Adam Holm anmelder ny film: Er Orbán en farlig nostalgiker eller sit lands frelser?

ANMELDELSE: Det er ikke kun de berømte paprikapølser, der er stærke i Ungarn. Det er de politiske holdninger også. En øjenåbnende dokumentarfilm tager os med til kampen om den ungarske sjæl. Det er samtidig et spejl på Europas mest presserende udfordringer.

Altingets vurdering: 5/6

Af Adam Holm
Journalist og historiker

Det mest uhyggelige ved ungarske Eszter Hajdús dokumentarfilm "Hungary 2018" om parlamentsvalget i Ungarn i fjor, er ikke det. som bliver vist – det er i sig selv rigeligt uhyggeligt – men det, vi ikke får at se.

Seks navne mangler i rulleteksterne. "Anonym" står der, fulgt af en oplysende note om, at de pågældende ikke har ønsket at blive nævnt af hensyn til fremtidige ansættelser.

Sådan er det politiske klima tilsyneladende i dagens Ungarn; har man bidraget til en kritisk skildring af det dominerende konservative regeringsparti Fidesz, risikerer man at komme i den sorte bog.

Ugler i den demokratiske mose
Det er selvfølgelig ingen nyhed, at der er ugler i den demokratiske mose i Ungarn. Inden for de sidste par uger har både danske og svenske konservative givet udtryk for, at deres tålmodighed med Fidesz er ved at rinde ud, og at de pønser på at få det stærkt EU-skeptiske parti ekskluderet fra den konservative EPP-gruppe i Europa-Parlamentet.

Og i sidste uge meddelte premierminister Viktor Orbán, som også er formand for Fidesz, at han vil tildele Ungarns fornemmeste litterære pris til den 72-årige forfatter og essayist Kornel Döbrentei. Det er et kontroversielt valg.

Döbrentei blev af sin nu afdøde kollega nobelprismodtageren Imre Kertész for nogle år siden beskyldt for at udbrede de tanker, der muliggjorde Holocaust, hvor en del af Kertész’ familie blev slået ihjel. En antisemit, som hædres af staten; ikke underligt, at regeringen i Budapest påkalder sig både løftede pegefingre og panderynker.

Indblik i Fidesz' styrke
Hajdús film giver et dybere indblik i tankesættet hos Fidesz og vanskelighederne ved at stække dem. Vi følger dels en række kandidater for Fidesz, dels den tidligere premierminister Ferenc Gyurcsány, som repræsenterer den Demokratiske Koalition.

Man fornemmer hurtigt styrkeforskellen. Fidesz sidder tungt på medierne og dominerer i gadebilledet, mens den sprælske, men også lettere desillusionerede Guyrcsány, frister en mere marginal tilværelse.

Han må ud på små forblæste pladser og tale i skrattende mikrofoner til en flok betuttede pensionister, hjemløse og folk i kørestol. Ikke just en slagkraftig bevægelse. Den tårnhøje Guyrcsány er godt skåret for tungebåndet, og indignationen over de nuværende magthavere, som han finder både farlige, egoistiske og ubarmhjertige, lyser ud af ham. Han er ikke bleg for at sige, at diktaturet er på vej tilbage knap 30 år efter kommunismens sammenbrud.

Filmens sympatier ligger entydigt hos den centrum-venstreorienterede Gyurcsány, som i øvrigt er ganske velstående. I sin tid som premierminister (2004-2009) donerede han sin løn til velgørende formål. Han er filmens ’good guy’ og får uantastet lov at forklare, hvorfor han mener, at humanistiske principper og et konstruktivt forhold til EU er vigtigt for det ungarske samfund.

Han bliver desværre ikke gået på klingen, om hvorfor så mange ungarere foretrækker Fidesz med dets fjendtlige holdninger til blandt andet immigranter og muslimer. Det måtte han gerne have forholdt sig til, men man kan se i hans øjne, at han har nogenlunde samme chance for at vinde valget, som den arm- og benløse ridder i Monty Python har for at vinde en fægtekamp.

"Kampen for fædrelandet"
Det er heftige sager, han er oppe imod, og det er her, Hadjós film for alvor er interessant. Hun viser den ene fremtrædende kandidat for Fidesz efter den anden, mange af dem ministre, som står på vælgermøder og lufter påstande af en kaliber, man dårligt nok finder på en røgfyldt bodega.  

En siger for eksempel. at blonde kvinder i Sverige har farvet deres hår mørkt for at undgå at blive voldtaget af muslimer. En anden siger, at man i Paris kan vade gader og stræder tynde uden at møde én eneste hvid mand.

En tredje gør sig lystig over det ’faktum’, at kønsskifteoperationer på børn helt ned i fireårsalderen er almindeligt i Storbritannien. Hvorfor? Fordi det er normalt at daginstitutioner inviterer transvestitter til at læse bøger for børnene, og at nogle af disse børn efterfølgende bliver inspireret til at skifte fra at hedde George til Claire.

En fjerde politiker siger, at Bruxelles og finansmanden George Soros har skabt et ”hemmeligt og usynligt netværk”. Den pågældende, som også er udviklingsminister, siger, at Soros og EU-toppen i fællesskab har aftalt at bringe flere migranter til Europa, fordi eliten tjener penge på det. Hvordan det er tilfældet, siger han dog ikke noget om.

De ledende Fidesz-folk er overbeviste om, at der findes ondsindede kræfter, som forsøger at undergrave fædrelandet, sådan som ”jøden Soros”. Den bemærkning udløser et tilråb fra salen: ”Ærgerligt, at han ikke blev nummer seks millioner og én!”.

Medstifteren af partiet, journalisten Zsolt Bayer, siger at ”Vesten er blevet skør”. Mænd kan gifte sig med mænd, næsten ingen af de ledende politikere har selv børn – hverken Merkel, May eller Macron – og de tænker ikke 20 eller 40 år frem i tiden.

Det gør Orbán til gengæld; han har fem børn og ved derfor noget om ansvarlighed, lyder det fra Bayer. Han vil ikke overlade den hellige Skt. Stefans land til kosmopolitter (Soros), undertrykkere (islam), bureaukrater (Bruxelles), landsforrædere (oppositionen) og kulturnedbrydere (immigranter).

Ikke noget rart syn
Man forstår de seks medarbejdere på filmen, som foretrækker at forblive navnløse. Den kristen-konservative kurs under Orbán tillader ingen forbehold eller mellemregninger: Er du med eller imod? For Budapest eller Bruxelles? For en homogen nationalstat eller et multietnisk samfund?

Det er samme spørgsmål, som diskuteres i flere andre europæiske lande. Ungarn er blot længere fremme, og det er ikke et rart syn. I hvert fald ikke, hvis man ser det gennem samme optik som Eszter Hajdú og filmens detroniserede hovedperson Ferenc Gyurcsány.

Det er svært ikke at se valget i Ungarn i fjor som et afgørende vendepunkt i retning af mere pigtråd ved grænserne og mindre åbenhed over for det europæiske fællesskab.

"Hungary 2018. Behind the scenes of democracy." Dokumentarfilm af Eszter Hajdú. Bliver vist på CPH:DOX 25. marts og 30. marts

Forrige artikel Adam Holm anmelder antisemitisme-bog: Jødehadet er allerfarligst hos dem, som tror, at de selv er fri for fordomme Adam Holm anmelder antisemitisme-bog: Jødehadet er allerfarligst hos dem, som tror, at de selv er fri for fordomme Næste artikel Rune Lykkebergs nye bog er både fascinerende og frustrerende Rune Lykkebergs nye bog er både fascinerende og frustrerende
Den pragmatiske socialist takker af

Den pragmatiske socialist takker af

INTERVIEW: SF's nestor Holger K. Nielsen siger farvel efter fire årtier i dansk politik, hvor han på kort tid gik fra at være folkehelt til hadeobjekt samt være en del af en tumultarisk regeringsdeltagelse, som han ikke har fortrudt og mener, SF bør gentage.