Ære den som æres bør

DA JEG I starten af 1980'erne var journalistelev på Berlingske, stod der øl på jourhavendes bord, og skrivemaskine-skrevne nekrologer lå klar i skuffen.

Det gøs i os unge, at man sådan kynisk, virkede det, havde gjort klar til, at lyslevende skulle kradse af.

Læste man disse nekrologer sådan lidt i utide – det var nu ikke så ligetil at lirke skuffen op – åbenbarede der sig gerne ikke bare velskrevne, men også venlige tekster. Om den afdøde. Om det liv og den gerning, der var ydet og passeret.

Er det ikke anderledes i dag? Ikke bare er den offentlige omtale af samfundsbærere mere omfattende og hurtig i dag, bl.a. takket være sociale medier. Men den virker også hårdere, mere ubarmhjertig end for bare 10-15 år siden.

Når en stor politiker dør, skal der skrives nekrologer på få minutter. Bundlinjen gøres op, der skrives karakter for hele den afdødes liv. Sikke et ansvar at have i sine fingre.

TAG NU TO forhenværede trafikministre, der med få dages mellemrum døde forleden: Arne Melchior (CD) og Jacob Buksti (S). De var begge ledende politikere, der tjente deres parti i mange år. Den første var endda partimedstifter. 

Hvilken rune blev ristet, hvilken bundlinje blev trukket, da det var forbi? Den ene var en enkelt gang kommet til at sige, at han kunne støtte voldsanvendelse ved helt særlige lejligheder, det var Melchior. Ikke så klogt, men dog kun én udtalelse i et langt politisk liv. Den anden, Buksti, blev taget i at køre alt for stærkt i sin bil. Heller ikke så godt, men dog ikke noget, der gentog sig.

Der er grunde nok til at ikke at gå ind i politik. Bl.a. den omsiggribende politikerlede og den hele mistillid til dem, vi har bedt om at forvalte vores fælles samfund. Hvis man så også har udsigt til at få ødelagt sit eftermæle, når nekrologen skal skrives en dag – og gerne vinkles på den måske ENE fejl, man engang begik i et langt politikerliv .... så, nej, så lader man være med at vie sit liv til demokrati og politik. Der er ellers i forvejen ikke for mange talenter blandt de kandidater, der byder sig til ude i de medlemsfattige partiforeninger.

DET NATIONALE NYHEDSBUREAU Ritzau, der betjener store dele af de danske medier og dermed har stor betydning for saglighed, akkuratesse og historieskrivning, har for nogen tid siden besluttet at neddrosle sin navnedækning, herunder sine nekrologer. Dagbladenes navneredaktioner har heller ikke fordums styrke.

Derved overlades det gerne til dagens jourhavende at strikke et kort telegram sammen, når nogen dør. En-eller-anden kedelig sag fra arkivet popper op: Spørg Google på et splitsekund, og sagen kommer til at farve hele livsbanen. Det er ude af proportioner. Uretfærdigt.

Undtagelser? Ja, Anker Jørgensen (S). Han blev jo gjort til en ubestridt og uantastet folkehelt. Det var næsten for meget.

Lad os værne lidt mere om det bedste hos hinanden. Både i medgang som runde fødselsdage og ved, hvad der gerne er modgang, døden. Ti gode år for folkestyret og en enkelt svipser bør ikke vægtes lige over. 100 linjer for det gode og en enkelt for fejlen. Bare den ene gang, medierne siger farvel til dem, der engang formede vores samfund.