Kommentar af 
Adam Holm

Adam Holm: Uffe Elbæk har både ret og uret, når han advarer mod fascismen

KOMMENTAR: Der er vitterligt partier i dagens Europa, som lægger sig ualmindeligt tæt op ad den historiske fascisme. Men Uffe Elbæk forveksler nationalkonservatisme med fascisme, når han advarer mod vor tids indvandringsfjendtlige position.

Der er unægtelig et stykke vej fra Benito Mussolini og den fascistiske idé om den komplette afvisning af demokrati til vor tids indvandringsfjendtlige position, skriver Adam Holm.
Der er unægtelig et stykke vej fra Benito Mussolini og den fascistiske idé om den komplette afvisning af demokrati til vor tids indvandringsfjendtlige position, skriver Adam Holm.Foto: AP (arkivfoto)
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Man behøver ikke at være durkdreven politisk gambler for at vide, at der er ét kort, man helst ikke skal trække. Gør man det alligevel, må man iføre sig skudsikker vest og skridtbeskytter: Nazikortet skaber altid ravage, og det formilder ikke stemningen, at man kalder det fascisme i stedet for nazisme.

Det var, hvad Uffe Elbæk for nylig gjorde i et interview i Berlingske. Alternativets formand advarede om fascistiske tendenser i dagens Europa og pegede på lighederne mellem vores tid og de kriseprægede 1930’ere, der fik en blodig ouverture med den spanske borgerkrig og siden kulminerede i Anden Verdenskrig.

Hvis ikke de fremadstormende højrenationalister tvinges på retræte, risikerer vi at rulle historien tilbage og begå nogle af de samme uhyrligheder som for et par generationer siden. Det er i grove træk kernen i Elbæks betragtninger.

At sige ’holocaust’ uden at sige det højt, og at koble fascisme og stram udlændingepolitik uden at sige det direkte, er ikke kommunikation af den mest subtile slags. Reaktionerne fra højre side af salen har ikke ladet vente på sig. I ublide vendinger er den selvudråbte statsministerkandidat blevet bedt om at stikke piben ind.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Det var til at forudsige, sådan som Elbæk i øvrigt selv gjorde i interviewet: ”Hver gang nogle forsøger at lave en historisk reference, eksploderer det hele. Alt går i stå. Men jeg kan ikke forstå, at der er det tabu forbundet med det, og det vil jeg gerne ud over.”

Problemet er, at Elbæk både har ret og uret. Der er vitterligt partier i dagens Europa, som lægger sig ualmindeligt tæt op ad den historiske fascisme. Tag Italien; dér har Matteo Salvini, formand for det EU-kritiske og indvandringsfjendtlige parti Lega, citeret Benito Mussolini i anledning af hans 135-års fødselsdag.

Det virkeligt udfordrende, for ikke at sige uhyggelige, hvis man som han (Elbæk, red) vil slås for humanistiske værdier og liberale frihedsrettigheder, er at de som strammer op og lukker ned netop ikke går med skrårem og sorte skjorter; de er demokrater, legitime modstandere, indsat i de lovgivende forsamlinger af et stort antal vælgere, som mener, at de er bedst egnede til at gå op imod blandt andet globalisering og overnationale institutioner.

Adam Holm

"Tanti nemici, tanto onore," skrev Salvini på Twitter i juli. Mussolini sagde "molto" i stedet for "tanti", men betydningen er den samme: "Mange fjender, stor ære". At Salvini, som også er indenrigsminister, henviser til ’Il Duce’, fascismens stifter, er foruroligende i et land, der ikke på samme måde som Tyskland har bearbejdet den mørke fortid.

I Ungarn er der også politisk indflydelsesrige kræfter, ikke mindst premierminister Viktor Orbán, som længe har arbejdet for at rehabilitere admiral Miklós Horthy, der lod sine tropper deltage på tysk side under invasionen af Sovjetunionen i 1941.

Og i lande som Frankrig, Østrig, Tyskland, Holland, Polen, Sverige, Holland, Norge og herhjemme har vi set fremgang til nationalistiske partier med en kritisk holdning til flygtninge, immigration og islam.

"Den stærke mand", også et kendetegn ved perioden mellem de to verdenskrige, synes at have fået en renæssance med Putin i Rusland, Erdogan i Tyrkiet og Trump i USA. De sætter nationen først og tordner imod fjender, virkelige som indbildte, der går imod deres linje.

Jovist, der er, som Uffe Elbæk minder om, grund til at være årvågen. Vi ser en større polarisering i dag end for ti år siden. Men når man påtager sig rollen som vagtpost og står bag sin palisade og spejder ud over det urolige landskab, skal man også være i stand til at skelne de sorte katte fra de grå.

Elbæk, som blandt andet er inspireret af USA's tidligere udenrigsminister Madeleine Albrights bog Fascismen – En advarsel (2018), forveksler nationalkonservatisme med fascisme.

I lighed med Albright mener Elbæk, at de kræfter, som kræver bevogtning af grænser, taler nedsættende om muslimer og ønsker suveræne nationalstater, er Mussolinis ætlinge.

Elbæk beklager sig over, at det er svært at føre en historiepolitisk diskussion, uden at ”det hele eksploderer”. Jamen i så fald kan han starte med at gå til kilderne og studere ’Fascismens Doktrin’ fra 1932. Der er unægtelig et stykke vej fra den fascistiske idé om korporativisme og komplette afvisning af demokrati til vor tids indvandringsfjendtlige position.

Ja, de kan være demagogiske og dyrke bestemte symboler – flaget, lederen, fortidige begivenheder – men fascisme er ikke et udtryk, man skal bruge letsindigt. Fascisme er historisk betragtet langt mere ekstremistisk og revolutionær end den mere autoritære konservatisme.

De erklærede fascister og nazister, som findes ude i den rå virkelighed, har ikke samme vind i sejlene som de nationale og populistiske partier, for eksempel Alternative für Deutschland, FPÖ, Front National, Lega, Jobbik, Sverigedemokraterne og Dansk Folkeparti.

Paradoksalt nok bliver Elbæk med sin velmente advarsel imod fascismens sort-hvide kategoriseringer selv leverandør af en manikæisk logik, hvor verden opdeles i enten godhjertede humanister eller hårdhjertede fascister.

Ærgerligt, at Elbæk ikke stiller mere skarpt og indser, at det virkeligt udfordrende, for ikke at sige uhyggelige, hvis man som han vil slås for humanistiske værdier og liberale frihedsrettigheder, er, at de, som strammer op og lukker ned, netop ikke går med skrårem og sorte skjorter; de er demokrater, legitime modstandere, indsat i de lovgivende forsamlinger af et stort antal vælgere, som mener, at de er bedst egnede til at gå op imod blandt andet globalisering og overnationale institutioner.

Man kommer ikke den gruppe nærmere ved at kaste det famøse kort. Der er en kamp at kæmpe, men det kræver, at man forstår, hvordan modstanderen ser ud.

----------

Adam Holm, f. 1969. Ph.d. i historie og journalist, tidl. Deadline på DR2. I dag tilknyttet bl.a. P1 og Berlingske. Udgav i 2017 bøgerne ’Endestation Europa’ og ’En by i krig. Scener og skæbner fra Damaskus’. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Adam Holm

Journalist og studievært, Danmarks Radio, forfatter
ph.d. i historie (Københavns Uni. 2003)

Uffe Elbæk

Forfatter, fhv. MF (ALT), fhv. kulturminister (R)
socialpædagog (Peter Sabroe Seminariet 1982), journalistisk tillægsuddannelse (DJH 1987)

0:000:00