidste 15 år. Han udtrykker sig blot stærkere og langt mere provokerende end andre med et lignende ståsted. Måske i erkendelse af, at hans budskaber for længst har vundet indpas.

Misforstå mig ikke; hans udfald er rædsomme. Stram Kurs kunne tage navneforandring til Ram Stank. Det er drøjt at lugte til den retoriske skidtspand, Paludan åbner for med sin etno-nationalisme og "afstamningskriterier". Ledende politikere og avisredaktører lægger ansigterne i bekymrede folder og mener, at Paludan forstyrrer harmonien i Frejas harmoniske sal. Vig bort, Belzebub!

Men inden dæmoniseringen går for vidt, et enkelt spørgsmål: Er der nogen synderlig forskel mellem mange af de udfald imod muslimer og islam, vi har hørt fra for eksempel Pia Kjærsgaard, Martin Henriksen, Søren Krarup og afdøde Mogens Camre og de artigheder, der vælter ud af Paludan? Jeg synes det ikke. Jo, sidstnævnte er mere vulgær, men meningen er den samme. Slå det selv efter.

Rasmus Paludan smykker sig med selvskabte betegnelser: frihedens soldat, de svages beskytter, samfundets vogter, danernes lys. Han burde rettelig kalde sig for gentagelsernes konge, kopiernes kustode, manipulationernes mester og vulgaritetens fyrste.

Der er ikke meget nyt under solen i Paludans formørkede rige. Paludan er ikke en parentes, men en logisk fortsættelse af en lang linje af islamofobiske og antimuslimske ytringer, som længe har lydt fra Rigets øverste talerstol.

Det egentlig triste er, at vi spiller forargede. Og det måske allermest triste er, at vi skal mindes om de fejlslagne sider ved integrationen af folk som Paludan, Vermund og andre danskhedsideologer, der tænker i eksklusion, folkestammer og rød-hvid romantik.

Hvem kan tale overbevisende om sammenhængskraft for flere kulturer og etniciteter uden at lyde som et levn fra 1980'erne? Dét er tidens store samfundsmæssige udfordring. Den globale demografi er under kraftig forandring, og virksomhederne skriger på arbejdskraft.

I de kommende år vil vi med stor sandsynlighed opleve en tilstrømning af flere udefrakommende, herunder fra de dele af verden, Afrika og Mellemøsten, som Paludan og andre afskyr. Skrap lovgivning, konventionsbrud og bevogtede grænser kan ikke dæmme op for virkelighedens påtrængende udfordringer.

Paludan er et symptom på noget, som er galt inde i os og i vores samfund. Han er ikke det egentlige problem. Gal? Nej. Helt normal i et land, hvor den politiske kappestrid vindes af den, der råber højest om et 'dem' og et 'os'.

----------

Adam Holm, f. 1969. Ph.d. i historie og journalist, tidl. Deadline på DR2. I dag tilknyttet blandt andet P1 og Berlingske. Udgav i 2017 bøgerne ’Endestation Europa’ og ’En by i krig. Scener og skæbner fra Damaskus’. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.