Adoptionsstop udstiller dilemma om civilsamfundet i en velfærdsstat

Man kan nemlig sætte en hvilken som helst ydelse ind i ligningen og spørge: Hvad gør man, når den eneste udbyder af en ydelse, er en civilsamfundsorganisation, som ikke længere er i stand til eller fratages retten til at levere den?

Stort set alle svarmuligheder er behæftet med dilemmaer, fordi konsekvenserne er vidtrækkende – både for det enkelte menneske og for måden, vi driver (velfærds)samfund på.

Socialministeren har udtalt til DR, at hun ikke kan give en tidshorisont for eventuel genoptagelse af international adoption. Det er ikke godt at vide, hvilke muligheder der er på bordet i ministeriet, men umiddelbart er der følgende veje at gå:

1. Offentligt drevet adoption

Man kan lade formidlingen af adoption overgå til en myndighed, så ydelsen bliver omfattet af samme juridiske regulering og tilsyn som andre offentlige instanser. I håb om at kunne lave et set-up, der i højere grad end det nuværende er i stand til at udradere risikoen for møgsager – i det konkrete tilfælde mistanke om handlede eller stjålne børn.

Jeg er blevet spurgt om min egen holdning. Med henvisning til det faktum, at hvis jeg selv var blevet født i dag, ville mit liv have formet sig ikke bare lidt men radikalt anderledes

Det ville man formentlig gøre, hvis der var tale om en leverandør af noget, hvor der ikke er tvivl om pligten og ansvaret for at levere ydelsen – ældrepleje eller hjemmehjælp for eksempel.

Den løsning kræver, at man som stat beslutter, at lige netop international adoption er en så vigtig ydelse, at der skatteborgernes penge skal bruges til det. En sådan beslutning er formentlig behæftet med en ophedet politisk debat.

2. En ny, civil aktør

Man kan lade adoptionsformidling overgå til en anden civilsamfundsaktør – eksisterende eller nydannet – med forbedret struktur for løbende kontrol, tilsyn og sikring af dokumentation og forhold i samarbejdslandene.

Den mulighed vil være en vanskelig manøvre, men vil til gengæld have den fordel, at den ikke kræver direkte prioritering af ressourcer. Dermed kan den holde et politisk hedt emne ud i strakt arm.

Omvendt vil den være fortsættelsen af et system, der netop har vist sig dysfunktionelt. Et skrøbeligt system, der ikke garanterer kontinuitet og eksistens i morgen eller næste år. Og som samtidig 'stikker ud' mellem andre metoder til at afhjælpe ufrivillig barnløshed, der udføres både privat og offentligt i Danmark og udlandet, hvor danskere med forskellige grader af regulering har adgang til dem.

Forskellen bunder antageligt i, at de medicinsk-teknologiske metoder er udviklet i løbet af de sidste godt og vel fire årtier. Danmarks første reagensglasbarn er født i 1983 – den første adoptionslov er fra 1923.

En sådan løsning vil samtidig være endnu et lod på den vægtskål, hvor civilsamfundet i stigende grad bliver gjort til 'udfører' på opgaver, som staten har bestilt; måske endda sendt i en form for udbud. En civilsamfundsrolle, der rummer fordele, men som også har sine kritikere.

3. Endegyldigt stop for international adoption

Man kan beslutte, at det fremover ikke skal være muligt at adoptere børn fra andre lande til Danmark.

Den beslutning kan tolkes som udtryk for, at man som samfund lader et hvilket som helst barns rettigheder som selvstændigt individ veje tungere end voksne menneskers mulighed for at få et barn.

Det er langtfra første gang, at noget, der gav mening i fortiden, virker mindre oplagt med nutidsbriller

Men den vil samtidig blive oplevet som en de facto forringelse af ufrivilligt barnløses rettigheder og muligheder af dem, som ikke lige har bidt så meget mærke i, hvorvidt adoptionsformidling bliver varetaget af en offentlig eller civilsamfundsforankret aktør.

På konsekvenssiden må man ikke mindst spørge sig selv, om forventningen er, at efterspørgslen på international adoption helt forsvinder? Og hvad hvis den ikke gør?

Konsekvenser af forskellige modeller for adoptionsformidling blev allerede i 2019 kortlagt i en rapport fra Ankestyrelsen. 

Flere ufrivilligt barnløse, men færre adoptioner

Antallet af adoptioner har ganske vist været styrtdykkende siden 1970'erne, hvor danske forældre adopterede mellem 400-700 børn, og frem til 2022, hvor tallet var 43.

Det kunne man læse i en artikel i Information fra 2023.

I samme periode er antallet af ufrivilligt barnløse eksploderet, mens mulighederne for hjælp tilsvarende er udviklet. Det er blevet til et stadigt mere komplekst, transnationalt system af ydelser som inseminationer, donoræg, donorsæd og surrogatfødsler. Privat og offentligt, legalt og illegalt.

Hvem skal drive dødshjælp?

Vender vi blikket væk fra adoption og tilbage til den principielle diskussion, kan vi forestille os et tæt-på-tilfældigt scenarie 180 grader i den anden retning, hvor ydelsen ikke er liv, men tværtimod død: nemlig aktiv dødshjælp.

Forskellene uagtet er begge dele efterspurgt af et lille antal borgere, der deltager aktivt i den offentlige debat. Og begge dele scorer højt på skalaen for alvor og betydning for den enkelte borger.

Dødshjælp er ganske vist ikke tilladt i Danmark, men det kan der som bekendt laves om på. I debatten om, hvorvidt det skal ske, har et element indtil nu været underspillet, hvis ikke fraværende: Hvem skal i givet fald udføre dødshjælpen?

Tjener man penge på at formidle levende børn, er det en åbenlys tilnærmelse til menneskehandel. Det samme kan ikke siges om aktiv dødshjælp.

Skal det kun være det offentlige, som må yde aktiv dødshjælp, eller skal det overlades til en ngo, der er drevet af ønsket om at udfri forpinte mennesker fra deres lidelser? Eller skal man ligefrem kunne tjene penge på at slå mennesker ihjel som kommerciel aktør?

Adoption er lukket land for kommercielle aktører. Tjener man penge på at formidle levende børn, er det en åbenlys tilnærmelse til menneskehandel. Det samme kan ikke siges om aktiv dødshjælp.

Man kan argumentere for, at både aktiv dødshjælp og adoption har hjemme i en slags udkant af velfærdssamfundet. Hvor det ikke er en selvfølge, at staten skal levere ydelsen, men hvor der immervæk er efterspørgsel. Og hvor civilsamfundet kan træde til, men ydelsen kan 'vandre' til en mere fast plads i kernevelfærden – og måske endda vandre tilbage igen på civile hænder. 

Men hvor hører sådanne ydelser bedst hjemme i dag? Og er det forsvarligt, at de alene drives af én type aktør, hvis denne ikke er det offentlige? 

Civilsamfundets begrænsninger

Jeg er blevet spurgt om min egen holdning. Med henvisning til det faktum, at hvis jeg selv var blevet født i dag, ville mit liv have formet sig ikke bare lidt men radikalt anderledes. Og det er ikke kun, fordi hele verden har ændret sig, siden jeg blev adopteret til Danmark sidst i 70'erne. For så ville jeg jo aldrig være endt her. 

Mit ærinde er ikke at have en holdning. Men selv hvis det var, ville jeg have svært ved at definere den entydigt.

Vi befinder os uomtvisteligt i en tid, hvor civilsamfundet høster berettiget anerkendelse og stor interesse som potentiel leverandør af endnu mere velfærd

For der er noget mærkværdigt i, at en ydelse, der i Danmark i mere end seks årtier er blevet varetaget alene af ngo'er, nu er en opgave, der både kræver bilaterale politiske forhandlinger og aftaler på statsligt niveau og påvirkes af diplomati og storpolitik. På linje med pandaudveksling og kongebesøg.

Sådan har det selvfølgelig ikke altid været. Og det er langtfra første gang, at noget, der gav mening i fortiden, virker mindre oplagt med nutidsbriller.

Med andre ord: Hvis vi skulle etablere et system for adoptionsopgaven i dag, uden at tage højde for den store ekspertise og specialviden, som findes der nu, ville vi så entydigt lægge opgaven og ansvaret i civilsamfundet?

Jeg ved det virkelig ikke. For vi befinder os uomtvisteligt i en tid, hvor civilsamfundet høster berettiget anerkendelse, hidtil uset opmærksomhed og stor interesse som potentiel leverandør af endnu mere velfærd. 

Det er en tid, hvor alles øjne er stift og håbefuldt rettet mod den tredje sektor som løsning på alskens samfundsproblemer. Alligevel findes der opgaver, som ikke nødvendigvis varetages bedst i civilsamfundet.

Måske er vi netop stødt på en af dem her?